Efter flygtningestrømmen: Europa bliver aldrig det samme igen

Billederne af tusindvis af flygtninge og immigranter, som vandrede ind i Europa i 2015, har forandret Europa og europæisk politik for altid. Selv om det i dag går bedre med økonomien, og selv om langt færre i dag slipper ind i Europa over Middelhavet, så har begivenhederne i 2015 udstillet Europas sårbarhed i en sådan grad, at det centrale i et liberalt, tolerant og åbent Europa aldrig vender tilbage. Flygtningekrisen blev for Europa, hvad terrorangrebet 11. september blev for USA.

Det mener bulgarske Ivan Krastev, en af Europas førende tænkere og leder af tænketanken Center for Liberale strategier i Sofia. Hans bog »Efter Europa« er netop udkommet på dansk. Ivan Krastev forklarer:

»11. september var ikke i sig selv verdens undergang. Men amerikanerne opdagede, hvor sårbare de er. De begyndte at se verden med andre øjne. Globaliseringen kunne også være en trussel. På samme måde udgjorde antallet af dem, der kom til EU ved en store flygtningestrøm, mindre end en procent af EUs befolkning. Men europæerne så på deres TV ind i en verden, der er så stærkt forbundet, og hvor folk så let kan rejse og kommunikere med deres slægtninge, at de opdagede, hvor skrøbelige vi er. Og det skabte frygt.«

Sammen med visheden om, at Europas befolkninger svinder ind og ældes, skabte det en stærk nostalgi både på højre- og venstrefløjen.

»Vi ville tilbage til den verden, vi kendte. Derfor har flygtningekrisen fundamentalt forandret tingenes tilstand i Europa,« siger Ivan Krastev

Selv om »Efter Europa« er skrevet før det franske valg, som med valget af Emmanuel Macron ikke fulgte sporene fra Brexit og valget af Donald Trump, så har det ikke ændret hans syn på de forandringer, Europa oplever.

»Den Europæiske Union, som den var, eksisterer ikke længere,« siger Ivan Krastev og nævner fire kriser, der destabiliserede Europa: eurokrisen, den russisk-ukrainske krise, Brexit og som den vigtigste: migrationskrisen.

»Hvis man tager dem en for en, så er ingen af dem løst. Efter præsidentvalget i Frankrig begyndte mange at påstå, at krisen var overstået og den populistiske bølge på retur. Men det passer ikke. Den populistiske tendens kan ikke kun defineres i forhold til fremvæksten af bestemte partier. Det, vi har set, er et meget stort skifte i selve den måde, europæisk politik fungerer på. Migration er blevet helt centralt for politisk identitet og former ikke kun partierne på den yderste højrefløj, men også mainstream-partierne,« siger Ivan Krastev.

Europas opløsning er stadig en sandsynlig mulighed, mener han, og kalder EU for »en idé, der er på jagt efter en virkelighed«.

»Paradokset ved globalisering er, at jo mere vi bliver forbundne, des mindre tror vi på universelle ideer. Det er meget lettere at forestille sig, at menneskeheden hænger sammen, når man ikke rejser så meget,« siger han.

Da Berlinmurens faldt, forudså den berømte amerikanske forfatter Francis Fukuyama historiens afslutning. Det liberale demokrati havde sejret globalt. Den vestlige model var den eneste, der var tilbage. Alle ville med tiden følge efter den. Det er det fundament, Den Europæiske Union er bygget på, siger Ivar Krastev. Og det har vist sig at være helt forkert. I Fukuyamas bog er der ingen migranter. Kun varer, kapital og ideer flytter sig over grænserne. Menneskene bliver.

»Det radikale ved flygtningekrisen er ikke, at den tvinger os til at finde nye svar på spørgsmålene fra 1989, men at den fuldstændig forandrer spørgsmålene. Vi står på et fundamentalt anderledes intellektuelt grundlag end for et kvart århundrede siden,« skriver Krastev og nævner, at liberale værdier som tolerance og mangfoldighed, som blev omfattet som universelle, er blevet forvrænget til »politisk korrekthed« og er endt som folkets fjender.

»Det bliver ikke Fukuyamas fremtidsmotor, der former fremtiden, men de millioner af mennesker, der lovligt eller ulovligt ankommer til Den Europæsike Union,« mener Ivan Krastev.

Flygtningekrisen står ifølge Krastev så centralt i europæisk politik, at den ikke alene tvinger os til at genoverveje fremtiden, men også til at genfortolke fortiden. Europæerne stiller spørgsmålstegn ved de hykleriske liberale ledere, som betegner indvandring som en win-win-situation og ved alt det, de tidligere har troet på.

»Alt det, som vi fejrede for ti år siden, skræmmer os nu,« siger Ivan Krastev.

Åbne grænser er ikke længere et tegn på frihed, men for mange et symbol på usikkerhed.

»Tolerance og høflighed var længe de karakteristiske træk ved unionen. I dag bliver det ofte opfattet som EUs mest åbenlyse svaghedstegn,« hedder det i bogen.

For mange østeuropæere er EUs krise et dejavu, fordi den ligner sammenbruddet af Sovjetunionen.

»Vi får en grim fornemmelse af, at vi har prøvet det hele før – bortset fra, at det dengang var deres verden, der brød sammen. Nu er det vores,« siger Ivan Krastev.

Den umiddelbare begejstring efter 1989s sammenstyrtede mure er blevet til en kvalmende angst og et krav om at bygge hegn. 1.200 kilometer hegn er bygget i øst for at holde andre ude.

Migrationen kan ifølge Ivan Krastev ses som det 21. århundredes revolution, Ikke massernes oprør som i det 20. århundrede, men en revolution for individer og familier – drevet af lysten til at forlade det sted, de bor. Den nye revolution er ikke inspireret af ideologer og lysende fremtidsscenarier, men af Google Maps-fotografier af livet på den anden side.

»At krydse grænsen til Den Europæiske Union er mere tiltrækkende end nogen utopi.«

Krastev refererer til en undersøgelse fra University of Michigan, som overraskende viste, at et lands lykke ikke afhang af materiel velstand i 1981. Dengang var nigerianere lige så tilfredse som vesttyskere. 35 år senere var situationen en anden. Fjernsynet og udbredelsen af internettet har gjort det muligt for unge afrikanere og afghanere med et enkelt museklik at se, hvordan europæerne lever.

Men enhver revolution bærer kimen til en modrevolution. Derfor rejser det truede flertal af europæere sig mod magthaverne i europæisk politik: De kosmopolitisk indstillede bureaukrater i Bruxelles. Det bekymrede flertal frygter ganske enkelt, at fremmede overtager deres land og truer deres livsstil.

»Den nye drøm går på noget, man kunne kalde nærområdet – en fjerntliggende ø, hvortil alle uønskede fremmede kan sendes hen uden samvittighedskvaler,« skriver Krastev.

Ligesom ideernes fri bevægelighed lagde kommunismen i graven, er det strømmen af menneskers fri bevægelighed over grænsen til EU og USA, der lægger efterkrigstidens verdensorden i graven, mener Krastev.

Migrationen er anden runde af afkolonialiseringen. I forrige århundrede forlod koloniherrene kolonierne, nu retter de kolonialiserede blikket mod de gamle koloniers hovedstæder og forlanger beskyttelse og velstand.

Kernen i Krastevs analyse er, at migrationsstrømmen modsiger liberalismens filosofi om frihed og lighed, fordi det, der bedst forudsiger en persons livsindtægt, hverken er uddannelse eller forældrenes baggrund, men det sted, man er født.

»Hvis man ønsker et økonomisk sikkert liv for sine børn, er det bedste, man kan gøre at sørge for, at de bliver født i Tyskland, Sverige eller Danmark,« skriver Krastev. Det er i sidste ende vigtigere end flotte universitetsgrader, eget firma eller færre børn.

»Det kan derfor ikke overraske, at tyskerne frygter en devaluering af deres pas lige så meget, som de frygter inflation,« skriver Krastev om tyskernes frygt for masseindvandring

I dag har landene i Østeuropa smækket døren grundigt i for flygtninge og migranter. Og lande som Polen, Ungarn og Tjekkiet nægter pure at deltage i EUs forsøg på at fordele byrderne gennem kvoter.

Den tyske præsident Joachim Gauck sagde engang, at han havde svært ved at forstå, at lande, hvis borgere engang var politisk undertrykte, og som oplevede solidaritet, kunne nægte at være solidariske med undertrykte andre steder.

Men det kan bulgarske Ivan Krastev godt forklare. Østereuropæerne ser slet ikke de kosmopolitiske ideer, som EU er bygget på, som kernen i den europæiske identitet, men som en trussel. I Østeuropa har man i dag stort set ingen flygtninge og opfatter al positiv snak om migration som et forræderi. Etnisk ensartethed ses som normaliteten i Øst. Desuden har Østeuropa ingen kolonihistorie og derfor ingen skyldfølelse, forklarer Kratev.

»Det, der er sket i Østeuropa i de seneste 25 år, kan beskrives som en massevandring fra øst til vest. Nogle vandrede individuelt, men de fleste tog turen med deres eget land. Den første generation kom til et sted, hvor de gerne ville være. Vi ville være normale, og det var som i vesten. For dem var hvert et skridt i den europæiske integration en succes. Den næste generation var mere integreret og begyndte at se glasloftet. Man frygtede at blive behandlet som andenrangsborgere. Derfor valgte de at fokusere på traditionerne og værne om deres kultur og oprindelse,« siger Ivan Krastev.

Men det største problem med migration i Østeuropa ligger et helt andet sted.

»Det handler ikke så meget om frygt for de mennesker, der kommer, men grundlæggende om chokket over de mennesker, der er rejst. Man har oplevet en betydelig udvandring i et aldrende og skrumpende samfund. I begyndelsen er man glad: Åbne grænser betød, at man kunne rejse. Men pludselig så man, at ens venner forlod landet. Psykologisk er det meget deprimerende at bo et sted, hvor folk gerne vil væk,« siger Ivan Krastev.