Drømmene lever i Ishøj

Hvad skal Danmark leve af, spørger samtlige politikere sig selv om i øjeblikket. I Ishøj vil skræddereleverne hellere end gerne løfte deres del af opgaven. Men de vil helst ikke fortælle, hvor de går i skole.

Oliver Sand er i gang med at kreere en festkjole som led i sin beklædnings­uddannelse på Cph West i Ishøj. Når støvet har lagt sig efter den sidste eksamen om få uger, er det planen, at den nyslåede skrædder skal have sit eget tøjmærke og sin egen blomstrende forretning. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere

Sando. Det skal være navnet på Olivers skrædder- og tøjbutik. Sando fordi han hedder Sand til efternavn. Det skal også være navnet på hans eget mærke. Og ambitionerne rækker vidt ud over landets grænser.

»Jeg skal nok starte med at lægge bukser op til 100 kr. Men jeg vil også gerne sælge til udlandet. Vi lærer om, hvordan man kan få sat produktion i gang. Alle mine venner siger, at jeg skal have min egen designsalon,« siger 22-årige Oliver, mens han retter nogle ting på en kort festkjole med sorte og hvide striber.

Han fører både saksen og sin stemme med en ro, så man ikke skulle tro, at han om få timer skal aflevere sin sidste eksamen. Derefter kan han kalde sig udlært skrædder. Eller beklædningshåndværker, som det officielt hedder. Umiddelbart en vanskelig opgave for en dreng, der er halvt blind og har svært ved at forstå længere tekster. Han skal helst have det i punktform, før ordene giver mening. Så i folkeskolen fik han særlig hjælp til at få struktur på bogstaverne – og lidt hjælp til tilværelsen i det hele taget.

Efter 10. klasse kom Oliver på VUC for at blive bedre til det boglige og bagefter på højskole. For tre år siden fandt han ud af, at han ville leve af at sy. Men tiden på Cph West har ikke været lige let.

»I starten lavede jeg en masse overspringshandlinger. Pludselig kunne jeg finde på at sy en krave bare for sjov, uden at vide, hvor den skulle sidde. Sådan er jeg ikke i dag. Det er kun, hvis jeg har for meget rod derhjemme, at den gamle Oliver dukker op igen,« siger Oliver, der bor på kollegium i Emdrup for unge med handicap.

Hårdt arbejde

Han ved godt, at konkurrencen på arbejdsmarkedet er benhård. Skal du sælge og producere tøj i Danmark, kræver det flid og masser af hårdt arbejde. Ganske vist er dansk mode blevet en stor eksportsucces inden for de sidste 15 år og omsatte sidste år for næsten 40 mia. kr. Men det er ikke alle, der ender som Malene Birger. Mange får arbejde på eksempelvis teatre og hos andre små skræddere rundt omkring. Derfor optager skolen kun 40 om året. Engang var der 400.

»Men man skal jo følge sine drømme. Tage et skridt af gangen,« siger 19-årige Melissa Haagensen, som går på årgangen under Oliver og vil videreuddanne sig på designskolen i Kolding bagefter.

Det ingen tør sige

Melissas mor er selv syerske, så hun havde forståelse for, at hendes datter ville gå samme vej. Desuden vidste Melissa tidligt, at hun ikke skulle i gymnasiet, fordi hun er ordblind. Men mange andre skrædderelever går stille med dørene omkring deres skole.

De vil ikke ses som smededrengene, der sjældent kan finde ud af at møde til tiden på én gang. Mange af pigerne er så målrettede, at deres undervisere nærmest må lægge en dæmper på deres høje forventninger. Melissa har da heller aldrig fået nogle advarsler, og Oliver vandt to biografbilletter sidste år, fordi hans fravær var så lavt. De vil for alt i verden ikke forbindes med erhvervsskolernes ry som et sted for klassens dumme børn.

»Man siger aldrig til folk, at man går på erhvervsskole. Og slet ikke i Ishøj! Jeg plejer altid at sige, at jeg er skrædder. Det rynker folk ikke på næsen af. Til gengæld spørger de altid, om ikke jeg lige kan sy deres frakke. Mange tror, det er en hobby,« siger Oliver, og Julie Andersen på 22 år stemmer i.

Hun er fra en akademisk familie på Midtsjælland, og det var nærmest obligatorisk at gå i gymnasiet. Hun gennemførte, men flyttede hjemmefra tidligt og har ikke talt med sine forældre i fem år nu. Hun havde fem job for at få økonomien til at hænge sammen det sidste år i gymnasiet.

»Det er nok klogt, at jeg har en studentereksamen at falde tilbage på. Men da jeg var 13 besluttede jeg at blive skrædder. Også selv det ikke er alle, der har respekt for det,« siger hun bestemt.

Næse for business

Mens eleverne knokler med deres eksamen er Folketingets åbningstale begyndt, og partierne taler om Danmarks fremtid, hvor vi bliver overhalet indenom i den globale konkurrence. Inden længe skal de i gang med at reformere erhvervsskolerne for at sikre flere dygtige unge. For vi danskere kan for lidt, og vi er for dyre.

Men måske politikerne et øjeblik skal vende blikket mod Ishøj, for er der noget, Julie, Oliver og de andre er klar over, så er det, at deres håndværk skal kaste kroner og ører af sig. På Cph West er holdningen den, at eleverne skal ud på et arbejdsmarked, hvor de allerede er bagud på point, fordi deres lønninger er så meget højere end udlandets. De skal være dygtige for at klare sig.

»Vi skal hele tiden være sikre på, at det tøj, vi laver, kan sælges. Det nytter jo ikke noget at lave en dyr kollektion, hvis målgruppen ikke har råd til at købe det. Singlekvinder med gode job har råd til silkebukser, men det er der altså mange andre kvinder, der ikke har,« slår Julie fast.