Efter terror i New Zealand: »Folk er bekymrede for, om det vil smitte af på nogen herhjemme«

Til fredagsbøn i moskéen på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter er terrorangrebet i New Zealand på manges læber. Formand for Det Islamiske Trossamfund, Mohamed Nehme, troede ikke på det, da han læste det i nyhederne. Han fortæller, at flere er bange for, at noget lignende skulle ske i Danmark.

Formand for Wakf Moské på Dortheavej i Nordvest Mohamed Nehme Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

To sortklædte mænd står i øsende regnvejr og tager imod gæsterne med kærlige smil og varme håndtryk. De står ved indgangen til et rødt murstenshus, der til forveksling ligner et hvilket som helst andet lejlighedskompleks i København, hvis det ikke var for det store, hvide skilt med teksten »Det Islamiske Trossamfund« skrevet både på arabisk og dansk, som pynter på siden af huset.

Berlingske er taget til moskéen på Dortheavej i Nordvest for at høre, hvad de danske muslimer tænker om terrorangrebet, der i morges dræbte 49 muslimer i to moskéer i New Zealand.

Om lidt begynder fredagsbønnen. Den store sal er allerede propfyldt, så nogle af mændene har i stedet sat sig i et mindre lokale tættere på indgangen. Til fredagsbøn i moskéen i Nordvest kommer der typisk mellem 1000 og 1500 mennesker. På første sal holder bestyrelsen til, men de er ikke til at finde. Alle er gået til bøn. Ned ad en snirklet gang ligger biblioteket, hvor de unge drenge lytter til bønnen fra højtalerne, mens de flader ud i sofaerne. På trappen op til anden sal, hvor kvinderne holder til, sidder en 12-årig pige med tørklæde og briller i skrædderstilling og spiller på sin mobil. Hun venter på, at hendes mor har bedt færdig. Terrorangrebet har hun ikke hørt om, men tanken om, at sådan noget skulle ske herhjemme i Danmark, skræmmer hende. Pigen vil gerne fremstå med navn, men vil ikke have, at Berlingske spørger hendes forældre om lov.

Brænd og grisehoveder

Ned ad trappen og ud af døren strømmer et hav af sortklædte mennesker. Bønnen er slut. Regnen siler stadig ned, men folk samles alligevel i klynger udenfor.

»Jeg går ikke rundt og føler mig bange, men det er tankevækkende, at der ikke skal mere end én skør fyr til, at det går galt,« siger Kamran Iqbal ude foran moskéen, når vi spørger ham, hvad han tænker om terrorangrebet.

Han fortæller, at de i moskéen flere gange har oplevet hærværk. For nogle år tilbage satte en mand ild til bygningen, og grisehoveder er flere gange blevet kastet ind over hegnet.

Mohamed Nehme, formand for Det Islamiske Trossamfund

»Det er ufatteligt, at de her mennesker har været i gang med at bede i Guds hus, og så kommer der en terrorist og skyder omkring sig.«


De fleste af moskéens besøgende vil ikke stille op til interview. De henviser til en anden, som heller ikke vil tale, som henviser til en tredje, som heller ikke vil tale. Sådan bliver det ved, indtil formanden for Det Islamiske Trossamfund, Mohamed Nehme, pludselig dukker op.

»Er det jer fra Berlingske?« spørger han med et smil. Rygtet har spredt sig.

Han fører os ind i tørvejr og byder på en kop kaffe.

»Der bliver talt meget om det, der skete i New Zealand. Folk er bekymrede for, om det vil smitte af på nogen herhjemme,« siger Mohamed Nehme og fortæller, at terrorangrebet blev nævnt i dagens bøn.

Formand for Wakf Moské på Dortheavej i Nordvest Mohamed Nehme Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Han læste om angrebet på nettet i morges og troede ikke på, at det passede.

»Det er ufatteligt, at de her mennesker har været i gang med at bede i Guds hus, og så kommer der en terrorist og skyder omkring sig. Det kan ikke være rigtigt,« siger han.

Mohamed Nehme fortæller om de samme oplevelser med hærværk, som Kamran Iqbal, men nævner også, at de ofte modtager trusler.

»Vi får trusselbreve et par gange om måneden. Der står ting som: Rejs hjem aber, I fortjener at dø, I skal brændes og så videre. De bliver alle meldt til politiet,« siger han.

Ifølge Mohamed Nehme har politiet i dag patruljeret omkring moskéen som ekstra beskyttelse ovenpå terrorangrebet. Det kan Københavns Politi dog ikke umiddelbart bekræfte, men fortæller, at de netop er i gang med at diskutere, hvorvidt der skal føres ekstra tilsyn ved moskéer for at skabe mere tryghed for det muslimske samfund i Danmark.

»Vi er hinandens søskende«

Mohamed Nehme mener, at muslimerne er en udsat gruppe - både i Danmark og resten af verdenen.

»Politikerne prøver hele tiden at give muslimerne skylden - hvis det begynder at regne, siger de, at det er vores skyld. Hvis der er tørke, er det vores skyld. Vi føler, at der er sket en udvikling, hvor politikerne kører hårdere og hårdere på muslimerne. Vi er bange for, at det kan motivere nogen til at handle på det, når de hører vores topledere tale ned om os,« siger han.

Han sammenligner det med at være hadet af sine familiemedlemmer i sit eget hjem. Du føler, at du er en del af hjemmet, men din familie taler ned til dig og behandler dig som en fremmed.

Til gengæld har han stor medlidenhed med ofrene og de pårørende i New Zealand.

»Vi har et stærkt bånd til alle muslimer. Vi er hinandens søskende, lige meget om man er fra Afrika eller New Zealand. Det er islam, der binder os sammen. Så vi sørger alle over drabene i dag,« siger Mohamed Nehme.

Terrorangrebet fandt sted i New Zealands tredje største by, Christchurch, i to moskéer under fredagsbønnen. Tre personer er varetægtsfængslet. En af dem er en australier, der har livestreamet angrebet på Facebook og publiceret et manifest.