Efter knivstik på gaden i Randers er ung mand fængslet

En tøjhandel mellem to unge mænd udviklede sig til et knivstikkeri i Randers. 18-årig varetægtsfængsles.

Foto: Ida Marie Odgaard. En tøjhandel mellem to unge mænd udviklede sig til et knivstikkeri i Randers. 18-årig varetægtsfængsles.
Læs mere
Fold sammen

En 18-årig mand, der tirsdag stak en 16-årig dreng ned med en kniv i det centrale Randers, er onsdag blevet fremstillet ved Retten i Randers.

Den unge mand er sigtet for røveri, grov vold og for brud på knivloven. Han er blevet varetægtsfængslet i to uger, skriver TV2 Østjylland.

Det var en tøjhandel mellem de to unge mænd, der udviklede sig til et knivstikkeri klokken 13.30.

Den 18-årige kærede ikke fængslingen, men nægter sig skyldig.

De to mænd var ikke fremmede for hinanden, fortæller Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.

»Efter vores oplysninger, mødtes de to mænd, der er bekendte, på Kirketorvet i Randers. Her skulle den 16-årige sælge sin jakke til en værdi af 3000 kroner,« siger hun til TV2 Østjylland.

De to unge bliver under handlen uenige om noget, og det fører til, at den 18-årige angiveligt stikker den 16-årige.

Han blev ramt i armhulen og i den nedre del af ryggen omkring ballen, oplyser politiet.

Da knivstikkeren efterfølgende løber afsted med jakken, bliver han også sigtet for røveri. Kort tid efter blev han anholdt.

Den 16-årige bliver behandlet for skader på sygehuset. Men ifølge politiet er han uden for livsfare.

/ritzau/