Efter nye restriktioner: Sådan kan du holde jul

Pressemøde om covid-19 i Statsministeriet i København, onsdag den 16. december 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en reel nedlukning, der sker mellem jul og nytår. Sådan lød det fra statsministeren på pressemøde onsdag aften. Det betyder blandt andet, at detailhandlen og liberale erhverv lukkes ned.

Men der er altså fortsat mulighed for at fejre jul med sin nærmeste familie. Myndighederne anbefaler, at man maksimalt ser ti personer.

»Generelt gælder myndighedernes anbefaling om ti personer også i private hjem. Det er ikke en opfordring til at samles ti personer. Snarere tværtimod,« siger statsminister Mette Frederiksen.

Flere eksperter har opfordret regeringen til at indføre rejserestriktioner, så borgere i hårdt ramte områder ikke kan tage smitte med hjem til jul. Men det er ikke aktuelt, siger Mette Frederiksen.

»Man skal selvfølgelig aldrig udstede garantier, men på baggrund af den viden, vi har i dag – og den udvikling, vi ser, så er det myndighedernes vurdering, at vi kan nøjes med de restriktioner, vi har præsenteret,« siger Mette Frederiksen.

En lukning af Storebæltsbroen har ikke været på tale, siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

»Vi har jo nogle meget klare anbefalinger om, at maksimalt skal se ti, og at man ikke skal invitere mange hjem. Julen er en særlig højtid, og vi har ikke vurderet, at man skal indføre særlige rejserestriktioner på tværs af landet. Men man skal overholde restriktionerne, herunder at man ikke ser mere end ti personer, som man i forvejen ser,« siger Søren Brostrøm.

Nye anbefalinger til nytårsaften

Julegudstjenester vil kunne gennemføres, så længe man overholder restriktionerne.

Han mener, at folkekirken er god og »kreativ« i forhold til at holde gudstjenester på måder, som ikke spreder smitten.

»Det er jeg sikker på, at man kunne afholde på en god og forsvarlig måde,« siger Søren Brostrøm.

Restriktionerne forventes at gælde frem til den 3. januar. Der vil komme nye anbefalinger om nytår i løbet af næste uge, oplyser statsministeren.

»Men myndighederne vil arbejde videre med anbefalingerne til nytårsaften. Vi opfordrer under alle omstændigheder til, at man holder en anden nytårsaften, hvor man er få samlet,« siger Mette Frederiksen.