DSBFirst skaber kaos på Kystbanen

Både pendlere, personale og køreplaner nærmer sig sammenbruddet efter at DSBFirst søndag overtog driften af Kystbanen. Selskabet lover snarlige forbedringer.

En lang tur hjem for 7.k fra Mørdrupskolen i Espergærde. Kystbanen med afgang fra Østerport Station klokken 15.36 lagde flot ud med over et kvarters forsinkelse og endte med at blive aflyst i Nivå, hvor alle passagerer, der skulle videre nord på, måtte vente på næste afgang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

»DING, DONG. En meddelelse til alle passagererne. Vi er meget kede af at måtte meddele, at toget her kun kører til Nivå. Alle passagerer, der skal videre mod stationerne ind til Helsingør, er derfor nødsaget til at skifte tog. Vi beklager meget.«

Stemmen i togets højttaler får et dybt suk til at brede sig blandt de hårdtprøvede passagerer. Ikke nok med tyve minutters forsinkelse i forhold til den planmæssige afgang, nu skal de også vente på det næste tog, hvis deres bestemmelsessted ligger nord for Nivå.

»Det er gået fra en gang imellem at have været slemt, til bare at blive værre og værre de sidste to dage. Men den her tur har lige godt de værste forsinkelser, jeg endnu har oplevet,« siger Sten Larsen, der hver dag pendler med Kystbanen mellem sit hjem i Kokkedal og arbejdet i København.

Vrede og frustration
I går var det DSBFirsts anden eftermiddag med myldretidstrafik, siden den private underafdeling af DSB overtog driften af Kystbanen i søndags. Den stort anlagte ambition var at halvere antallet af forsinkelser i forhold til DSB, men forholdene har udviklet sig kaotisk.

Forsinkelser har været reglen frem for undtagelsen, og driften har været yderst ustabil med flere aflysninger. Det har skabt en udbredt vrede og frustration blandt mange af de tusindvis af passagerer, der hver dag er afhængige af at komme frem og tilbage på strækningen.

»I morges var min afgang aflyst, og det gør det unægteligt noget svært at tilrettelægge sin dag. Men jeg har ikke noget brugbart alternativ. Bussen tager alt for lang tid, og flaskehalsene på motorvejene udelukker også bilen,« siger Micky Sørensen fra Kokkedal. En anden passager er dog ikke helt enig og kalder den kaotiske togdrift for »bilfremkaldende.«

Det hele er galt
Forklaringen fra DSBFirst lyder på personalemangel og nye køreplaner, og selv om flere af passagererne på den forsinkede eftermiddagsafgang kalder det for dårlige undskyldninger, så kunne en episode tidligere på dagen tyde på, at personalet i hvert fald føler sig noget presset.

En togfører var så uheldig at få et løsthængende display i hovedet og endte med at bryde fuldstændig sammen. Passagererne lod deres frustrationer over forsinkelser gå ud over ham, og nu havde han lige været udsat for et overfald, hvor han var blevet slået, sparket og spyttet på.

»Det er det hele, der er galt. Det er personalemangel, det er en køreplan, der er fuldstændig urealistisk,« fortalte den ulykkelige togfører efterfølgende. Gerningsmanden bag overfaldet blev anholdt, og sagen er overgået til politiet, oplyser DSB First.

Måske i næste uge
Selskabets vicedirektør, Esben Norup, forklarer, at de store forsinkelser skyldes en meget stram køreplan kombineret med store problemer med at få togene vendt i Helsingør. Han håber, at problemerne vil være løst i næste uge.

»Foreløbig har vi givet os selv til på mandag, hvor vi giver os selv lidt luft i planen ved at springe stationer over i den uaktuelle myldretidsretning. Vi opfatter det som en realistisk køreplan, men den er stram, og vi må lære af de næste par dage,« siger Esben Norup.