Ebola-alarmismen

10.000 kunne hver uge blive smittet af ebola fra december 2014, advarede Verdenssundhedsorganisationen, WHO. I dag synes dette bud at være skudt langt over målet. Læs videnskabsjournalist Lars Henrik Aagaards fortælling om frygten for verdensomspændende epidemier, som ofte har vist sig at blive slået for stort op.

Kloden rundt har sundhedspersonale modtaget oplæring i at håndtere ebolasmittede patienter. Her på Hvidovre Hospital kan overlæge Thomas Benfield og kolleger finde beskyttelsesdragter i et af hospitalets lagerrum. Arkivfoto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Skru tiden tilbage til slutningen af september sidste år.

Verden var grebet af ebolapanik, og den fik ekstra næring, da det store amerikanske institut for folkesundhed, Centers for Disease Control and Prevention (CDC), gik ud med en advarsel om, at den vestafrikanske ebolaepidemi kunne løbe fuldstændig løbsk.

I værste fald, lød det i vurderingen fra CDC, kan det totale antal ebolasmittede nå helt op på 1,4 millioner omkring 20. januar 2015. Da advarslen blev udsendt 23. september 2014, var det officielle WHO-tal 5.843 smittede, herunder 2.803 døde. Man frygtede med andre ord mere end en 200-dobling af sygdomsudbredelsen på fire måneder.

Et par uger senere gik WHO og dermed hele klodens centrale sundhedsorganisation selv ud og erklærede, at antallet af nye ebolatilfælde kunne runde 10.000 om ugen allerede fra december 2014.

Samtidig greb ebolapanikken ikke mindst USA, nærmest som var en hærdebred asteroide i færd med at hamre gennem solsystemet på direkte jordkurs.

Der var tale om en alvorlig trussel mod selveste USAs sikkerhed, forstod man på adskillige fremtrædende politikere, efter at en enkelt indrejst mand fra Vestafrika var død af ebola på et hospital i Texas.

Statens senator, Ted Cruz, gik så vidt som til at kritisere præsident Obama for ikke ville indføre forbud mod al kommerciel flytrafik fra Vestafrika. En anden politiker sammenlignede ebolasmitten i USA med kampen mod terrorisme, og imens blev flere hospitaler og skoler lagt øde, fordi der angiveligt havde været et par ebolasmittede sygeplejersker i nærheden.

Pr. 15. februar 2015, altså for mindre end en uge siden, var der alt i alt registreret 23.253 ebolasmittede i hele verden, heraf 9.380 døde, fortrinsvist i Sierra Leone, Liberia og Guinea. I USA er antallet af døde som følge af ebolasmitte pr. dags dato to.

Det er selvfølgelig taknemmeligt her i bagklogskabens lys at udnævne både det amerikanske hysteri og CDCs og WHOs daværende fremskrivninger af ebolaepidemien til grov proportionsforvrængning.

Tilmed risikerer man at komme til at bagatellisere et omfattende udbrud af en dødsensfarlig og stærkt ubehagelig sygdom, der har tynget Sierra Leone, Liberia og Guinea fuldstændig i knæ, og som først og fremmest er bragt nogenlunde i kontrol takket være en heroisk og uselvisk indsats af såvel lokale som udenlandske sundhedsarbejdere.

Dertil kommer, at ebola er mere alvorlig og udbredt end den officielle statistik lader ane al den stund, at der formentlig har været mindst lige så mange urapporterede som rapporterede tilfælde af virussygdommen i de tre vestafrikanske lande.

Endelig må det nævnes, at udbruddet endnu ikke er standset. Især i Sierra Leone kæmper man fortsat mod sygdommen. Men antallet af nye smittede i de tre hårdt ramte lande nærmer sig nu 100 om ugen og ser ud til fortsat at dykke, omend relativt langsomt.

Men alligevel: At gætte på flere end én million smittede må siges at være et fejlskud af dimensioner.

I 2009 var verden grebet af en lignende panik som følge af svineinfluenza H1N1.

»Faktisk er hele menneskeheden truet,« lød det dengang fra WHO-generalsekretær Margaret Chan. Hvorefter bagagearbejdere i franske lufthavne nægtede at håndtere kufferter fra fly, der ankom fra lande med udbrud af H1N1.

Da udbruddet var gået i sig selv året efter, var cirka 20.000 mennesker døde – langt, langt færre end man vil opleve som følge af en almindelig omgang sæsoninfluenza på kloden. Det er også forsvindende få i sammenligning med eksempelvis den gode halve million, der dør af malaria hvert eneste år. Eller for den sags skyld af giftslangebid: Flere end 50.000 mennesker årligt.

Problemet er, at næste gang, verden står over for en potentiel pandemi, hvadenten den hedder ebola, svineinfluenza, SARS eller noget helt fjerde, vil vi have vanskeligt ved at stole på alvorligt løftede pegefingre fra institutioner som WHO og CDC.

I samme øjeblik, de begynder at tale om millioner af døde og om deciderede trusler mod menneskeheden, vil mange af os trække på skuldrene og ryste angsten af os med en henkastet tanke om, at de nok atter overdriver.

Overdrivelse fremmer forståelsen, hævder man. Men den fremmer også panikken og de uoverlagte beslutninger. Lige indtil advarslerne preller af på os.

Hvilket rummer den risiko, at når verden en dag måtte stå over for en sygdomsfare, der er sammenlignelig med eksempelvis den spanske syge, risikerer smitten for alvor at løbe løbsk. Hvorved sundhedsorganisationernes alarmistiske profetier kan blive selvopfyldende.