Dronningen fejrer tvivlsomt jubilæum

Gardehusarregimentet danner den farvestrålende ramme om Hærens 400-års-jubilæum i dag. Men husarerne var slet ikke opfundet i 1614. Bag festlighederne lurer en bitter strid om traditioner.

Tegning: Lars Andersen
Læs mere
Fold sammen

I dag markerer Hæren officielt sit 400-års-jubilæum. Det sker på Antvorskov Kaserne ved Slagelse, hvor Gardehusarregimentet holder til og indbyder til fejring af sit jubilæum med særligt indbudte gæster, der kan beundre gardehusarernes knejsende heste, blankpolerede støvler og viftende svejf – dusken over hjelmen.

Men når Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen inspicerer tropper og overværer afsløring af et nyt maleri i regimentets officerscasino (officersmessen) deltager de i virkeligheden i et historisk fupnummer. Gardehusarregimentet er ikke i nærheden af sin 400-års-fødselsdag.

Da Christian IV oprettede sin nationale milits 17. november 1614 og dermed lagde grunden til nutidens statsligt organiserede hær, var husarer i form af let kavaleri slet ikke opfundet. De første husarer kom til verden i Ungarn, og det lette kavaleri, kaldet husarer, kom til verden omkring 1640, hvorefter blev kopieret over store dele af Europa. I Danmark blev Gardehusarregimentet oprettet 10. februar 1762. Hvilket er 252 år siden.

Regentparret, der ikke lægger skjul på dets historiske interesse, er naturligvis ganske klar over, at dagens jubilæum er tvivlsomt. Om ikke andet kan de læse på deres egen hjemmeside, kongehuset.dk, om Gardehusarregimentets historie, hvor regimentets rigtige årstal omhyggeligt anføres. Så på jubilæumsdagen i dag gælder det for regenten om ikke at komme til at grine, når der bliver talt om gardehusarernes 400 år.

Retfærdigvis skal det understreges, at gardehusarerne ikke selv har valgt den – uretmæssige – rolle som Hærens ældste regiment. Den fik de proppet ned i sadeltasken, da Folketingets store flertal vedtog forsvarsforliget i 1999, hvor de seneste femten års beskæring af forsvaret blev indledt. Gardehusarregimentet blev sammenlagt med to andre sjællandske regimenter, Danske Livregiment fra Vordingborg og Sjællandske Livregiment i Slagelse. Og det var sidstnævnte, Sjællandske Livregiment, der kunne føre sin historie tilbage til 1614.

Sammenlægningen i 2001 gik ikke stille af sig. De tre regimenters chefer indledte en hård kamp om historieskrivningen. Skulle det være husarernes regimentsmærke, der skulle videreføres? Hvad med sjællændernes fane? Og hvilken regimentshistorie skulle stå i det sammenlagte regiments annaler? Disse store spørgsmål udløste, hvad Berlingske døbte »oberstkrigen«.

»Det her er der sgu sprængstof i«

Dansk forsvar har årtiers erfaring i nedlæggelse og sammenlægning af regimenter. Normalt gør man kort proces. Det regiment, der overlever, viderefører sin historie og regimentsmærke. Punktum. Taberne bliver normalt skrevet ind i hærhistoriens store (og tykke) glemmebog og savnes kun af de efterladte soldaterforeninger.

Men i den store sjællandske oberstkrig glemte man hvad man havde lært. Obersterne vejrede morgenluft og gav sig til at drive omfattende lobbyvirksomhed for deres regimenters overlevelse. I den nyligt udkomne jubilæumsbog, med den pænt sagt upræcise titel »Et regiment i krig gennem 400 år« omtales oberstkrigen alt for kortfattet.

»Det er ikke ukendt, at alle tre regimentschefer havde »særlig korrespondance« med såvel Forsvarschefen som chefen for Hærens Operative Kommando i denne sammenhæng,« konstaterer kapitlets forfattere, som forresten er identiske med to af de tre stridende oberster, nemlig Erik Breinholdt Dam og Bjarne Hesselberg.

Den tredje deltager i »oberstkrigen«, Gardehusarregimentets daværende og nu afdøde chef oberst Holger Olsen, konstaterede ved sammenlægningen, da gardehusarerne pludselig blev 148 år ældre, end de er, at der nu var lagt i ovnen til besværligheder.

»Altså, alt, hvad der hedder historie i hæren, er stort set fup og fidus. Men det her er der sgu sprængstof i,« buldrede han i Berlingske.

Den daværende chef for Hærens Operative Kommando, senere forsvarschef Jesper Helsø, havde ellers besluttet at gøre som man plejer: Gardehusarregimentet skulle overleve med regimentsmærke og historie intakt. Men daværende forsvarschef Christian Hvidt omgjorde beslutningen, og resultatet blev et regiment med en forkert fødselsdag og to flag.

Gardehusarregimentet beholdt sin egen rytterfane, estandarten, som er et lille flag, der kan holdes af én rytter, selv om det blæser. Danske Livregiments og Sjællandske Livregiments store fane, som en stærk infanterisoldat – en soldat uden hest – kan holde selv i blæsevejr, er regimentets anden officielle fane.

Gardehusarerne fik også et nyt regimentsmærke. I stedet for den lynhurtige falk endte man efter flere fejlslagne forsøg med et mærke, der forestiller et pansret hestehoved. Blandt soldater og i medierne gav mærket associationer til rockerveste og blev derfor omtalt som »rygmærket«. Det krævede en personlig anmodning fra forsvarschefen, før denne uhøviske omtale blev indstillet.

Gardehusarer i krig

Gardehusarerne er og har i årtier været meget mere end heste og historie. Hesteskorten er et lille hjørne af regimentet, som på linje med Livgarden og Jyske Dragonregimentet har leveret tropper til Afghanistan og Irak.

Opklaringsbataljonen på Bornholm hører også til gardehusarregimentet, og netop i dag pakker den ene af opklaringsbataljonens eskadroner deres køretøjer og vadsække for at udgøre Danmarks bidrag til NATOs militære tilstedeværelse i de baltiske lande.

I morgen indskibes de 158 mand, som skal til Litauen som del af NATOs »Assurance Measures« over for Rusland. Officielt skal de på en »længerevarende øvelse.«