»Du får mig ikke til at sige, at det er synd for dem«

»Jeg har aldrig set min gang her på jorden som en, der skal hjælpe andre,« siger Jens Degerbøl, en gammel 68er, kommunen har hyret til at aktivere flygtningene i villaen på Frederiksberg. Politikerne kan have nok så mange holdninger. I den praktiske hverdagsintegration er der kun én ting, der tæller: Handling. Lige nu og her. Vi er nået til tredje del af serien om flygtningene på Frederiksberg.

Ikke alle flygtningene i villaen på Frederiksberg taler dansk, så Jens Degerbøl har leget Jørgen Clevin og tegnet skilte med de vigtigste husregler. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Tidligere på året fik Jens Degerbøl et opkald fra en gammel ven, der arbejder i Frederiksberg Kommune: »De er helt ude af den på rådhuset. Der kommer et hav af flygtninge, og de har et kæmpe hus og kommunen aner ikke, hvad den skal stille op. Gør noget!«

Den 62-årige slukker sin smøg og slår en latter op.

Flygtningene i den gamle villa på Frederiksberg, hvor Jens Degerbøl er hyret som en art aktivitetsmedarbejder og social vicevært, kalder ham »Papa Noël« – julemanden. Ikke kun fordi han er gedigent rar, men også fordi det lange, grå fuldskæg får den muntre mand til at ligne det, han først og fremmest er: En gammel 68er, der aldrig er vokset ud af hippiebevægelsen med det lange hår samlet i en hipsterknold, som forstyrrer julemandslooket en anelse.

Så sidder vi dér på hans kontor, det første rum til venstre, når man kommer ind i patriciervillaen, som danner rammen om de 33 flygtninges midlertidige hjem: Jeg på chefstolen bag computeren og han på den anden side af skrivebordet og man tænker, det er sådan, den klassiske »jeg-vil-redde-verden« og »alle-er-lige«-type kan lide det. At man næppe kommer nærmere karikaturen af den venstreorienterede do-good’er, der har fundet sit kald med at hjælpe de syriske flygtninge, som er så udskældte i den politiske debat.

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN: DA FLYGTNINGENE BLEV FREDERIKSBERGBORGERE

Og så er det, Jens Degerbøl siger:

»Jeg har aldrig set min gang her på jorden som én, der skal hjælpe andre. Det må de altså selv finde ud af. Og du får mig ikke til at sige, at det er synd for de mennesker. Mit motto har altid været »Let røven og gør noget!« Det er også sådan, jeg arbejder her.«

Det er tredje artikel i serien om flygtningene i villaen på Frederiksberg, og jeg har først og fremmest sat mig i Jens Degerbøls kontorstol for at få et begavet svar på spørgsmålet: Hvis ansvar er det egentlig, hvis integrationen af de nye beboere ikke lykkes?

Der er sprogskoler, kulturkurser, sagsbehandling, jobcentre, mentorer og psykologhjælp for dem, der har behov for det. Men selv med velfærdssamfundets fintmaskede sikkerhedsnet viser statistikken med pinagtig tydelighed, at nogen vil falde igennem. At en ubestemmelig andel af de nytilkomne ikke vil lære dansk, ikke vil finde job og ikke vil blive en nettogevinst for det danske samfund. Hvem bærer skylden for det?

Jens Degerbøl har bl.a. sørget for, at snedkeren Rashid Jamal Rshou (i midten) kan arbejde nogle dage på et byfornyelsesprojekt under Bispebuen i København, så han ikke spilder tiden, mens sprogskolen holder lukket. Fold sammen
Læs mere

Fra socialist til liberalystig

Men vi begynder med at snakke om, hvem Jens Degerbøl er. Manden, der som en af velfærdssamfundets forposter vogter den papirtynde grænse mellem succes og fiasko for de nytilkomne flygtninge i Frederiksberg-villaen. Og som møder en med en intensitet og karisma, som får alle til instinktivt at synes om ham.

Vi taler om hans familie, der er frederiksbergborgere i fem generationer. Om da han læste på RUC i 1970erne og malede en plakat, hvor der stod nej til et eller andet – krig eller nedskæringer, det kan han ikke huske. Dengang var der ingen forskel på rockmusik og socialisme. Hvad end folk læste, endte de altid hos Marx.

Om da han i stedet gik i voksenlærer som snedker og brugte 1980erne på at bygge rekvisitter til spillefilm for Erik Clausen. Og da han i 1990erne atter besluttede at lægge lægtehammeren på hylden, flytte i kollektiv og vie sit arbejdsliv til såkaldt »sociale projekter« i offentligt regi – først to år i Røde Kors, da bosnierne kom. Dernæst 16 år i spidsen for at bygge en middelalderlandsby som et beskæftigelsesprojekt i Brøndby, der begyndte som fysisk baseret aktivering og endte med hygiejnekurser og lektioner i kunsten af skrive et CV.

Indtil foråret 2015 altså, da Jens Degerbøl blev håndplukket af Frederiksberg Kommune til at tage imod de nye beboere i den midlertidige flygtningebolig og hjælpe dem på vej i det danske samfund.

»Min tilfældige livsbane på jorden har ligget på et tidspunkt, hvor jeg både har oplevet hippiebevægelsen og socialismen. I dag kalder jeg mig selv liberalystig,« siger Jens Degerbøl og tegner kort sin forståelse af liberalisme for dummies op:

»Det har altid været den bedste bueskytte, der kom hjem med den største hjort efter jagten. Og det har altid været den bedste skytte, der fik den smukkeste pige. Sådan er det bare. Og jeg må sige: Selv med folketingsvalget og tilslutningen til de forskellige partier i baghovedet kan jeg godt stå ved at være dansker. Jeg synes, vi behandler flygtninge ordentligt. Da armenierne flygtede for 100 år siden, fik de altså ikke en velkomst som den, vi giver på Frederiksberg. Dengang fik de intet.«

Jens Degerbøl, der er ansat som aktivitetsmedarbejder i flygtningevillaen på Frederiksberg, deler post ud til beboerne. Foto: Liselotte Sabroe. Fold sammen
Læs mere

Nu har vi får

Jens Degerbøls hjerte bløder ikke for de syriske mænds historier. Men hans hænder kribler for at sætte dem i gang.

»Jeg kan ikke tænke eller handle på andres vegne. Jeg kan ikke leve en flygtnings liv,« siger han.

Men han kan leve sit eget og være nysgerrig på verden. Og ofte er det netop det, der skal til for at kreere rammerne, der gør, at andre kan skabe indholdet i deres.

Som da Jens Degerbøl stadig bestyrede beskæftigelsesprojektet i Brøndby. Der var ikke nogen af kontanthjælpsmodtagerne, der havde ytret, at de syntes, det ville være sjovt at passe får. Nej, Jens købte fårene og sagde ud i rummet: »Nu har vi får. Hvad gør vi med dem?« Så var der en, der sagde, at de da blev nødt til at fodre dem, og så var rammen skabt for, at Tina havde noget at stå op til morgen efter morgen i flere år.

Eller som da »Papa Noël« fik arrangeret, at Rashid, Khaldoun, Mohammad og et par andre af håndværkerne fra flygtningevillaen kunne hjælpe til med at bygge en scene under Bispebuen ved Nordre Fasanvej som en del af kommunens byfornyelsesprojekt. Rashid, der er uddannet snedker, ledte arbejdet, og selv om det var småt med kommunikationen med den danske arkitekt, Ellen, fik de bygget en scene og hjulpet de danske kunstnere med at nå deres deadline. Da jeg siden talte med den syriske snedker, var han lykkelig for de tre dage, han havde haft værktøj i hænderne igen.

»Har jeg forandret verden?« spørger Jens Degerbøl.

»Nej. Men jeg har skabt et rum, hvor de unge mænd kom tættere på at sludre med nogle danskere, og hvor de som håndværkere har vist, at de kan noget. De er måske kommet et lille skridt nærmere at blive en del af Frederiksberg. Man kan måske ikke måle det. Men de har i hvert fald ikke siddet på røven og kedet sig i tre dage. Let røven! Det er det eneste, der tæller,« siger han.

Ingen busplan til Fasanvej

Jens Degerbøl vil som sagt ikke ynke flygtningene. Men han mener heller ikke, som det også lyder i den politiske debat, at de skal bøje sig i støvet af taknemmelighed for, at vi har lukket dem ind.

»De er bare almindelige mennesker, som jeg ønsker al mulig held og lykke, for de kan sikkert bruges til en masse i det danske samfund.«

Det er vigtigt at vide, hvad beboerne hedder, siger han. Men det er ikke hans opgave at nurse dem. En sagsbehandler havde spurgt, om det ikke kunne være smart at »formalisere oplysningerne om borgerne«. Nogle havde f.eks. set en af mændene på gaden på et tidspunkt, hvor han i virkeligheden burde have været i skole. Skulle det ikke indrapporteres?

LÆS ANDEN DEL AF SERIEN: DE VIL IKKE PÅ KANALRUNDFART, MEN HAVE ET JOB

»Men nej – det er ikke min gesjæft. Hvis de skulker fra sprogskolen, er det altså tough shit – det er værst for dem selv. Vi taler om raske og rørige mennesker, der har været i stand til at leve et almindeligt liv med studier eller arbejde for x antal måneder siden. De har været i stand til at flygte over Middelhavet og op igennem Europa. Så er det altså ikke mig, der skal give dem en busplan og forklare, hvordan man kommer fra Vesterbrogade til Søndre Fasanvej. Det finder de nok ud af selv!«

Der bor 33 flygtninge i den gamle villa og tilbygningen på Frederiksberg i små otte-ti kvadratmeter store værelser med fælles toilet og bad. Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Og så tilbage til spørgsmålet, det sværeste, men også vigtigste, når boet skal gøres op:

Hvis det ikke lykkes Muzafar og Amir at lære dansk og få et job inden for tre år, er det så dem selv, der bærer ansvaret, fordi de ikke greb chancen? Eller er det fordi, Jens eller andre fra Frederiksberg Kommune ikke har hjulpet dem godt nok på vej?

Jens Degerbøl rykker rundt i stolen. For det er jo kernen, derfor kommunen overhovedet har et integrationsprogram.

»Jeg har prøvet det hele. Både holdning og handling. 70erne var holdning, men hvad skete? Intet væsentligt, som jeg husker det,« siger Jens Degerbøl.

Ét øjeblik, der tæller

Han er ikke interesseret i at deltage i den politiske debat. De gode meningers holdeplads forlod han for år tilbage. Om man er for eller imod asylstramninger eller lavere integrationsydelser, til højre eller venstre i Folketinget, kan være aldeles lige meget, mener han, når først virkeligheden presser på. Og virkeligheden er, at 33 flygtninge skal i gang med at lære et nyt sprog og opbygge en ny tilværelse. Ikke om et år eller en måned. Ikke et udefineret sted i Danmark. Men lige her. I dag.

»Der er kun ét øjeblik, der tæller, og det er nu,« siger Jens Degerbøl.

»Jeg behøver ikke have en holdning til IS eller Assad eller Dansk Folkeparti for at kunne gøre noget godt for Nedal og Khalid her på Frederiksberg i sommeren 2015. Der handler jeg! I dag er det vigtigste for mig at få kontaktet internetfirmaet, så vi kan få wi-fi-forbindelsen til at virke. Det har langt større betydning for beboerne lige nu og her end de krydser, vi sætter på Helle Thorning eller Inger Støjbjerg til et folketingsvalg.«

Jens Degerbøl, der er ansat som aktivitetsmedarbejder i flygtningevillaen, ligner karikaturen på en venstreorienteret do good’er. Men han er ikke sat i verden for at hjælpe nogen, siger han. Fold sammen
Læs mere

»Og det med ansvaret?« spørger jeg igen. »Hvem har det, hvis flygtningene alligevel snubler på deres vej?«

»Der er folk, som siger, at det er let nok at sige »let røven og gør noget«, når du som dansker er født med en sølvske i munden. Men sådan ser jeg ikke på det. Min grundlæggende holdning er, at alle er født med en vis mængde muligheder og potentialer. Nogle har sprogøre, andre har ikke. Nogle skyder den største hjort, andre gør ikke. Sådan er det. Og det eneste, der gælder, er at bruge de potentialer, man nu en gang har, til det yderste, så ingen kan komme og sige, at man har sovet i timen. Det gælder for mig og dig. Det gælder for kontanthjælpsmodtageren på vestegnen. Og det samme gælder for Nedal og Khalid.«

LÆS FØRSTE DEL AF SERIEN: Da flygtningene blev frederiksbergborgere

LÆS ANDEN DEL AF SERIEN: De vil ikke på kanalrundfart, men have et job

LÆS FJERDE DEL AF SERIEN: Med kommunen til ramadanmiddag

LÆS FEMTE DEL AF SERIEN: Rester af mennesker

LÆS SJETTE DEL AF SERIEN: »I snakker hele tiden om, hvordan man stopper flygtningene. Vi tænker kun på at stoppe krigen«

LÆS SYVENDE DEL AF SERIEN: »Systemet virker ikke - giv os i stedet tid til at lære sproget, så skal vi nok hjælpe os selv«

LÆS OTTENDEL DEL AF SERIEN: »Hvornår siger man »jeg elsker dig« her i Danmark?«

De kommende dage fortsætter Berlingske reportagen fra de flygtedes villa for at undersøge, hvem de nye beboere i kvarteret er.

Som »social vicevært« for 33 flygtninge er Jens Degerbøl en handlingens mand:»Det er ikke synd for dem. De skal hjælpe sig selv.«

Posted by Berlingske on 15. juli 2015