Efter ny skandale tager fyret direktør bladet fra munden: »Jeg tror, nogen længe har villet af med mig«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

En ny landsdækkende undersøgelse af amputationer får en fyret koncerndirektør til at undre sig højlydt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til nyhedsrunden på en onsdag, der ser ud til at blive både solrig og varm.

Anderledes stormfuldt ser det ud på det københavnske boligmarked, hvor de mange unge, der er kommet ind på drømmestudiet, står i en penibel situation.

Vi skal også forbi tørlagte gymnasieelever, en fyret direktør, som bryder tavsheden, og en kreativ finte fra Københavns Kommune, som har syvdoblet Normstormernes bevilling.

God læselyst.

Snart kan det være slut med fulde nye gymnasieelever

Vi lægger ud her hos Berlingske, som har været i kontakt med flere gymnasierektorer i og omkring København.

Flere rektorer vil denne uge mødes med elevrådene og diskutere, om alkohol skal være forbudt til festerne frem mod efterårsferien.

»Vi har tidligere oplevet, at der blandt 1.g’erne har været en opfattelse af, at man bør drikke sig i hegnet, fordi man begynder i gymnasiet,« lyder det fra en af rektorerne. Billedet er fra Puttefesten i Dyrehaven, hvor gymnasieelever fra København samles hvert år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen (arkiv).

Initiativet kommer, efter at Sundhedsstyrelsen i sidste uge sendte et brev ud til alle landets rektorer med anbefalinger til, hvordan de mindsker alkoholforbruget blandt eleverne.

En af anbefalingerne lyder, at gymnasierne bør indføre en karensperiode, hvor alkohol er forbudt til arrangementer på skolen frem mod efterårsferien, så eleverne kan lære hinanden at kende, uden at alkohol er indblandet.

På ét gymnasium har de allerede før sommerferien besluttet, at der i år ikke er nogen fest med alkohol for de nye 1.g'erne før efterårsferien.

»Vi har tidligere oplevet, at der blandt 1.g’erne har været en opfattelse af, at man bør drikke sig i hegnet, fordi man begynder i gymnasiet. Den første fest har altid været lidt farlig på det punkt,« siger Gitte Transbøl, der er rektor på Rysensteen Gymnasium.

Læs historien her.

»Den perfekte storm« på Københavns boligmarked

Naja Westermann har boet med sin kæreste hos sin svigerfar de seneste ti måneder, mens hun har studeret i Roskilde. Parret har ikke kunnet finde en bolig, der passer til deres budget – og de er langtfra de eneste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

I disse uger vælter Facebook sig i håbefulde opslag fra unge, som er kommet ind på et studie i København og nu søger at vinde i lejlighedslotteriet.

Men de står i en penibel situation, for en perfekt storm raser på hovedstadens boligmarked – og det kan i sidste ende betyde frafald på uddannelserne.

En ny rapport fra Danmarks Almene Boliger over ungdomsboliger i København og på Frederiksberg viser, at der er 14 studerende pr. almen ungdomsbolig.

Det er ikke kun manglen på boliger og høje huslejer, der presser de nye studerende. Berlingske har den seneste tid skrevet om et underskud af private lejeboliger i den prisklasse, som nye studerende kan betale, og hvordan nye regler for forældreløb, inflation og stigende renter har medført et væsentligt fald i antallet af forældrekøb.

»Det er den perfekte storm. Der er i hvert fald nogle studerende, der vil komme i klemme og ikke kan få en bolig,« siger Solveig Råberg Tingey, viceadministrerende direktør i Danmarks Almene Boliger. Hun understreger, at det ikke er nok at sætte skub i udviklingen af mindre boliger – de skal være til at betale.

Få hele historien hos Berlingske her.

Efter ny skandale tager fyret direktør bladet fra munden: »Jeg tror, nogen længe har villet af med mig«

Videre til Avisen Danmark, hvori en nu tidligere koncerndirektør for første gang stiller op til interview – og undrer sig over sin egen fyring.

Der gik omkring to uger, fra en skandaløs rapport viste, at 47 patienter årligt kunne have undgået en amputation i Region Midtjylland, til regionens daværende koncerndirektør, Ole Thomsen, blev fyret som en direkte reaktion på det.

Men nu har en ny, landsdækkende undersøgelse fået den fyrede direktør til at så tvivl om den reaktion.

Den nye undersøgelse viser, at det slet ikke er i det midtjyske, det står værst til. Ifølge rapporten ligger Region Midtjylland på linje med Region Syddanmark, mens problemerne er endnu større i Region Sjælland.

»Det er selvfølgelig en politisk beslutning, om nogen skal fyres i sådan en sag. Men det ville nok have været godt at have den her rapport, før man tog stilling til, om nogen skulle fyres,« siger Ole Thomsen til Avisen Danmark.

»Jeg synes, regionsrådet skulle have tænkt »okay, vi skal vide mere, inden vi skrider til fyring.« Men jeg tror heller ikke, beslutningen om at fyre mig alene havde noget med karkirurgien at gøre. Jeg tror, nogen længe har villet af med mig. Og så var den her rapport var en anledning.«

Læs historien her.

Københavns Kommune brugte »problematisk« metode til at syvdoble bevilling til Normstormerne

Københavns Kommune har tilsyneladende forsøgt at omgå reglerne for udbud, når den har bevilget penge til organisationen Normstormerne – organisationen, der underviser skoleelever i København og Aarhus i såkaldt normkritik og antimobning.

De 7,14 millioner kroner, som Normstormerne fik bevilget i 2019 – mere end syv gange så meget som den tidligere bevilling – er blevet splittet op i to bevillinger. På den måde får Normstormerne ikke et beløb, der ligger over grænsen for, hvornår noget skal i udbud. Den grænse er på 5,6 millioner kroner.

Kommunens praksis bliver kritiseret af professor Ole Helby Petersen fra Roskilde Universitet, der siger, at der er tænkt »kreativt« for at undgå et udbud.

Også formand for Transparency International Jesper Olsen kritiserer det, han kalder »problematisk forvaltningspraksis«, som »i allerværste fald kan muliggøre korruption«.

»For på den her måde kommer udbud af offentlige opgaver til at handle om, hvem der kender politikerne, og det kan politikerne jo også udnytte.«

Ifølge centerchef i Københavns Børne- og Ungdomsforvaltning Arne Bjerre Hårbo har forvaltningen bedt et eksternt advokatfirma vurdere, om håndteringen var inden for lovens rammer.

Mere hos Berlingske her.

Biseksuelle trives væsentligt dårligere end hetero- og homoseksuelle

Ifølge en ny, omfattende kortlægning har biseksuelle det på en række punkter det værre end andre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup (arkiv).

I dagens Politiken kan man læse, at biseksuelle trives væsentligt dårligere end både homo- og heteroseksuelle.

Blandt andet har de sværere ved at gennemføre en uddannelse, har oftere psykiske problemer, er mere udsatte for vold og trives dårligere på arbejdsmarkedet. Ifølge en omfattende kortlægning af lgbt+-personers levevilkår af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd tjener biseksuelle kvinder hvert år 50.000 kroner mindre end heteroseksuelle kvinder i lignende stillinger.

Generelt er kvinderne i den biseksuelle gruppe særlig sårbare, siger professor Jane Greve, der har stået i spidsen for den nye undersøgelse.

Men der er også biseksuelle kvinder, som trives og har succes – men en stor gruppe døjer med udfordringer. Det kan ifølge professoren være en konsekvens af måden, hvorpå omverdenen møder dem.

»Anden forskning peger på, at biseksuelle ofte møder mindre forståelse fra omverdenen end homoseksuelle, netop fordi de hverken er homo- eller heteroseksuelle og derfor kan være svære at placere i en af de velkendte kategorier. Og når man hele tiden møder manglende forståelse fra omverdenen, kan de give nogle udfordringer. Det kan være stressende ikke at blive anerkendt som den, man er,« siger hun.

VIVEs rapport er udarbejdet efter ønske fra regeringen. Ifølge ligestillingsminister Trine Bramsen (S) er der behov for at sætte ind for at forbedre forståelsen og vilkårene for lgbt+-personer. Derfor offentliggør regeringen og dens støttepartier mandag en handlingsplan med 39 initiativer, som skal gøre netop det.

Det sker i dag

Retten i Roskilde fortsætter behandlingen af sagen mod en journalist, der er tiltalt for adskillige overgreb mod børn. I går erkendte han, at han optog krænkende billeder af andre børn i bad og på toilettet – men afviste at have krænket sine egne børn.

Hos Dansk Folkeparti er det sidste dag på årets sommergruppemøde. Klokken 12 er der pressemøde med det hårdt pressede parti. Og klokken 14 er det De Radikale, som holder pressemøde i forbindelse med sommergruppemødet.

I dag er det samtidig fem år, siden den svenske journalist Kim Wall blev slået ihjel af ubådskaptajnen Peter Madsen på en reportagetur.