Retssikkerhed er uomtvisteligt en vigtig ting at kunne have tillid til. Også blind tillid.

Men noget tyder på, at det for nogle af landets indsatte ikke er tilfældet. For som Berlingske torsdag skriver, er der brister i op mod hver tredje mentalerklæring for udviklingshæmmede dømte, som dermed muligvis har fået en straf på et fejlagtigt eller mangelfuldt grundlag.

Det betyder, at udviklingshæmmede, som ikke egner sig til fængselsstraf, risikerer at ende i fængsel, hvor de skal afsone deres straf med andre kriminelle.

Og det er dybt bekymrende, mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, som er forbløffet over oplysningerne.

»Det kommer som en overraskelse, at der på nogen måde skulle være grund til at være bekymrede for de erklæringer for udviklingshæmmede, som retslægerådet beskæftiger sig med. Man hviler i høj grad på Retslægerådet og skal også gøre det i forhold til indstillinger om personers mentale tilstand, når sagerne kommer til domstolene,« siger han.

Den overordnede historie drejer sig om Retslægerådet, der er en myndighed under Justitsministeriet, som afgiver uafhængige lægelige skøn i spørgsmål om personers retsforhold. Heriblandt mentalerklæringer der skal kaste lys over, hvorvidt en dømt er egnet til fængsel eller bør komme i forvaring.

Men Retslægerådet vurderer, at mellem 25-35 pct. af mentalerklæringerne for udviklingshæmmede er »præget af så omfattende mangler, at det ikke er muligt for rådet at afgive udtalelse«.

»Det er på alle mulige måder kritisk, at kvaliteten åbenbart er for lav, og hvis det er sådan, så er der grund til, at regeringen får sat ind og får hævet kvaliteten. Vi skal kunne stole på det, der bliver indstillet til domstolene,« siger Peter Skaarup.

Peter Skaarup fortæller, at han planlægger at stille en række spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup (S) for at få klarhed over problemets omfang.

Det samme har SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, som i artiklen i Berlingske torsdag beskriver de mulige fejlagtige vurderinger som »en skandale for både retsstaten og den enkelte, hvis folk i årevis har fået en dom på et fejlagtigt eller mangelfuldt grundlag«.

Karina Lorentzen Dehnhardt har derfor spurgt justitsministeren, om han mener, at det er et problem for retssikkerheden, når Retslægerådet påpeger fejl i mentalerklæringer, samt spurgt om ministeren planlægger at iværksætte en undersøgelse af området. Hun spørger også, om ministeren er bekendt med, at Retslægerådet tidligere har påpeget problemer på området.

På baggrund af en stikprøve advarede Retslægerådet nemlig allerede i 2016 om, at 20 ud af 71 personer »ikke var mentalt retarderede eller i en tilstand ligestillet hermed«, selvom de var blevet vurderet mentalt retarderede i rådets undersøgelse i første omgang.

Mindelser om teledata-sagen

Hos Det Radikale Venstre betegnes bristen som »katastrofalt«:

»Det er helt katastrofalt for retssikkerheden, fordi der er tale om mennesker, som i forvejen er sårbare. At mentalerklæringer er rigtige, er endnu vigtigere for dem. Det er så stor en nødvendighed, at de erklæringer er rigtige,« siger de radikales retsordfører, Kristian Hegaard:

»Det er meget alvorligt, hvis mennesker med udviklingshæmning er havnet i fængsler, som de ikke er egnet til. Så er de i en position, som gør, at de er et nemt offer for udnyttelse af andre i et fængsel.«

For Dansk Folkepartis Peter Skaarup frembringer denne nye sag mindelser om andre retssikkerhedskriser, fortæller han.

»Det er svært at vurdere, hvor omfattende det er, og hvor galt det egentligt står til. Det er umuligt for os at sige. I værste fald kan det gå ligesom teledatasagen, hvor man fandt ud af, at fejlagtige teledata blev brugt til at dømme folk,« siger han og fortsætter:

»Det er det værst tænkelige scenarie, hvis man skal til at igennem sådan en omgang igen. Der kan jeg godt få sved på panden på retssystemets vegne. Det ville være pinligt.«

Vurderingen af udviklingshæmning bygger blandt andet på en IQ-test og på, om udviklingshæmning har været til stede siden barndommen, men ofte er punktet om barndommen sprunget over i de mangelfulde mentalerklæringer.

»Jeg synes, det kunne give mening, at oplysningerne om udviklingshæmning fra barndommen får større vægt. Man kunne frygte, at det bliver muligt at snyde, hvis vægten er for høj på IQ-tests. Det ville også gå ud over personer med udviklingshæmning. Det er afgørende, at man kigger fremad, men også bagudrettet for at se, om der er nogen, der i øjeblikket er placeret forkert,« siger Kristian Hegaard.