Dubai Børs byder 230 svenske kroner pr. aktie i OMX

Børsen i Dubai byder 230 svenske kroner pr. aktie i OMX. Samtidig sidder de nu på 28,4 procent af aktierne inklusive optioner.

Det kan blive en realitet, at den nordiske børsvirksomhed OMX bliver overtaget af emir, sheik Mohammed bin Rashid al Maktoum via selskabet Borse Dubai.

Børsen i Dubai byder nu 230 svenske kroner pr. aktie i OMX - og det betyder, at det samlede bud løber op i 27,7 milliarder svenske kroner svarende til 21,9 milliarder kroner. Samtidig oplyser børsen i Dubai, at man har kontrollen med 28,4 procent af aktierne i den nordiske børs inklusive optioner.

I slutningen af maj i år fremsatte den amerikanske børs Nasdaq et købstilbud på 208,1 svenske kroner pr. aktie eller et samlet bud på knap 20 milliarder kroner.

/ritzau/