Efter mandens død: »Det første halve år græd jeg næsten hver dag«

»Allerede et par måneder efter begyndte folk at sige: Nu skal du komme videre. Men jeg var ikke parat til at slippe sorgen så tidligt,« siger Anette Engholm, der mistede sin mand, som hun havde været sammen med i 40 år. Foto: Linda Kastrup. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hver morgen, når Anette Engholm står i badet, ser hun sin mand ligge død. Det er tolv år siden, han udåndede på Helsingør Sygehus efter en hovedlæsion og en kræftsygdom. Alligevel er døden stadig med hende hver dag.

»Det første halve år græd jeg næsten hver dag på grund af sorg og selvmedlidenhed.«

Vi har en opfattelse af, at sorg er noget, der forsvinder af sig selv, når hverdagen indfinder sig. Men både for Anette Engholm og mange andre holder sorgen ved, fordi de døde lever videre i os. Den dengang 58-årige gymnasielærer havde kendt sin mand i 40 år, da han som 66-årig gik bort. I tiden lige efter var livet et kæmpe tomrum. Noget, andre havde travlt med at fylde ud for hende.

»Allerede et par måneder efter begyndte folk at sige: Nu skal du komme videre. Men jeg var ikke parat til at slippe sorgen så tidligt. Når jeg i begyndelsen så glade ægtepar gå sammen, blev jeg så misundelig. Hvorfor skal det lige gå ud over mig? Hvorfor skulle min mand ikke leve videre?«

Efter fem år begyndte sorgen at vende for Anette Engholm. Der kunne hun pludselig kalde den for savn. Eftertanken i dag er, at folk skal være bedre til at sætte sig ned ved en sørgende og helt simpelt spørge: »Hvordan går det?«

»Mine forældre mistede i sin tid en dreng på otte måneder. Min far gik i seng i tre uger, rejste sig op og gik på arbejde, uden at man nogensinde talte om det igen. I dag taler vi om død og sorg, og vi ved, at traumer skal behandles. Men vi sender det over i de professionelle hænder. Men det er den nære sfære, der hjælper allermest. Mine egne tre børn var selv konstant i min nærhed den første tid.«

De fleste har været hjælpsomme, men hun har også oplevet mennesker, der ikke helt kunne håndtere hendes sorg. For eksempel kollegaen, der sendte hende et belærende brev om, hvordan hun skulle komme ovenpå.

»Det, man har brug for, er empati og omsorg. Noget andet, der hjalp mig, var at komme tilbage til arbejdet og sælge vores rækkehus, så jeg kunne begynde et nyt liv i en mindre lejlighed. Jeg meldte mig også til nogle sorggrupper i Kræftens Bekæmpelse. Der var mennesker, der havde oplevet stort set det samme som jeg.«

Anette Engholms mand tog sig af økonomien. Da han døde, skulle hun pludselig selv stå for det hele.

»Alt i mit liv skulle laves om. Og jeg opdagede, at en singlekvinde ikke altid bliver behandlet lige pænt. Da jeg skulle have håndværkere, var det lige før, at jeg blev kaldt for »lille De«. Man får en anden status, og det overraskede mig meget.«

Hun græd, fordi hendes mand ikke længere var. Men sorgen handlede også om hende selv.

»Jeg græd også af selvmedlidenhed. Den blev også dyrket meget i sorggrupperne. Men man skal komme over den følelse. Ellers sidder man der og dyrker sorgen. Og så bliver den svær at komme ud af,« siger Anette Engholm.