Dronningen blev hyldet på Marselisborg Slot

Den kongelige familie fejrer regentens fødselsdag på Marselisborg Slot i Aarhus.

Foto: Henning Bagger. Hendes Majestæt Dronning Margrethe fejrede søndag d. 16. april sin 77-års fødselsdag på Marselisborg Slot sammen med børn og børnebørn. Her er Kongefamilien samlet på verandaen .(foto: Henning Bagger / Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

Aarhus. Regentparret fejrer som ofte før påske på Marselisborg Slot i Aarhus, som også fungerer som parrets sommerresidens.

Men hvor dronningen andre år er rejst tilbage til Amalienborg i København for at fejre fødselsdag, fejrer hun i år 77 års fødselsdag på slottet i Aarhus med fødselsdagssang, hurraråb og masser af rød-hvide flag.

Iført en turkis frakke trådte dronning Margrethe omkring middagstid frem på verandaen på Marselisborg Slot. Herfra vinkede hun traditionen tro til de fremmødte, som var kommet for at hylde fødselaren.

Kort efter regenten kom prins Henrik med de to yngste børnebørn, prinsesse Athena og prinsesse Josephine, i hånden, og herefter fulgte resten af den kongelige familie.

Dronningen har flere gange tidligere fejret sin fødselsdag på Marselisborg slot, senest i 2014, hvor hele den kongelige familie var samlet.

Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid blev født 16. april 1940 på Amalienborg. I år er det 45 år siden, hun blev landets regent efter sin far, kong Frederik 9.

/ritzau/