Dyrenes konger fordrives fra Jorden

Bare en femtedel af klodens landoverflade har i dag lige så mange store pattedyr gående som for 500 år siden. Værst ser det ud i Sydøstasien, der kun har én procent tilbage af den pattedyrbestand, der drev omkring i 1500-tallet.

Skru tiden tilbage til år 1500, og vor klode var en sand rigdom af galoperende bisoner, jagende tigre og brølende elefanter.

I Asien bredte jungle og uberørt græsland sig over millioner og atter millioner af kvadratkilometer, og i Nordeuropa og Nordamerika bredte prærierne og de dybe skove sig fra kyst fra til kyst. Men så begyndte mennesket at kolonisere verden og tage for sig af dens rigdomme, hvorved verden på få hundrede år blev markant fattigere.

Sådan må man opsummere hovedkonklusionen i en alarmerende videnskabelig rapport om de store pattedyrs forsvinden, der netop er blevet offentliggjort af verdensnaturfonden WWF og i tidsskriftet Journal of Mammalogy.

Den slår nemlig fast, at ikke engang 21 procent af Jordens landoverflade i dag rummer den samme rigdom af store pattedyr som for 500 år siden.

Helt grelt står det til i det såkaldt indomalaysiske område, der tæller hele Sydøstasien og Indien. Her er bestanden af store pattedyr på 20 kilo og derover reduceret med hele 99 procent. Også Afrika er blevet væsentligt fattigere. I år 1500 rummede det afrikanske kontinent over 20 mio. kvadratkilometer leveområder for store pattedyr. I dag er arealet reduceret til under to mio.

De eneste områder af landjorden, hvor nutidens pattedyrbestand kan sammenlignes med situationen ved kolonitidens begyndelse, er visse stærkt beskyttede naturreservater samt såkaldt ekstreme områder, der enten er sump eller kendetegnet ved voldsom kulde, hede, nedbør eller tørke. Det vil altså generelt sige områder, hvor livsbetingelserne for pattedyr i forvejen er langt fra optimale.

Som verdensdel betragtet er det Australien, der passer bedst på sine dyr. Her er der stadig 68 procent tilbage af de store pattedyr, der vandrede over det tørre kontinent før den hvide mands ankomst.

En fjerdedel er truede
De arter, der har fået deres leveområder beskåret mest, er såkaldte habitat-generalister som tigeren, den amerikanske bison, leoparder, løver og ulve.

Ret overraskende er den art, der har mistet mest terræn i de forløbne 500 år, elgen. Historisk set har elgens geografiske udbredelse været større end noget andet større pattedyr. Men også vildheste har oplevet en voldsom reduktion i levesteder og dermed udbredelse.

Heldigvis er kun syv store pattedyrarter decideret uddøde siden 1500-tallet, men jagt og det voldsomme menneskelige indhug i levesteder har ifølge rapportens forfattere bragt mange arter på kanten af udryddelse i de senere årtier.

I dag anses 39 procent af pattedyrarter på over 20 kilo legemsvægt således for truede. Til sammenligning mener man, at 24 procent af alle pattedyrarter er truede. Det er med andre ord landjordens dyrekonger, der er mest truet af udryddelse.

På den baggrund opfordrer Verdensnaturfonden til »øjeblikkelig handling« for at komme de store pattedyr til hjælp. Samtidig understreger man, at disse dyrekonger spiller en vigtig rolle som »landskabsingeniører« og dermed for sundheden i økosystemer.