Efter et terrorangreb kommer frygten

Vores frygt for religiøst motiveret terror - særligt i lige efter et terrorangreb - ligner til forveksling noget, vi kender fra Den Kolde Krig.

Et af de mest spektakulære terrorangreb er 11. september-angrebet mod World Trade Center i New York. Fold sammen
Læs mere
Foto: Greg Semendinger

Så skal vi til den igen.

Frygten for at blive sprængt ihjel en uskyldig tirsdag på vej til job. Hvis du mærker efter, er det ikke en ny fornemmelse. Vi kender den, og den er frygtelig. Hver gang. Indtil hverdagen tager over igen.

Det er benzin på vores angstbål, når vi læser: USA: Pas på med at rejse til Europa. Og: Terror igen. Stopper det aldrig? Og når terrortilhængere på Twitter klapper i deres skadefro hænder: »I was really proud of those who carried-out« (Jeg er virkelig stolt af de, der udførte det (terroren, red.).

Slap af, sagde en af mine kyniske kolleger. Vi har lige så lidt eller lige så meget grund til at frygte død og ødelæggelse, som vi havde under Cubakrisen i 1960erne eller under Den Kolde Krig og under terrorgrupper som ETA, IRA og de røde brigaders rædselsaktioner.

Den påstand vil Rasmus Ugilt Holten Jensen, ph.d. på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, gerne nuancere. Han har bl.a. skrevet afhandling om terrorens metafysik.

»Terrorisme er mest virksom, når den ikke finder sted. Det er vores forestillinger om det næste terrorangreb, om hvad der KUNNE ske, som vi frygter. Ikke det, der lige er sket.«

Kollektiv frygt

Grundstrukturen i vores frygt er på den måde den samme som for 30-40 år siden, mener Rasmus Ugilt Holten Jensen. Skåret ind til benet: Vi bliver bange, når vi oplever, at livet er skrøbeligt. Men den politiske virkelighed er en anden i dag, og medierne og diverse platforme er blevet flere, hurtigere og konstant til stede overalt. Det gøder vores frygt for den potentielle fare, mener han.

Det er også vores lidt for veludviklede forestillingsevne, og deraf affødte frygt, der i journalisten og forfatteren Dan Gardners bog fra 2009 »Frygtens anatomi« får ham til at hævde, at vi er elendige til at vurdere risiko. Vi efterrationaliserer konstant og tillægger ting betydning, der i forhold til vores erfaringer fremstår typiske, mener han.

Der er i det hele taget kommet en stemning i samfundet som den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen kalder en »frygtkultur«. Han udgav i 2007 bogen »Frygt«, hvor han analyserer frygten som fænomen gennem undersøgelser, holdninger og statistik i neurobiologi, fænomenologi, politisk filosofi, skønlitteratur og popkultur. Vores frygtkultur er vokset frem i kølvandet på terrorangreb de seneste 15 år, skriver han. Godt hjulpet på vej af mediernes og politikernes overdrivelser. Men også alle hånde smittefarer og fremmede på gaden frygter vi. Selv om statistikkerne viser, at vi ikke bør være bange, og at risikoen for at blive terroroffer eller blive udsat for kriminalitet er faldende, så frygter vi alligevel. Frygten er blevet en af samfundets grundlæggende sindsstemninger, mener Lars Fr. H. Svendsen. Og frygten starter tidligt:

»Man er gået fra at betragte frygt som en følelse, som børn bør lære at overvinde, til at betragte den som en naturlig del af deres liv,« skriver han.

Frygtens tvilling

Vores frygt for den POTENTIELLE fare, terrorangrebet, der MÅSKE vil ske, kommer, ifølge Rasmus Ugilt Holten Jensen til at ligne frygtens uhåndgribelige tvilling: Angsten.

»Derfor kan vi heller ikke komme hinsides frygten,« som han siger.

»Vi har desuden fået mere synligt politi, og det risikerer at give den modsatte effekt. For når vi lukker samfundet mere og mere ned, så minder det os også om, at vi har grund til at være bange. Angrebet i Bruxelles er et uhyggeligt eksempel på, at der ikke er noget, der garanterer, at fordi vi har meget politi og sikkerhed, så vil det forhindre nye angreb.«

Og hvis vi tror, vi standser terrorismen ved at jage og fange dem, der dræber os, så er det halsløs gerning.

»Vi er part i en konflikt, men det er en ideologi og en politisk bevægelse, vi kæmper mod. HVis vi fanger alle personer i ét netværk, vil andre i bevægelsen tage tage faklen op,« siger Rasmus Ugilt Holten Jensen.

Den uhåndgribelige frygt har flere årsager. Rasmus Ugilt Holten Jensen ser vores frygt som et udslag af, at vi i vores veludviklede vestlige samfund ikke forstår og derfor frygter mennesker, der vil give deres liv for en sag.

»Så mennesker, der vil dø for en sag gør os bange, men frygten giver os også en slags begejstring. Pludselig er der noget, der handler om liv og død. Vi mærker historiens vingesus, at der er noget at kæmpe for. Men, det er en tragedie i sig selv, hvis terror er det eneste, der kan give os dén følelse.«