»Du skal dø«: Den myrdede bandeleder Nedim Yasar fortæller om sit liv

Læs første kapitel i nu afdøde Nedim Yasars bog, »Rødder - en gangsters udvej«, der netop er udkommet.

Bogen »Rødder - En gangsters udvej« om Nedim Yasar af forfatter Marie Louise Toksvig udkom tirsdag 20. november - samme dag blev det meddelt, at han var afgået ved døden efter en skudepisode. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

»Du skal dø. Du er død, mand!«

Nedim Yasar når næppe at åbne døren, før kniven kommer farende første gang. Den rammer ikke. Heller ikke anden gang eller tredje gang. I stedet lander kniven den ene gang efter den anden i karmen og døren, som Nedim Yasar gemmer sig bag.

Pludselig er manden med kniven væk, Nedim Yasar kan ånde lettet op, tænde sig en smøg og ringe 112. Klokken er 04.16.

Historien om knivangrebet står at læse i første kapitel »Rødder - en gangsters udvej«, hvori Nedim Yasar til journalist Marie Louise Toksvig fortæller om sit liv som kriminel og bandeleder i København.

Et liv, han på et tidspunkt vælger at lægge bag sig. I stedet begynder han et nyt liv, hvor han med ord og oplysning forsøger at advare unge om og oplyse dem om bandelivets mange farer. Han bliver bl.a. radiovært på Radio24syv og flittigt benyttet bandeekspert i andre medier.

Men også et liv, hvor den 31-årige eksgangster måtte se sig over ryggen. Vel vidende, at nogen fra fortiden ville ham ondt. Som den nat i Kgs. Lyngby sidste år.

Men nu er han død. Skudt mandag aften og afgået ved døden tirsdag.

Berlingske bringer her efter tilladelse fra forlaget People'sPress første kapitel i bogen, der udkommer tirsdag.

Kapitel 1: »Du skal dø!«, Kgs. Lyngby, august 2017

Nedim vågnede forvirret, da det hamrede på døren. Det var mørkt udenfor, og et øjeblik blev han i tvivl, om han egentlig havde hørt noget. Så buldrede det igen.

Var det hans dør eller en af naboernes?

Måske en af de andre på gangen, der kom fuld hjem og havde glemt sin nøgle? Han vendte sig irriteret i sengen og lukkede øjnene. Han skulle tidligt op og ind til byen for at besøge en 9.-klasse, der skulle lære om bander i samfundsfag.

I løbet af sommeren var en hidsig krig brudt ud i København, hvor en af de veletablerede bander gennem nogle måneder demonstrativt havde markeret sine ambitioner om at styrke sin position og ekspandere. En anden Nørrebrogruppering var gået ind i kampen, og efterhånden var der daglige skudepisoder, hvor også unge uden nogen tilknytning til bandemiljøet blev ramt.

Bandekrigen i København havde fyldt medierne hele sommeren, og den seneste måned havde Nedim stort set dagligt optrådt i tv, radio og aviser som ekspert med personlig erfaring i bandernes kriminalitet og krige.

»Rødder – En gangsters udvej« udkom 20. november. Fold sammen
Læs mere

Hver dag kom der nye henvendelser fra journalister, der ville have ham til at forklare, hvad bandekrigen handlede om, og hvordan den kunne stoppes. Journalisterne elskede Nedim Yasar. Han var nem at have med at gøre, fordi han beredvilligt stillede op med al den farverige autenticitet og personlige erfaring, der gjorde ham til en fabelagtig og sjælden ekspert i bandemiljøerne og deres ubegribelige kampe.

Velformuleret og medgørlig, når avisartikler og direkte debatter i tv eller radio skulle skrues sammen, var Nedim Yasar blevet en velkendt kilde på de fleste redaktioner. I den journalistiske grundbog var Nedim Yasar – tidligere andeleder, som han blev tituleret i medierne – et skoleeksempel på ‘troværdighed’. Med indvandrerbaggrund, opvækst i beton på den københavnske vestegn, titel af præsident i sin egen bande, fængselsstraffe for lidt af hvert og nu også et vellykket exit-program bag sig, vidste han, hvad han talte om, når det handlede om våben, vold, hash, ære og alle de andre aspekter af bandelivet.

Og Nedim var god til det. Bag den rolige stemme og det sirligt velsoignerede ghetto-look, der kunne være hentet i et modemagasin til unge gangstertyper – komplet med crewcut, glasøje og synlige tatoveringer på hals og hænder lurede den selvbevidste brutalitet fra karrieren i bandemiljøet, blandet op med charme og mod til at tale lige ud af posen.

Ofte måtte han minde sig selv om, at han skulle huske at tale i datid, når han fortalte om reaktionsmønstre og mentalitet i banderne, for han kom stadig tit til at sige »vi«, når han skulle forsøge at forklare, hvordan man tænker og handle i en kriminel bande.

Og i øvrigt var adskillige af dem, der nu kæmpede om magten i det københavnske bandemiljø, hans gamle bekendte. Nedim sagde sjældent nej, selv om han efterhånden følte, at han kørte i båndsløjfe. Journalisterne stillede de samme spørgsmål, og når han nu havde svaret det samme igen og igen så mange gange, så kunne de vel efterhånden genbruge det, han allerede havde forklaret: at bandekrigen ikke nødvendigvis handlede om konkrete hashmarkeder, men snarere om magtbalancen og om at vise, hvem der var stærkest.

Om retten til at dominere og frygten for at tabe ansigt og magt. Men han fik masser af ros for sin optræden, og han kunne godt lide opmærksomheden og muligheden for at sige sin mening om banderne, politiet, politikerne og de journalister, der forsøgte at dække krigen i Københavns gader eller bad ham fortælle om sin egen fortid.

Efterhånden var han på fornavn med masser af politikere og andre meningsdannere, politifolk og journalister. En morgen, da Nedim igen havde besøgt morgenstudiet på Radio24syv for at tale om banderne, løb han ind i justitsministeren, der var på vej ind på radioen til et interview.

»Hej Søren,« hilste Nedim og fik overtalt den konservative justitsminister til at stille op til en selfie.

Med telefonen holdt ud i strakt arm lagde Nedim kammeratligt den anden arm om skulderen på Søren Pape Poulsen, men hev så ministeren ind i et solidt halsgreb, idet han tog billedet. På billedet grinede Søren Pape Poulsen
overrasket i favnen på den tidligere gangster.

»Hvorfor bruge jernnæve, når man kan bruge jerngreb @sorenpape?« skrev Nedim kækt som billedtekst, da han øjeblikket efter delte billedet på Twitter og Facebook, hvor han straks høstede masser af likes og kommentarer.

Og journalisterne blev ved med at ringe.

Nedim havde først sagt nej tak en fredag, da P1 inviterede ham til at deltage i endnu en debat. Han skulle i sommerhus med et par venner den weekend. Desuden var han heller ikke særlig vild med radioens idé om at sende live fra Den Røde Plads på Nørrebro, et af brændpunkterne i konflikten, hvor banderne udmærket kendte den åbenmundede eks-gangster Nedim Yasar.

Men som sædvanlig endte han alligevel med at sige ja, da studieværten ringede selv. Derfor brugte Nedim hele fredag eftermiddag på Den Røde Plads i selskab med skiftende debattører og Nørrebro-borgere i først P1 Debat og derefter Orientering.

Nedims udtalelser var som altid kontante: Hvis de lokale pushere virkelig stod og handlede helt åbenlyst, var det godt nok nogle dumme pushere, sagde han og forklarede i detaljer, hvordan enhver pusher med omløb i hovedet sørgede for at opbevare sit hashlager et sikkert, men lettilgængeligt sted, så han aldrig havde mere end ti gram på sig – de magiske ti gram, som anklagemyndigheden har fastsat som grænsen mellem hash til »eget forbrug« og besiddelse af hash »med henblik på videresalg«.

Og enhver idiot måtte da vide, at politiet let og uset kunne overvåge et sted som Den Røde Plads på Nørrebro. Det forebyggende arbejde var vigtigt i forhold til de helt små rødder, vurderede Nedim. Men nu og her kunne kun en massiv politiindsats stoppe konflikten. Hvert eneste bandemedlem burde mandsopdækkes, så de ikke kunne gå ud ad deres hoveddør uden at blive mødt af en politibetjent og en visitation, fastslog han foran tilhørerne på Den Røde Plads.

Rundt om Danmarks Radios opstilling på pladsen kunne lokale og andre interesserede lytte med og få adgang til mikrofonerne. Der var mange, der nysgerrigt stoppede op for at kigge, men Nedim bemærkede især en bestemt type blandt publikum. Unge, mørklødede fyre med kasket eller hættetrøje på, der slentrende eller på cykel hev deres telefoner frem for at tage billeder. Han noterede sig, at flere af dem så ud til at rette kameraet mod ham, og forsøgte at ignorere en alarmerende bippen fra sin indre, fintmærkende radar.

Denne sommer var det fire år siden, han havde forladt det bandemiljø, der havde lært ham alt om at spotte fjender og læse de signaler, der varslede fare eller svaghed, overgivelse eller offensiv. Men instinkterne var intakte.

Sidst på eftermiddagen kunne han endelig sige farvel til holdet fra Danmarks Radio og holde fri. Sammen med sine venner kørte han i sommerhuset og hyggede sig med god mad. Søndag aften kom Nedim hjem til sin lille studielejlighed i højhuset ved motorvejen i Kgs. Lyngby.

Lejligheden bestod af et enkelt værelse, køkken og bad delte han med naboerne på gangen på 7. sal. Det fungerede fint for Nedim, der gennem sine år i diverse fængsler havde vænnet sig til at leve tæt op ad andre. Det passede ham også storartet, at han ikke alene kunne låse sin egen dør ind til lejligheden, men at der også var lås på døren ind til værelsesgangen fra trappen og så nede på gadedøren, hvor gæster i øvrigt ville lede forgæves efter Nedims navn ved dørtelefonen.

Han gik tidligt i seng og satte telefonens alarm til klokken halv syv, så han havde god tid, inden han skulle møde 9.-klassen på skolen i Københavns centrum klokken otte. Nedim vågnede af den hidsige buldren ude fra gangen. Han rakte ud efter telefonen og konstaterede irriteret, at klokken kun var lidt over fire. Ude i mørket prikkede den silende regn mod vinduet, sådan som den havde gjort det meste af sommeren. Han vendte sig i sengen og hev dynen op over hovedet.

Han var næsten faldet i søvn, da det igen bankede voldsomt derude. Nedim stod op og trak en T-shirt på. Nu var det nok. Han gik hen til døren for at finde ud af, hvad der foregik. Han åbnede sin hoveddør – og stirrede ind i et par opspilede øjne.

Kniven kom farende imod ham, i samme sekund som den maskerede mand begyndte at råbe:

»Du skal dø. Du er død, mand!«

Han jog kniven frem mod Nedims krop.

Nedim parerede med døren, men fik den ikke lukket helt i. Fyren blev ved med at stikke løs. Han ramte karmen og døren, som Nedim forsøgte at dække sin krop bag, mens han holdt øjnene på kniven. Fyren med elefanthuen virkede skræmt. Stemmen var skinger, nærmest manisk:

»Du skal dø. Du skal dø. Du skal dø!«

Han stak i blinde. Kniven skød frem igen og igen uden at ramme. Nedim koncentrerede sig om at fange rytmen i bevægelsen, mens en anden del af hans hjerne registrerede, hvad han så. Fyren var noget lavere, men tæt og bred. En skudsikker vest under jakken fik ham til at se endnu mere hårdtpumpet ud. Hans tøj var helt tørt, selv om det regnede. Han måtte være kommet i bil.

Mens han hakkede huller i luften og råbte op, var det, som om han hele tiden så sig over skulderen. Stod der en mere ude på gangen som backup?

Nedim skubbede døren i, netop som kniven igen fór frem mod hans mave. Han fik timet det perfekt, så det brede, riflede knivblad blev klemt fast mellem døren og karmen. Fyren mistede grebet, og jagtkniven ramlede mod dørtrinnet, da Nedim rev døren op igen. Han rakte ned efter kniven, men fyren ude på gangen var hurtigere og fik selv fat i sit våben. Nedim skubbede døren i for at værge sig mod nye angreb.

Men der kom ikke flere. Fyren var stukket af.

Der var stille på gangen. Døren lignede et slidt skærebræt med dybe mærker efter kniven. Den var så tynd, at den muskuløse fyr let kunne have sparket den ind. Nedim mærkede, hvordan hans puls begyndte at stige, mens hans krop og hjerne langsomt vendte tilbage fra det rene overlevelsesinstinkt. Han følte sig egentlig ikke bange. Snarere irriteret, både på angriberen med kniven og på sig selv for at være så rusten i kamp og for at have ladet sine forsvarsværker forvitre i tryg magelighed.

Han havde jo hele tiden vidst, at den her dag ville komme. At angrebet ville komme. Tidligere ville han aldrig have åbnet sin hoveddør midt om natten uden et våben i hånden. Tidligere ville det have været nærmest umuligt for en fjende at nå helt frem til hans hoveddør, uden at nogen spottede faren og nåede at advare Nedim.

Og reaktionen på et angreb ville have været total krig med hele hæren af ‘brødre’, venner og allierede i ryggen. De første år efter at han flyttede ind i lejligheden i Lyngby, havde han sovet med en kniv ved hovedpuden og hovedet fuldt af flugtveje og forsvarsstrategier.

Men sådan levede han bare ikke længere.

Nedim satte sig på sengen. Han genkendte opskriften, som han ville have genkendt hver en krog at sit barndomskvarter eller sin mors stemme. Fyren med kniven lignede på alle måder en, der var blevet sat på opgaven, men egentlig ikke havde lyst til at være der.

Han havde været aggressiv, men han havde ikke forsøgt at trænge ind i lejligheden, selv om han havde kunnet. En amatør, sikkert godt oppe at køre på coke og presset fra dem, der styrede ham.

Nogen havde udpeget målet, opsporet den hemmelige adresse, beordret en soldat til at udføre angrebet og bragt ham til stedet midt om natten for at slå Nedim Yasar ihjel.

Nedim kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af den skudsikre vest. Hvem fanden troede de, han var? Og hvem var de?

Nedim gik ud på svalegangen i den fugtige nat og tændte en cigaret. Han så på uret: 04:16.

Så ringede han 112.