Dyreetiker om løveslagtning: »Hvis børn ikke må se det, hvorfor må de så spise kød?«

Mange i udlandet forarges over parteringen af en død løveunge. Det bliver de færreste herhjemme, og det skyldes vores historie, mener professor i dyreetik.

Interessen – ikke mindst fra medierne – var udtalt, da Odense Zoo torsdag parterede en løve. Dissektionen har vakt røre, ikke mindst i udlandet, men dyret blev som planlagt skåret op, og undervejs fortalte Odense Zoos medarbejdere om dyrets organer; hjerte, lunge og lever. Foto: Claus Fisker
Læs mere
Fold sammen

Godt, løveungen ikke havde et navn. Det ville for alvor have fået det internationale dyreelskermiljø til at gå endnu mere amok, end tilfældet blev. Og dog. Det blev kun en cru under opstandelsen, der rejste sig, da giraffen Marius sidste vinter også blev skåret op og posthumt knuselsket.

 

Et navn giver identitet. Identitet giver følelser. Og følelser kan være noget uvæsen, når det gælder noget så nøgternt som at vise børn og nysgerrige, hvordan dyr ser ud på vrangen.

Netop »Dyret på vrangen« har de sidste ti år været titlen på de populære dyredissektioner i Odense Zoo. Opsprætningen af den omkring ni måneder gamle løveunge i går, torsdag, denne gang sendt live på TV og med en kødrand af pressefolk ved »ring side«, var blot endnu en i rækken af det, kommunikationschefen i Odense Zoo, Rikke Skovlund, kalder »formidling og en naturlig aktivitet« for haven.

130.000 underskrifter mod partering

Løven var i overskud. Ingen andre zoologiske haver ville have den. Så den måtte dø for at undgå indavl.

I stedet for at sende den til forbrænding valgte man at gøre børn og videbegærlige voksne klogere på, hvad der egentlig er inde i – man tør næsten ikke skrive det – »løvernes konge«.

Rikke Skovlund mindes aldrig at have set dånende poder ved dissektionsbordet. Til gengæld er der mange videbegærlige spørgsmål a la »Må jeg se hjertet?« og »Ser mit hjerte også sådan ud?«

»Vi gør det for at få en snak med børnene om menneskets forhold til dyr. En femårig er ikke bange for den slags men nysgerrig. Det er altid de voksne, der er nervøse,« siger kommunikationschefen.

Internationale medier, borgere i andre lande, selv direktøren for Roms zoologiske have, Frederico Cocia, har været indignerede over, at løven blev dissekeret for øjnene af forsvarsløse børn. Over 130.000 mennesker skrev forud for torsdagens løve-gate via care2.com under på en opfordring til at stoppe Odense Zoos løvepartering.

»Sig til den danske zoo: Slå ikke en løveunge ihjel uden grund for derpå at dissekere den offentligt,« lød opfordringen.

Rikke Skovlund forstår ikke omverdenens forargelse over dissektionerne.

»Dit bud er lige så godt som mit,« som hun siger.

En professor med blod på hænderne

Professor i dyreetik ved Københavns Universitet og tidligere formand for Det Dyreetiske Råd, Peter Sandøe, er til gengæld ikke i tvivl. Da Berlingske ringer, er han ved at slagte et får, og hans kone står med et tarmsæt i armene. Han tørrer fåreblodet af hænderne og ringer tilbage.

Udlandets opstandelse og vores egen prosaiske tilgang til dissektion af giraffer og løver bunder i kulturforskelle, mener han. Vi er et landbrugsland med mange landbrugsdyr og har derfor en lang tradition for at diskutere dyrevelfærd, mener han.

»Et af de steder, du ser kraftige reaktioner, er i Storbritannien, som blev urbaniseret flere hundrede år før os andre. Der er også kraftige reaktioner fra USA, hvor store dele af befolkningen lever i meget store byer meget langt fra landbrug og dyrehold. Og de har i USA næsten ingen politisk debat om landbrugsdyrenes forhold.«

Vi er et mere homogent folk uden så skarpe fronter mellem by og land. I USA er dyrevelfærdsdebatten mere polariseret, forklarer Peter Sandøe.

»Megen debat herhjemme foregår i en erkendelse af, at dyr er dyr, om det så er en giraf, en ko, en gris eller en hund. Det kommer mere eller mindre ud på et for mange danskere. Og fordi vi samtidig diskuterer landbrugsdyrenes velfærd, så sætter det de andre dyrs forhold i perspektiv. Så en stor del af danskerne kan ikke undgå at sætte tingene ind i en sammenhæng.«

Peter Sandøe påpeger, at vi herhjemme også har de overdrevent dyreelskende tendenser f.eks. i realitystjernen Linse Kessler, der gør et stort nummer ud af sit forhold til kæledyr. Han undrer sig dog over udlandets kraftige reaktioner på dissektionen af en død løveunge.

»Hvad pokker har de gang i? Hvis børn ikke må se på det, hvorfor må de så spise kød? Det er en hyklerisk holdning at have. Det er sundt for børn at vide noget om dyr, hvordan dyrene dør, og hvordan de ser ud indeni. Det er en del af det at forstå livet.«