Efter stor indsats mod snyd med sociale ydelser: Størstedelen er ikkevestlige indvandrere

Antallet af sager med borgere, der gribes i socialt bedrageri i lufthavnen, er for højt, mener fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye. Tal fra ministeriet viser, at størstedelen, der er blevet afsløret i forbindelse med en stor indsats, er ikkevestlige indvandrere.

Antallet af sager om borgere, der i forbindelse med kontrol i landets lufthavne gribes i socialt bedrageri, er for højt, mener beskæftigelsesministeren. Tal fra Ministeriet viser, at størstedelen, der er blevet afsløret i en stor indsats, er ikkevestlige indvandrere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Modtager man kontanthjælp eller andre sociale ydelser som integrationsydelse, siger loven, at man som udgangspunkt skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Og rejser man på ferie, skal man huske at orientere sin a-kasse.

Som Berlingske i oktober kunne fortælle, er der mange, som glemmer den sidste del.

Den største andel af disse sager, drejer sig om indvandrere fra ikkevestlige lande, oplyser fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S).

På få måneder har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) gennemført en kontrolindsats i landets lufthavne.

Indsatsen har ført til adskillige hundrede tilfælde, hvor borgere på offentlige ydelser mistænkes for at overtræde rådighedsreglerne, hvilket kan føre til store bøder i form af krav om tilbagebetaling af dagpengene.

Mattias Tesfaye oplyser i et svar til Pia Kjærsgaard (DF) fordelingen af sager opgjort på danskere og indvandrere.

»Jeg vil gerne starte med at slå fast, at det er helt og aldeles uacceptabelt, når nogen snyder med deres sociale ydelse. Det er underminerende for sammenhængskraften i vores samfund. Det er kommunernes og a-kassernes opgave, at oplyse og kontrollere, at borgere på ydelser selvfølgelig stå til rådighed for det danske arbejdsmarked,« skriver han i svaret.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering oplyser, at 23 tilsyn i perioden 1. juni 2021 til og med 24. oktober 2021 har givet anledning til at udtage 585 personer til yderligere kontrol.

Den yderligere kontrol har ført til, at 388 af de i alt 585 personer er blevet indberettet til henholdsvis a-kasser og kommuner, idet styrelsen i forbindelse med kontrollen ikke har kunnet påvise, at de pågældende havde meldt ferie til a-kassen eller kommunen.

I de 585 sager vil der i størstedelen af sagerne ske – hvis dette ikke allerede er sket – indberetning til kommune og a-kasse.

Mattias Tesfaye oplyser, at indvandrere fra ikkevestlige lande udgør langt den største gruppe af personer bestående af 292, der er udtaget til yderligere kontrol. 218 af sagerne er indberettet til kommuner og a-kasser, mens 74 ikke er indberettet.

150 af sagerne drejer sig om personer med dansk oprindelse. Af denne gruppe er 77 indberettet, mens 73 ikke er.

Størstedelen af sagerne blandt gruppen af indvandrere drejer sig om personer fra de såkaldte MENAPT-lande – en betegnelse, som Mattias Tesfaye selv står bag, og som dækker over indvandrere fra Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet. 190 personer i denne gruppe er udtaget til yderligere kontrol.