Ebolaens helte

Sundhedsarbejdere udsætter sig selv for fare.

I Mali lader frivillige sundhedsarbejdere sig vaccinere med ebolavaccine som levende forsøgsdyr, da vaccinen endnu ikke er færdigudviklet eller godkendt til brug. Foto; Alex Duval Smith/EPA  Fold sammen
Læs mere
Foto: ALEX DUVAL SMITH

 

Der kan være livsfare forbundet med mange job.

Bygningsarbejdere kan falde ned fra stilladser, chauffører kan blive dræbt i frontale sammenstød, og journalister blive dræbt i krigszoner.

Men bortset fra soldater er der næppe nogen fagfolk, der udsætter sig selv for større personlig risiko end de sundhedsarbejdere, der i øjeblikket kæmper en indædt kamp mod uret i Vestafrika.

Og i modsætning til soldaterne, så drejer det sig for de heroiske læger og sygeplejersker om at redde liv. Det vil sige om at inddæmme ebolasmitten og behandle smittede patienter.

Direktør for Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen, udtrykte det forleden på denne klare måde over for overtegnede:

»Verdens sande helte findes nede i Afrika i øjeblikket. Det er helt umenneskelige forhold, de arbejder under, og det er helt ufattelige menneskelige tragedier, de er vidne til. Og selvfølgelig løber de en risiko.«

Risikoen er ikke beskeden.

Et nærliggende eksempel er den 44-årige sundhedsplejerske Teresa Romero, der i øjeblikket kæmper for sit liv på et hospital i Madrid. Hun havde meldt sig som frivillig til at behandle to nu døde spanske præster, der var blevet smittet med ebola i Vestafrika og fløjet hjem til behandling i Madrid.

Teresa Romero ved ikke præcist, hvordan hun blev smittet. Men det skyldtes formentlig, at hun i et uforsigtigt øjeblik kom til at røre sig i ansigtet med en virusforurenet beskyttelseshandske.

Situationen er imidlertid langt farligere i Sierra Leone, Guinea og Liberia.

Ifølge en efterhånden to uger gammel opgørelse fra WHO er 375 sundhedsarbejdere i Vestafrika blevet smittet med ebola. Af disse er over halvdelen, 211, døde. Det svarer nogenlunde til, at hver 15. af alle officielt registrerede eboladødsfald, rammer sundhedsarbejdere.

Fredag rejste den danske læge Sanne Jespersen efter planen hjem fra Sierra Leone efter knap fire ugers mentalt og fysisk uhyre anstrengende arbejde i fuldt beskyttelsesudstyr på et midlertidigt ebolahospital, der er opført af Læger uden Grænser.

Nogle dage efter ankomsten til dette beskedne hospital med ekstraordinær lidelse og daglige dødsfald sendte hun et meget personligt rejsebrev hjem. Bl.a. skrev hun:

»Jeg er overrasket over, hvor meget jeg tænker på risikoen for selv at blive smittet. For det gør jeg hele tiden. Selv når jeg har fri. Det er selvfølgelig fint, fordi jeg bliver meget påpasselig, men det er også anstrengende. Det føles, som om jeg hele tiden er i alarmberedskab og holder vejret.«

Verdenssamfundet kan ikke takke og hylde folk som Sanne Jespersen og hendes ligesindede nok. Men der er brug for mange flere folk af deres støbning.

Alene Liberia – det hårdest ramte af de tre lande – har ifølge amerikanske sundhedsmyndigheder brug for et sted mellem 9.000 og 10.000 sundhedsarbejdere. På et møde i Verdensbanken torsdag forklarede FNs generalsekretær Ban Ki-moon, at der er brug for en tyve-dobling af den internationale hjælp for at kunne inddæmme katastrofen.

For en katastrofe er det – og den er løbet løbsk. Med risiko for, at der i modsætning til de nuværende godt 8.000 ebolatilfælde, som WHO har registreret, vil være over en million om få måneder. Samt hundredtusinder af døde.

Den akutte lægehjælp i de ebolatyngede nationer kan illustreres med beregninger, der er udført af USAs Center for Disease Control and Prevention (CDC). De viser, at hvis det lykkes at isolere 70 procent af alle ebolasmittede patienter i de ramte lande, så kan man relativt hurtigt sætte en stopper for sygdommens i øjeblikket eksplosive udbredelse.

Den aktuelle andel i Liberia er imidlertid sølle 18 procent og er ikke meget højere i Guinea og Sierra Leone.

Der er med andre ord mangel på alt – på sengepladser og hospitalsudstyr, på læger og sygeplejersker, på ambulancer og på oplysning af befolkningen om, at man for enhver pris må undgå kontakt med andre, hvis man får influenzalignende symptomer.

Lykkes det ikke at efterkomme disse akutte behov, vil det aldrig lykkes at nå op på det magiske tal: 70 procent. Hvorefter mange flere vil dø, og behovet for heltemodige sundhedsarbejdere, der må sætte livet på spil i kampen mod den uhyggelige sygdom, vil gå yderligere i vejret.