»Du kommer bare længere i det offentlige system, hvis du har en diagnose«

Louise Petersen har oplevet en helt lukket dør ved kommunen, inden to af hendes børn fik diagnosen ADHD. Hun er en af de forældre, som både psykiatere og flere psykiatriforeninger oplever, søger en diagnose for at kunne få hjælp. En tendens, der betyder, at stadig flere børn og unge er i kontakt med psykiatrien.

To af Louise Petersens børn har fået diagnosen ADHD. Hun oplever, at hun er i en evig kamp med kommunen for at få den hjælp, familien har brug for. Fold sammen
Læs mere
Foto: Cathrine Ertmann

»Det er så sørgeligt at sige, men du kommer bare længere i det offentlige system, hvis du har en diagnose. Der er nogle døre, der åbner sig. Ikke dermed sagt, at det er nemt, men du kommer igennem det første nåleøje.«

Sådan fortæller 36-årige Louise Petersen, der er mor til tre børn, hvoraf to har psykiatriske diagnoser. Børnene er blevet udredt, efter kommunen gjorde det klart, at der ikke var nogen hjælp at hente, med mindre børnene havde en diagnose. Og hjælp var efterspurgt, for børnene mistrivedes, og familien var ved at falde fra hinanden.

Louise Petersens børn er blandt de cirka 36.000 børn og unge under 19 år, der sidste år var i kontakt med det psykiatriske sygehusvæsen ifølge en rundringning til regionerne, Berlingske Research har foretaget. Et tal, der stiger markant år for år. Og et tal, som ifølge foreningerne Bedre Psykiatri og SIND samt Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab stiger, fordi flere søger diagnoser for at få adgang til kommunernes hjælp.

Hyperaktiv og utilnærmelig

Louise Petersen, der til daglig arbejder som bioanalytiker, oplevede allerede, at hendes datter Frida skilte sig ud i dagplejen. Frida var hyperaktiv og ville ikke sove middagslur. Da hun kom i børnehave blev det værre, og hun skreg flere timer gemt under spisebordet, når hun kom hjem.

»Hun var utilnærmelig, og jo mere vi prøvede at hjælpe hende, jo mere panisk blev hun. Så vi snakkede selvfølgelig med børnehaven om det,« fortæller Louise Petersen.

I børnehaven oplevede pædagogerne også, at Frida havde det svært, og de mente, det ville være godt med noget hjælp. Så familien henvendte sig til Brønderslev Kommune, hvor de på det tidspunkt boede.

Ingen hjælp uden diagnose

»Vi spurgte, om vi kunne få hjælp til vejledning og støtte. Men det kunne der ikke blive tale om, da hun ikke havde en diagnose. Så vi kontaktede egen læge og fik en henvisning til en børnelæge, der gav hende diagnosen ADHD. Så appellerede vi igen til kommunen og bad om en støttepædagog, men det kunne vi ikke få, da vi ikke havde afprøvet medicin,« fortæller Louise Petersen.

Familien var noget betænkelig ved at give deres fireårige pige medicin, men da de ikke kunne få hjælp, før den medicinske løsning var afprøvet, begyndte Frida at få Ritalin. Og det viste sig at have en god effekt. Skrigeturene blev markant reduceret, og hun kom »ned i gear«.

Siden fik lillebror Sebastian, der også mistrivedes, ligeledes konstateret ADHD samt en tilknytningsforstyrrelse og en indlæringsforstyrrelse.

Kontant afregning, hvis du glemmer

Børnene blev medicineret for deres psykiske lidelser, men krævede fortsat ekstra meget af familien, som samtidig begyndte en kamp for at få hjælp af kommunen. Hjælp til blandt andet at komme på kurser om ADHD og konflikthåndtering, hjælp til støttepædagog og plads i en specialklasse til Sebastian. I forløbet blev Louise Petersen skilt fra børnenes far, fordi parforholdet »druknede i diagnosebørn«.

Skilsmisse er ikke et ukendt fænomen blandt forældre til et psykisk sygt barn. Op imod 20 procent svarer i en forældreundersøgelse fra 2014 fra Bedre Psykiatri, som 266 personer har svaret på, at de er gået fra deres partner.

Louise Petersen forklarer belastningen ved at have børn med ADHD sådan, at du som forælder altid skal være tre skridt foran for at undgå konflikter. Børnene har svært ved at udføre almindelige gøremål såsom at pakke en taske til idræt, og hvis mor også glemmer det, falder deres verden sammen.

»Der er kontant afregning ved kasse et, hvis du misser noget. Samtidig har man hele tiden i baghovedet, at man skal huske at snakke med kommunen om det og det, og at man skal huske at planlægge dagen i morgen, så børnene ved præcist, hvad der skal ske,« fortæller hun.

Et hav af socialrådgivere

Louise Petersen har efter eget udsagn været i kontakt med »et hav af socialrådgivere« i først Brønderslev Kommune og siden Aalborg Kommune de seneste år. Hver socialrådgiver har tilbudt familien forskellig hjælp. Med nogle af dem, har hun tænkt: »Hvordan kan I overhovedet arbejde med mennesker?«.

Der har været nogle, der har sørget for at se børnene og sætte sig ind i familiens behov, for så at komme med forslag til hjælp og aflastning, og der har været nogle, der henviste til paragraffer og afgørelser uden nogensinde at give konkrete svar på, om den ene eller anden løsning kunne lade sig gøre, fortæller hun.

»Min fornemmelse er, at jeg selv har skullet kende paragrafferne og vide, hvilke muligheder jeg har,« siger Louise Petersen, som generelt opfordrer kommunerne til at blive bedre til at hjælpe familier med psykisk syge børn.

Vi har ikke selv valgt at få syge børn

Én gang er Louise Petersen gået ned med stress, og hun frygter, at det snart vil ske igen. For selv med en diagnose for børnene, oplever hun, at det er svært at få den hjælp, familien har brug for. Og til dem, der mener, kommunerne allerede bruger for mange ressourcer på at hjælpe familier som hendes, lyder svaret:

»Vi har jo ikke selv valgt, at vores børn skal have det svært. Stod det til mig, havde mine børn ikke været syge og haft brug for en diagnose, og så havde vi slet ikke haft brug for hjælp fra kommunen. Men det kan umuligt lade sig gøre at passe et 37 timers job og have børn, der kræver så meget,« siger hun.

Uden hjælp fra kommunen mener Louise Petersen ikke, at hun kan opretholde en fornuftig indkomst, og i sidste ende ville familien risikere at skulle gå fra hus og hjem. Lige nu får hun kompensation for 16 timers tabt arbejdsfortjeneste.

Aalborg og Brønderslev afviser kritikken

I Brønderslev Kommune kan man ikke genkende billedet af, at kommunen efterspørger en diagnose, før familier kan få hjælp, eller at medicin skal afprøves, før andre løsninger kan komme i spil. Børne- og familiechef Inge Gorm Andersen kan slet ikke forestille sig, at kommunen har givet familien de svar. Hun fortæller, at kommunen har forskellige tilbud til familier med psykiske udfordringer, og at man ikke skelner mellem, om børn har diagnoser eller ej.

»Vores vurdering baseres på, hvad det enkelte barn har behov for i den kontekst, det nu er i,« siger hun.

I Aalborg Kommune kan sekretariatsleder i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, Thomas Lohman, heller ikke genkende billedet af, at forskellige socialrådgivere i kommunen giver forskellig rådgivning. Han afviser også, at borgere selv skal kende paragraffer og tilbud for at få den rette hjælp.

»Jeg kan ikke kommentere den konkrete sag, men vi håndterer jo sagerne på samme vis, og alle vores folk har socialfaglig uddannelse og skal tilgå en sag på samme måde. Jeg kan ikke afvise, at den måde man kommunikerer det på, kan være forskellig, men det ændrer ikke ved, at sagsbehandlere skal kunne tilgå en sag på samme måde,« siger han.