Dyrt blod fra navlesnore redder folk som Dina

32 kritisk syge leukæmi-patienter har fået transplantation med stamceller fra udenlandske navlesnorsbanker, viser ny opgørelse. Regionerne på vej med oplæg til en dansk stamcellebank.

Dina Plesner blev landets første transplantationspatient i 2010, som blev reddet af stamceller fra importerede navlesnore. Efter et barskt forløb er hun nu helbredt og har for alvor kastet sig ud i livet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Stadig flere kritisk syge leukæmi-patienter får reddet deres liv ved hjælp af en transplantation med importerede stamceller fra nyfødtes navlesnorsblod.

Samtidig tages der nu på ny initiativ til at få etableret en national stamcellebank med navlesnore fra danske babyer for både at kunne dække det hjemlige behov for den avancerede behandling og bidrage til udviklingen på internationalt plan.

De seneste tre år har i alt 32 danskere fået en transplantation med stamceller fra navlesnorsbanker i bl.a. USA, Rusland, Holland, Finland, Tyskland og Spanien, viser en ny opgørelse fra Rigshospitalet. Yderligere én patient står umiddelbart foran at skulle have behandlingen, som løber op i ca. én mio. kr., hvoraf prisen for det importerede navlesnorsblod er på ca. 250.000 kr.

Mange har det rigtigt godt, og nogle er kommet i gang med job eller uddannelse. Der er dog også tale om en meget skrap behandling, og der støder også komplikationer til hos nogle patienter. Enkelte har oplevet tilbagefald af sygdommen.

»Men alternativet var ikke at gøre noget, og at de sandsynligvis ville dø inden for relativt kort tid. Derfor er det helt klart en behandling, som vi vil fortsætte med at tilbyde,« siger overlæge Doris Hovgaard, som er driftsleder på afsnittet for knogelmarvstransplantationer på Rigshospitalet.

Årligt er der op imod 100 danskere med leukæmi, knoglemarvssvigt og forskellige medfødte sygdomme, som får en knoglemarvstransplantation med stamceller fra en fremmed donor. Omkring hver fjerde får det livgivende blod eller knoglemarv - suget ud fra donorens hoftekammer gennem små nåle - fra en søster eller en bror, hvor chancen for en matchende vævstype er størst.

Hovedparten får dog væv fra en af de cirka 14,5 mio. voksne donorer over hele verden - heriblandt cirka 20.000 i Danmark - som er tilmeldt et knoglemarvsregister. Men der er derudover også mellem ti og tyve patienter om året, som har brug for en knoglemarvstransplantation for at overleve, men hvor det ikke er muligt at finde matchende væv fra knoglemarv hos hverken søskende eller i donorregistrene.

Det er den gruppe af patienter, som man nu kan hjælpe med stamceller fra navlesnorsblod, der i stigende omfang tappes, nedfryses og lagres i blodbanker over hele verden.

For Dina Plesner, 24, er de nedfrosne navlesnore afgørende for, at hun er i live i dag. I sommeren 2010 fik hun som den første herhjemme en transplantation med stamceller fra navlesnorsblod fra to nyfødte babyer i USA, som havde vist at matche hendes vævstype.

Det var simpelthen sidste mulighed for at bekæmpe hendes tilbagvendte, aggressive leukæmi-sygdom, efter at alle andre forsøg var slået fejl, og at det hverken i hendes familie eller blandt millionerne af knoglemarvsdonorer på verdensplan var muligt at finde matchende væv.

Den barske behandling lykkedes, og i dag, godt tre år senere, er Dina Plesner godt i gang med en uddannelse i idræt og human fysiologi ved Københavns Universitet og et aktivt liv som studerende som tusindvis af andre unge. Sidste studieår sluttede hun med topkarakter i alle fag.

»Jeg stortrives og er efterhånden nået dertil, hvor jeg kan følge med på lige fod med de andre,« siger Dina Plesner.

Den succesrige behandling af Dina Plesner og de andre gode resultater fra Rigshospitalet er nu også med til at sætte ny fart i bestræbelserne på at få etableret en dansk stamcellebank med navlesnore fra nyfødte. Sagen har netop været på dagsordenen på et bestyrelsesmøde i Danske Regioner, der vil sætte fagfolk til at udarbejde et konkret oplæg til økonomien, udformningen og et eventuelt samarbejde med private aktører om et dansk projekt, som regionspolitikerne skal tage endelig stilling til.

»Umiddelbart er jeg principielt positiv og åben over for, at der kan ligge nogle muligheder, vi ikke bør overse. Derfor er det godt, at vi nu får et konkret forslag at tage stilling til,« siger formand for Danske Regioner Bent Hansen (S).

Efter en årelang modstand mod hvad der blev opfattet som en behandling af udelukkende eksperimentel karakter, ændrede sundhedsminister Astrid Krag (SF) og Sundhedsstyrelsen kurs og gav i april sidste år grønt lys for, at der kan etableres en dansk stamcellebank. Men ministeren bekendtgjorde også, at der ikke ville følge penge fra staten med støtten.

Siden er der ikke rigtigt sket noget. Men med beslutningen i Danske Regioner rykker en afgørelse nu nærmere, og ledende Venstre-politikere presser ligeledes på for at få sat gang i et dansk projekt.

»Der er brug for noget fremdrift i sagen. Udviklingen på området går rigtigt hurtigt, og derfor skal vi være klar, når brugen af stamceller for alvor bliver udbredt. Jeg er overbevist om, at stamceller i fremtiden kommer til at blive brugt i behandlingen af mange forskellige sygdomme,« siger medlem af bestyrelsen Anne V. Kristensen (V).

Et tidligere estimat er gået på, at behovet kan dækkes ved at opbevare mellem 3.000 og 3.500 navlesnore, og et tidligere skøn har opgjort prisen for en dansk bank til 25-30 mio.kr.

Et springende punkt i overvejelserne om en dansk bank bliver, om man skal inddrage private aktører eller ej. Et dansk selskab, BioBank Danmark, har allerede erfaringer med at opbevare stamceller fra navlesnore for private kunder og har tilbudt at indgå i et offentligt-privat samarbejde om en dansk bank. Venstre støtter et samarbejde, men der er også skepsis mod det både fra politisk og fagligt hold.

Patienter og fagfolk presser ligeledes på for at få etableret en dansk stamcellebank. Kræftens Bekæmpelse henviser til, at danskere nyder godt af, at andre lande opsamler stamceller, og at det derfor også vil være rimeligt, at vi selv byder ind. det vil også gøre det nemmere og hurtigere at hjælpe patienterne, hvis man kan søge i et dansk register.

Overlæge Doris Hovgaard støtter også bestræbelserne.

»Det vil klart være relevant med en dansk bank både for at kunne hjælpe danske patienter og syge i udlandet, men også for at kunne deltage i udvikling og forskning, som kan være med til at forbedre behandlingerne,« siger hun.

I København har Dina Plesner i dag stort set ingen bivirkninger efter den hårdhændede, langstrakte behandling i form af bl.a. en intensiv kemo- og strålekur, en blodtransfusion med de fremmede stamceller og til sidst syv ugers indlæggelse på Rigshospitalet, en stor del af tiden i isolation.

Hun skal stadig passe på med at komme for tæt på syge mennesker og kan have en lidt nedsat lungefunktion efter en lungebetændelse. Men det er også det. Fysisk er hun på linje med alle andre, og hun har også med stor energi kastet sig ind i kampen for at få en dansk stamcellebank.

I Dina Plesners optik er der både økonomiske fordele ved at undgå de dyre indkøb i udlandet og oplagte muligheder for også at bruge stamcellerne til at behandle en stribe andre sygdomme. Hvis Danmark ikke kan løfte opgaven selv, kunne man måske indgå i et samarbejde med andre lande i Skandinavien, foreslår hun.

»Det hér ligger mig meget på sinde, og for mig har det også været fantastisk. Jeg oplevede jo, at det reddede mit liv.«