DSU vil have en SK-regering

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) ønsker DF held og lykke med et regeringssamarbejde med Venstre og opfordrer K til at samarbejde hen over midten.

Der er for alvor gang i bogstavkombinationerne på Christiansborg fra begyndelsen af det nye år. Onsdag startede Dansk Folkepartis Ungdom med at opfordre Anders Fogh Rasmussen til at skrotte De Konservative og danne en VO-regering, og det ønske betragter Socialdemokraternes ungdomsorganisation, DSU, som "helt naturligt".

- Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at Dansk Folkeparti ønsker at indtræde på De Konservatives plads i regeringen. Sådan er virkeligheden jo allerede, siger formanden for DSU, Jacob Bjerregaard, som i stedet inviterer De Konservative over på den anden side af midten for at kæmpe for en SK-regering.

Til gengæld vil DSU have moderpartiet til at droppe alt samarbejde med De Radikale, som ifølge Jacob Bjerregaard ikke foretager sig andet end at svine Socialdemokraterne til.

/ritzau/