DSB forbereder sig på kæmpebegivenheder: »For mange vil toget være eneste mulighed«

Det giver trafikale udfordringer, når to kæmpebegivenheder løber af stablen samtidig i Roskilde på lørdag. DSB er godt rustet, og Vejdirektoratet forudser trafikal gyser.

Køkultur: Der bliver ekstraordinært stort pres på togene, når den gule Tour-bølge på lørdag ruller forbi Roskilde og spærrer vejene for almindelige bilister, samtidig med at gæsterne fra Roskilde Festival skal hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vejene omkring Roskilde bliver fyldt til bristepunktet, når byen lægger areal til Nordeuropas største festival og verdens største cykelløb samtidig.

Tour-feltet drøner nemlig igennem byen på netop den dag, hvor Roskilde Festival takker af for i år, og det betyder, at tusindvis af gæster skal hjem i løbet ad dagen.

Det kan betyde, at flere hopper over i toget i stedet, og det har sat DSB i gang med at forberede sig på den store rejsedag, skriver Ekstra Bladet.

Der er kaldt ekstra personale ind, og så er der mulighed for at sætte ekstra togvogne ind også, hvis det bliver nødvendigt. DSB føler sig godt rustet, fortæller informationschef Tony Bispeskov.

»Mange vil søge mod togene. Og for mange vil togene være den eneste mulighed ind og ud af byerne – og over Storebælt,« siger han til Ekstra Bladet.

DSB har også indstillet sporarbejde på strækningen mellem København og Høje Taastrup, der siden foråret har medført en del aflysninger og konstante forsinkelser.

Tony Bispeskov opfordrer rejsende til at booke pladsbilletter.

Her kan du se ruten, som rytterne skal cykle på Tourens anden dag i Danmark.

DSB er ikke de eneste trafikaktører, der har været ude og advare om travlhed på lørdag. Vejdirektoratet forbereder sig på, at presset på vejene i og omkring Roskilde bliver »ekstraordinært« over weekenden.

Søren Carlsen Kjemstrup, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet, forudså i sidste uge, at der vil komme en »trafikal gyser«.

»Lad mig sige det kort: Folk kommer til at holde i kø,« fastslår han:

»Når to så store begivenheder finder sted klos opad hinanden, og hundredtusindvis af mennesker begiver sig ud i trafikken på samme tid, kan man ikke undgå, at vejene bliver fyldt til bristepunktet.«

Festivalgæsterne og de øvrige trafikanter bør derfor sætte ekstra tid af til rejsen.

»Hvis bare folk tanker lidt tålmodighed på hjernen fra morgenstunden og hjælper hinanden ude i trafikken, er jeg sikker på, at det kommer til at gå godt,« siger Søren Carlsen Kjemstrup.