Efter smitte sender Berlingske alle medarbejdere hjem. Chefredaktør: »Det er ikke noget problem«

Sent tirsdag aften blev to medarbejdere på Berlingske konstateret smittet med coronavirus. Avisen har nu taget konsekvensen og har sendt alle medarbejdere hjem. Indtil onsdag var kun 25 procent sendt hjem på trods af andre opfordringer fra sundhedsministeren. Avisens ansvarshavende chefredaktør slår fast, at vurderingen blev truffet på baggrund af situationen i samfundet.

 
På et pressemøde i sundhedsministeriet kom sundhedsminister Magnus Heunicke med yderligere restriktioner i hovedstadsområdet. Video: Ritzau Scanpix, redigering: Mathilde Geertsen Fold sammen
Læs mere

To personer er blevet testet positive for covid-19 på Berlingske, og alle medarbejdere på avisen er nu blevet sendt hjem.

Der er ikke tale om hele Berlingske Media.

De to ansatte, der er smittet, arbejder i Berlingskes centrale newsroom. Antallet af hjemsendelser er det højeste under hele coronakrisen.

»Det involverer alle (på avisen Berlingske, red.). Vi har to smittede på vores redaktion, og derfor tager vi et sikkerhedshensyn, mens vi får styr på nærkontakter, hvor mange de har været tæt på, og om der er andre smittede,« siger Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen:

»Det er ikke noget problem, forstået på den måde, at vi stadig kan udkomme, og at læserne og brugerne ikke kommer til at mærke noget. Det har vi prøvet i foråret.«

I midten af marts, da de første omfattende nedlukninger i samfundet blev til virkelighed, valgte Berlingske at sende et stort antal medarbejdere hjem. Kun en håndfuld med tilknytning til avisens newsroom mødte fysisk ind på avisen.

I begyndelsen af september traf ledelsen på Berlingske beslutningen om igen at sende ansatte hjem. Denne gang 25 procent.

Det skete imidlertid i kølvandet på, at sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) 7. september opfordrede offentlige såvel som private virksomheder at arbejde hjemme i »videst muligt omfang«.

Tom Jensen, for få dage siden var det kun 25 procent, der var sendt hjem, hvorfor ikke sende flere hjem?

»Det er en vurdering hele tiden, om hvad man gør, i forhold til hvordan situationen er i samfundet omkring os. Så opstår der sådan noget her, og det er altså kun avisen Berlingske, vi taler om her. Det er klart, at vi lige tygger på tingene. Det er vigtigt at sige, at vi kan klare det, fordi vi er en 100 procent digital organisation,« siger han.

Vi har selv skrevet om sundhedsministerens opfordring til, at man såvel i det offentlige som det private bør arbejde hjemme i »videst muligt omfang«. Er 25 procent for dig at se »videst muligt omfang«?

»I en situation, hvor der ikke var smittede i huset, vurderede vi, at det var det rigtige sted at ligge. Det er selvfølgelig bedst, at folk er her. Det er bedst, fordi vi er en kreativ virksomhed, hvor man mødes med sine kolleger og udvikler ideer sammen med dem. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal reagere nu.«

Men erfaringerne fra foråret har jo vist, at vi på Berlingske godt kan få det til at fungere med flere hjemsendte – så er 25 procent hjemsendte vel heller ikke »videst muligt omfang«?

»Det praktiseres forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvor mange folk man har sendt hjem. Det var en anbefaling fra myndighedernes side, og vi vurderede så i huset, at det rigtige snit var at lægge det på 25 procent. Når situationen er, som den er, er det selvfølgelig en vurdering, som genovervejes hele tiden.«

Hvad er næste skridt herfra? Skal alle få taget coronatest?

»Jeg tror ikke, at vi som arbejdsgiver kan kræve, at folk får foretaget en test, men vi kan selvfølgelig opfordre til det, og jeg har selv bestilt tid. Vi skal også have fuldstændig styr på, hvem der har været nærkontakter i vores organisation, før vi har det fulde overblik over situationen, og før vi kan begynde at lukke de første tilbage,« siger han:

»Det er mit håb, at vi kan gøre det ret hurtigt. Vi gør status en gang om dagen.«

På trods af hjemsendelserne vil Berlingske stadig udkomme som planlagt.