DRs koncerthus - et af verdens dyreste

Regningen for DRs koncerthus forventes at blive 250 procent højere end planlagt. Det gør det til et af verdens dyreste pr. sæde.

Læs mere
Fold sammen

»Den store slyngel«.

DRs nye koncerthus har fået et hadenavn blandt de øverste chefer i den store kulturinstitution. Det kommer til at koste to og en halv gange så meget som budgetteret.

Prisen forventes at blive 1,4 mia. kr., fremgår det af en budgetspecifikation, som DR har afleveret til Kulturministeriet. Oprindelig var prisen sat til 420 mill. kr., og for bare fire måneder siden skønnede DRs generaldirektør Kenneth Plummer, at huset, der primært skal bruges til klassiske koncerter, ville koste 1,1 mia. kr. Den nye prognose kommer på et tidspunkt, hvor kun råhusskallen er bygget, og der endnu resterer knap to år af det teknisk set ekstremt komplicerede byggeri.

Det samlede budgetskred for DR Byen blev onsdag gjort op til 1,7 mia. kroner. Og koncertsalen, tegnet af den franske stjernearkitekt Jean Nouvel, tegner sig for knap halvdelen. Med den reviderede prognose bliver et sæde i det prestigiøse kulturbyggeri blandt verdens dyreste ifølge en opgørelse fra Cowi til DR i 2002 - kun matchet af Disney Concert Hall i USA, tegnet af Frank Gehry. Koncerthuset er hovedårsag til, at danske seere og lyttere fremover må acceptere nedskæringer på programmer - selv om kulturbyggeri ikke er en kerneaktivitet for Danmarks Radio.

Prisen for DR Byen er i øvrigt 125 mio. kr. dyrere, end ledelsen oplyste onsdag.

Den officielle pris siger 4,7 mia. målt i 1999-kroner. En ekstraregning - fundet i kælderen - sender prisen op på 4,825 mia. kr. DR Byens nødstrømsforsyningsanlæg koster 125 mio. kr. ifølge DRs egen budgetredegørelse til Kulturministeriet. Det blev forbigået ved onsdagens pressemøde. Nødstrømmen er holdt uden for byggeprojektets budget og har været det helt siden 1999. DRs nye økonomidirektør, David Hellemann siger: »Vi har valgt at fastholde det oprindelige snit, men vi har samtidig valgt at sige, at det her er en så stor udgift, som har med byggeriet at gøre, og som skal finansieres, at vi nævner det igen over for Folketinget. Det giver rene linjer. Anlægget står jo i DR Byens kælder,« siger David Hellemann.