Danmark går ligesom resten af Europa ind i et efterår og vinter med en stor energiusikkerhed, efter at Rusland har lukket for gasledningen Nord Stream 1 på ubestemt tid.

Og det kan få alvorlige konsekvenser for danskerne, når elregningerne skyder i vejret – også selvom vi forsøger at spare på strømmen.

Til Politiken siger cheføkonom Palle Sørensen fra Nykredit, at »tusindvis af menneskers privatforbrug er i fare for at klappe helt sammen«.

»Der er grænser for, hvor meget man kan skrue ned, og selv hvis folk gør alt, hvad de kan, taler vi om så store ekstraregninger, at folk risikerer at gå fra hus og hjem,« vurderer Palle Sørensen.

Samme dystre melding kommer fra Energibranchens organisation Green Power Denmark, mens den uafhængige økonom Andreas Steno Larsen fra Steno Research vurderer, at vinterens energiregninger på europæisk plan har udsigt til at udløse en krise på højde med finanskrisen i 00erne.

Nye tiltag på vej

Priserne bliver så høje, at det »uundgåeligt« vil kræve redningspakker at holde hånden under det mest udsatte, siger Andreas Steno Larsen til Politiken.

Regeringen har allerede hjulpet trængte danske pengepunge med varmecheck, forhøjet ældrecheck, lavere elafgift og huslejeloft. I finanslovsforslaget er der sat to milliarder af til såkaldt inflationshjælp, men hvad eller hvem pengene skal gå til, ville regeringen ikke sige noget om.

»Vi sætter en pulje af, men vi har ikke lagt os fast på konkrete initiativer endnu. Det er sådan, at vi har noget tørt krudt, vi kan bruge til inflationshjælp. Derfor er det for tidligt at sig,« sagde Nicolai Wammen (S) i sidste uge til Børsen.

Samtidig kigger myndighederne på konkrete tiltag for, hvordan Danmark kan spare yderligere på strømmen.

Vi kan nemlig komme i en situation, hvor vi har »deciderede forsyningssikkerhedsproblemer,« lød det i weekenden fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

»Hvorvidt vi kommer i en situation, hvor råd og vejledning ikke er nok, men hvor der også skal laves deciderede regler, er for tidligt at sige nu. Men det er ikke noget, jeg kan afvise,« siger Dan Jørgensen.

Fredag meddelte det statsejede russiske energiselskab Gazprom, at gasledningen Nord Stream 1 lukker for gasleverancen til Europa på ubestemt tid. Det sker med begrundelsen, at en lækage skal repareres.

Ledningen har de seneste dage været lukket ned under et vedligeholdelsesarbejde, som skulle være afsluttet lørdag. Noget lignende er sket flere gange de seneste måneder.