DSB Øresund i kronisk mangel på togsæt

Passagerer har i årevis måttet stå unødvendigt trangt, fordi først DSB First og nu DSB Øresund har haft flere togsæt på værksted, end de må. Pendlerne kræver handling.

Pendlerne på Kystbanen kan se frem til at skulle stå tæt i togene i rum tid fremover, fordi DSB Øresund har flere togsæt ude af drift, end de har lov til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Beck
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DSB Øresund - det tidligere DSB First - har i årevis haft langt flere togsæt til reparation, end de har forpligtet sig til ifølge kontrakten om drift af Kystbanen.

Manglen på togsæt har medført, at kystbanepassagererne ofte må stuves tæt sammen i myldretiden.

Henriette Bærentsen er én af de pendlere, der på egen krop føler manglen på togsæt. Mandag til fredag rejser hun midt i morgenmyldretrafikken fra hjemmet i Kokkedal til arbejdet nær Nørreport Station i København, og det er ikke altid lige sjovt.

»Folk står presset sammen skulder til skulder. Jeg synes, at det efterhånden er hver dag, at der kun er ét togsæt om morgenen. Det er simpelthen dårlig planlægning,« siger hun et sted midtvejs mellem Rungsted og Kokkedal på vej hjem fra arbejde, hvor der i går også kun var ét togsæt.

Og ifølge den svenske trafikudbyder Öresundståg AB er mangel på togsæt langtfra usædvanligt.

Højst otte togsæt må være ude af drift

De oplyser til Berlingske, at DSB Øresund i gennemsnit har 15 togsæt ude af drift i morgenmyldretiden - mens kontrakten med Trafikstyrelsen og Öresundståg AB højst tillader, at passagererne skal undvære otte togsæt ad gangen på dét tidspunkt.

DSB Øresund erkender, at man ikke lever op til kontraktens krav og angiver tallet til 18 til 20 togsæt om dagen - uden at specificere om det er i myldretiden.

Ifølge Gunnar Wulff, der er adm. direktør i Öresundståg AB, kan følgerne af de manglende togsæt mærkes hele vejen ind i Sverige, hvor problemet har resulteret i stor trængsel i togene på strækningen mellem Malmö og København.

»Vi har haft problemet ganske længe, men det er blevet akut siden 19. december, da strejker i DSB Vedligehold gjorde, at betydeligt færre tog blev repareret,« fortæller Gunnar Wulff.

Pendlere vil have nyt udbud

DSB Øresund bekræfter, at maksimumsgrænserne for, hvor mange togsæt der må være ude af drift ad gangen, generelt har været overskredet, siden DSB First begyndte at drive Kystbanen tilbage i januar 2009 - og helt frem til i dag.

Det får Pendlerklubben Kystbanens talsmand, Michael Randropp, til at mene, at DSB Øresund har et stort forklaringsproblem og må tage konsekvensen.

»Selvfølgelig skal skylden placeres hos DSB Øresund. Hvis de kommer bagud, må de jo sørge for at få sat noget mere mandskab på om natten, og hvad der ellers skal til for at løse opgaven og levere det produkt, man har lovet pendlerne,« siger han.

På et møde med Trafikstyrelsen i går opfordrede han til, at de manglende togsæt - og den massive mangel på personale i DSB Øresund som Berlingske beskrev lørdag - skal medføre, at man overvejer et nyt udbud om et år i stedet for at lade DSB Øresund køre videre.

Begrænset levesnor

»Jeg tror, enhver kan se, at hvis man i tre år ikke har levet op til kontrakten, er det begrænset, hvor lang levesnor man fortsat kan give DSB Øresund,« siger han.

I DSB Øresund mener driftsdirektør Lars Nordahl Lemvigh dog, at der er en række gode grunde til, at mange tog har været ude af drift de seneste tre år:

Uforudsigelige problemer

Togsættene var fejlbehæftede fra producenten, og Danmark har været gennem to hårde vintre de seneste år:

»Mange af de forhold, jeg nævner, er udefrakommende ting, man ikke kunne vide ville optræde. Det, vi gør - med den kontrakt, vi har, og de midler der er - er at forsøge dagligt at holde så mange tog i drift, som vi kan og dermed også give kunderne det produkt, de er blevet stillet i udsigt,« siger Lars Nordahl Lemvigh.

Hvornår kan DSB Øresunds kunder forvente, at der maksimalt er otte tog til reparation i myldretiden?

»Den bedste prognose, vi kan lave i øjeblikket, viser, at vi omkring 1. marts er nede på cirka ti togsæt, der er ude af drift dagligt. Det er det, vi arbejder hen imod. Når vi er dernede, så forventer jeg, at vi vil køre med den fulde kapacitet over for kunderne,« siger Lars Nordahl Lemvigh.