»Dronning, dronning, kom nu frem«

Ventetiden var lang, da det flagende folk på gaden ventede på at få et glimt af Dronningen. Men begejstringen var også stor, da hun endelig dukkede op.

Dronning Margrethe vinkede til hele Rådhuspladsen mens Prinsgemalen så til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

-     Et flag?

En gruppe frivillige i sorte jakker går rundt på Amalienborg Slotsplads og deler flag ud. Allerede fra om formiddagen har store og små, unge og gamle trodset kulden og fundet vej til indre by og slotspladsen for at få et glimt af Dronningen i hendes guldkaret.

Og ventetiden er lang, mens folk har øjnene rettet mod den grønne port, kareten skal komme ud af. Børn bliver samlet op og sat ned fra de voksnes skuldre for at finde den bedste placering, andre står på tå og strækker hals for at finde et hul i mængden at kigge igennem.

- Nu kommer de! Nu kommer de!

Otte-årige Caroline er sammen med sin far og to søskende taget ind på Amalienborg Slotsplads for at se Dronningen. Og begejstringen er stor, da garderhusarerne endelig kommer ridende på de hvide og brune heste, og den grønne port, som kareten skal køre ud af, går op. Men der er stadig ingen dronning. Først skal kareten køre frem, og så går der yderligere nogle minutter, før den lange kortege af blåklædte garderhusarer med høje frynsehatte sætter i gang.

Da kareten ruller af sted, rejser en skov af arme sig op i luften. Kameraer knipser, og papirflagene larmer, mens de blafrer. Og der sidder Dronningen mellem alle armene og vinker i sin hvide dragt og matchende hat.

Folk følger med optoget, så længe de kan. Men der går kun et øjeblik, så er de væk, og folkemængden på slotspladsen spreder sig.

Ved guldkaretens destination, Københavns Rådhus, er den ellers altid så befærdede H. C. Andersens Boulevard helt tømt for biler, da kortegen ankommer lidt efter klokken 13. Folk er samlet i en stor klump midt ude på den sekssporede boulevard, og bag ved rådhuset står en lang række mørke, blanke biler parkeret - flere af dem har de karakteristiske sorte krone-nummerplader.

- Vi nåede det lige, så det var rigtig sjovt, siger en kvinde, der er taget ind på Rådhuspladsen sammen med sin datter.

Da karetens passagerer er gået ind på rådhuset for at lade sig fejre, stimler folk sammen på Rådhuspladsen for at følge med på storskærmen og se, hvad der foregår inde bag murene. Flere tager billeder af skærmen med deres kameraer, og de råber med, da overborgmester Frank Jensen afslutter sin tale til Dronningen med tre hurra-råb.

En transportabel pandekagebod har fundet dagens bedste placering. Der danner sig hurtigt en lang kø til at få fingre i de lune pandekager for at holde varmen, ind til Dronningen viser sig på rådhusets balkon.

Og igen er ventetiden lang og kold.

Artiklen fortsætter herunder

- Dronning, dronning, kom nu frem! Ellers går vi allesammen hjem, råber to små piger, der sidder ved siden af hinanden på hver deres sæt voksenskuldre.

Men de får lov at vente endnu længere.

Dirigenten Frans Rasmussen, der har ledet musikken ved fejringen på Københavns Rådhus, kommer ud foran rådhuset. Nu skal de ventende aktiveres og øve sig, for de skal synge for Dronningen, når hun træder ud på balkonen.

- Vi vil se dig vinke, vi hilser højt hurra. Du er den dronning, vi vil ha’, synger de.

Men da døren til balkonen endelig går op, lidt senere end annonceret, er det først og fremmest råben, klappen og viften med flag, man hører fra mængden. Og så kommer sangen.

Dronningen og prinsgemalen, der ser bittesmå ud deroppe i luften, vinker til flagene og ansigterne i et par minutter, og så er de væk igen.

- Mine damer og herrer, nu er det vist slut, siger Frans Rasmussen.

- Kan I nu gå lige hjem.

De flagende danskere må igen vente - denne gang til i morgen, søndag, hvis de vil have endnu et glimt af Dronningen. For de kongelige og de indviede fortsætter festen lørdag med forestilling i DRs Koncerthus.