DR's tillidsrepræsentant: »Folk er meget chokerede«

Onsdag blev 145 DR-medarbejdere præsenteret for valget mellem at rykke teltpælene op og flytte til provinsen eller blive opsagt. Alligevel håber tillidsrepræsentant Anne Serlev at kunne undgå fyringer gennem forhandlinger med ledelsen.

Foto: Brian Bergmann. Medarbejdere på DR får onsdag valget om at flytte landsdel eller at tage imod en fyreseddel. (Foto: Brian Bergmann/Scanpix 2016)
Læs mere
Fold sammen

»Der er medarbejdere, som er rigtig vrede, og det har jeg stor forståelse for.«

Sådan siger tillidsrepræsentat Anne Serlev fra DR Nyheder i kølvandet på, at ledelsen i Danmarks Radio onsdag formiddag gav medarbejderne besked om, at 165 stillinger skal flyttes til Aalborg og Aarhus.

DR Sporten, DR Vejret, ’Madmagasinet’ på DR1 og ’Kontant’ på DR1 flytter alle fra DR Byen i København til Aarhus som et led i at sprede DR's aktiviteter bedre geografisk. I alt regner DR med at styrke positionen i Jylland med 165 stillinger, hvor 145 af dem forventes af blive besat af udflyttede medarbejdere.

»Det er klart, at det ikke er alle, som har mulighed for at flytte til Aalborg, og det er ikke så lige til, når ægtefællen også skal til at finde et nyt job. For hvis en medarbejder skal flytte, er det en omvæltning for hele familien. Derfor er nogen blevet meget chokerede«

Ledelsen har meddelt de ansatte, at hvis man takker nej til udflytningen, kan man blive opsagt. I morgen vil tillidsfolkene gå i gang med at forhandle på medarbejdernes vegne, og her er håbet, at man helt kan undgå fyringer.

»Vi vil forhandle i hvert enkelt tilfælde, og hvis vi ikke kan finde andre løsninger, er der en risiko for, at nogen vil blive opsagt, men det er den yderste konsekvens,« siger hun.

Tillidsfolkene påbegynder forhandlingerne med ledelsen i morgen tidligt.