DTU-rektor: Alle har glæde af studerende fra udlandet

Ifølge rektor på DTU og rektorformand Anders Bjarklev er der kun godt at sige om udenlandske ingeniørstuderende i Danmark, som ifølge ny undersøgelse er mere end pengene værd for DTU.

Rektor på DTU, Anders Bjarklev: »Vi ved, at når der bliver ansat en ingeniør, så plejer det i gennemsnit at føre til, at der bliver ansat yderligere medarbejdere inden for flere fagrupper i den pågældende virksomhed.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Hvad siger undersøgelsen dig?

»At de ikke alene kommer hertil for at dygtiggøre sig. De kommer her også for at bidrage til samfundet. At de i gennemsnit er 1,2 millioner kroner værd for Danmark, det er et tal, der i den grad glæder mig. Er man pensionist, skatteyder, eller hvad som helst i dette land, så kan man da ikke mene andet, end at de her studerende er en rigtigt god ting for Danmark.«

Tænker du alene på ingeniørstuderende, eller tror du også, at det gælder andre fagområder på universiteterne?

»Jeg håber og tror, at alle de andre fagområder også ville kunne vise nogle gode og positive tal.«

Så udenlandske studerende er altid velkomne?

»Det farligste, vi kan gøre, det er at begynde at sige, at de nok bare er sådan nogle, der kommer her for at få SU, så derfor lukker vi døren i. Også til DTU-studerende. Det betyder, at vi som institutioner har en forpligtelse til at sandsynliggøre, at de her studerende har værdi for samfundet.«

Er der i Danmark modvilje mod den her slags studerende og vidensarbejdere?

»Jeg kunne godt være bekymret for, at vi kunne komme for skade at lave nogle hovsabeslutninger, hvis vi alene fokuserer på sådan noget som SU og ikke ser på det samlede billede.«

Tænker du også udlændingepolitisk?

»Ja, i særdeleshed. Hovsaløsninger, der ender med at gøre det svært for os og dermed også for virksomhederne, som i den grad mangler denne arbejdskraft,« siger han:

»Det er vigtigt at huske på, at det, at vi på DTU er i stand til at tiltrække udenlandske studerende, er ikke noget, der fjerner en eneste studieplads fra danskere. Det er ikke noget, der gør det mere besværligt for danskere at få arbejde. Tværtimod. Vi ved, at når der bliver ansat en ingeniør, så plejer det i gennemsnit at føre til, at der bliver ansat yderligere medarbejdere inden for flere fagrupper i den pågældende virksomhed.«

Er der slet ikke noget negativt at sige til det her?

»Nej, faktisk ikke.«