»Dumt og utidigt«: Føtex fjerner T-shirts fra butikkerne

Et opslag på Twitter har fået dagligvarekæden til at ville rydde hylderne. Men det falder flere for brystet. »Det mikroskopiske segment af usikre mennesker, som bliver fornærmet af kønsroller, har alt for stor indflydelse,« skriver blandt andre Rasmus Jarlov.

I 2019 blev Føtex også udsat for massiv kritik på sociale medier på baggrund af fejlagtige historier om, at supermarkedskæden havde droppet den traditionsrige julebolle for i stedet at sælge en såkaldt vinterbolle fremover. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Knap har støvet lagt sig fra Lagkagehusets omdiskuterede beslutning om at omdøbe »kagemand« og »kagekone« til »kageperson«, før en ny diskussion dukker op fra dybet af politisk korrekthed.

Nu ser det nemlig ud til, at Føtex fjerner en række statement-T-shirts fra deres butikker, fordi de har et »dumt og utidigt budskab«.

»Set i Føtex i dag,« skriver journalist og forfatter Rikke Viemose på Twitter sammen med et billede af en T-shirt, hvorpå der står:

»Fars hus. Fars regler«.

Det har på ny sat i diskussionen om, hvor grænsen for den politiske korrekthed bør gå. Og efter at opslaget har ligget på de sociale medier i godt et døgn, er Føtex selv stemplet ind i debatten med det korte budskab:

»Dumt og utidigt budskab. Vi fjerner dem,« skriver Jacob Krogsgaard Nielsen, der er kommunikationsmedarbejder ved dagligvarekoncernen SallingGroup, som ejer Føtex.

Hvis ikke kommentarerne allerede væltede ind under opslaget – så gør de det i hvert fald nu. Det falder nemlig flere for brystet, at Føtex reagerer så prompte og hurtigt med at fjerne trøjerne fra hylderne.

Blandt andre Rasmus Jarlov, folketingsmedlem for De Konservative, kritiserer Føtex for beslutningen.

»Føtex, som ellers er indbegrebet af den almindelige dansker, fjerner en T-shirt, fordi den har teksten: »Fars regler«. Det mikroskopiske segment af usikre mennesker, som bliver fornærmet af kønsroller, har alt for stor indflydelse,« skriver Jarlov.

Det er ikke første gang, at Føtex havner i en shitstorm. I 2019 blev dagligvarekæden udsat for massiv kritik på sociale medier på baggrund af fejlagtige historier om, at supermarkedskæden havde droppet den traditionsrige julebolle for i stedet at sælge en såkaldt vinterbolle fremover.

Det viste sig dog, at Føtex blot havde udvidet sortimentet af bagværk og derfor tilbød både en julebolle og en vinterbolle.

Men det så dele af internettet stort på, og nok så mange steder kunne man derfor læse, at folk nu ville vælge den kendte varehuskæde helt fra, når de fremover skulle købe ind.

Berlingske forsøger at få en kommentar fra Føtex og SallingGroup.