Efter fund af rottelort: Stoler du på din slikbutik?

Det er op til forhandlere af slik at sørge for, at hygiejnen er i orden, fastslår ekspert efter fund af rottelort på et jysk sliklager.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

En chokofant med ekstra rottelort eller en syrling med musetænder i.

Det er de færreste, som efterspørger slik med ekskrementer og efterladenskaber fra dyr, når de besøger den lokale slikbutik. Og det burde heller ikke finde sted, at slik og dyreafføring bliver blandet. Det fastslår fødevare- og hygiejneekspert Michael René fra Professionshøjskolen Metropol, efter Fødevarestyrelsen onsdag beslaglagde 25 ton slik fyldt med rottelort fra et lager i Aarhus.

»Ekskrementer hører bare ikke hjemme sammen med slik og andre madvarer,« lyder det fra eksperten, der blev chokeret over at høre om styrelsens lagerfund.

Michael René mener, at Fødevarestyrelsen i dag arbejder på højtryk for at nå at kontrollere alle virksomheder i landet. En stor del af ansvaret for en korrekt og »renlig« opbevaring af fødevarer ligger derfor hos forhandleren, som skal sikre, at slikelskere trygt kan blande slik fra hylderne og stole på, at de ikke indtager andet end det rene slik. Netop på dette område, er der behov for en ekstra indsats, vurderer fødevare- og hygiejneeksperten.

»Når man autoriserer virksomheder, kunne man tilbyde nogle ekstra kurser for at sørge for, at alle, som gerne vil sælge mad eller slik, har en ordentlig baggrund og en ordentlig uddannelse,« siger han og fortsætter:

»Det er vigtigt, at de forstår de risici, der er hygiejnisk og kvalitetsmæssigt ved at opbevare og sælge fødevare samt slik i en høj mikrobiel og fødevaremæssig kvalitet.«

Han afviser dog ikke, at flere midler til Fødevarestyrelsen kunne resultere i en bedre kontrol af fødevareforhandlere, lagre og butikker rundt i landet.

»Det ville være dejligt, hvis Fødevarestyrelsen fik ekstra midler og ressourcer, så de kunne nå at tjekke disse virksomheder. At de ikke har set netop dette her, er måske også lidt overraskende. Men de kan altså ikke kontrollere alt, viser eksemplet,« lyder det fra Michael René.

Indtil videre er der som slikelsker vel ikke andet at gøre end at stole på sin forhandler, når den søde tand kalder.