Drømmen om huen

Otte ud af ti folkeskoleelever drømmer om at gå i gymnasiet. Men syv procent af hver studenterårgang bygger aldrig oven på eksamensbeviset og risikerer dermed at ende som de facto- ufaglærte.

Uddannelsesvejleder John Andersen (t.v.) forsøger alt, hvad han kan, for at åbne de unges øjne for, at der er andre veje i uddannelsessystemet end gymnasiet. Men det er op ad bakke. Her vejleder han Amin Kabir, som egentlig ikke var erklæret parat, men har insisteret på alligevel at gå gymnasievejen. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjoern Vejloe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nylig kom en elev ind på uddannelsesvejleder John Andersens kontor på Lyngby-Tårbæk Ungdomsskole. Ulykkelig. Dagen før havde han fået besked om, at han ikke kunne komme på gymnasiet efter sommerferien ligesom alle vennerne.

Det kom som et chok.

Drengen havde ellers i både 8. og 9. og 10. klasse fået praj om, at han skulle tage sig alvorligt sammen, hvis drømmen skulle lykkes. Med rene nul- og to-taller og en sygedag om ugen så det svært ud. Men nu sad han altså der i stolen med afslaget i hånden og havde ingen plan B.

Ugen før talte John med en pige, som drømte om at blive frisør. Men hun ville først tage en studentereksamen, så der var noget »at falde tilbage på«, lød begrundelsen.

Den slags historier hører han mange af.

»De unge og deres forældre tror, at en studentereksamen giver ALLE muligheder. Men det gør den jo ikke for alle dem, der får et så dårligt resultat, at de ikke kan bruge det til noget,« sukker uddannelsesvejlederen.

»Det er bare umuligt at få ind i hovedet på dem.«

Ud af 140 elever i 10. klassescentret på Gyrithe Lemches vej i Lyngby søgte 100 gymnasiet. Af dem havde 25 fået at vide, at de ikke var parate. Alligevel insisterede alle på, at det var det, de ville. Af de elever, der forlader folkeskolen allerede efter 9. klasse – og ikke bruger et tiende år på at forbedre sig og blive mere afklarede – er andelen ni ud af ti.

Og tendensen er den samme for hele landet, viser forårets ansøgninger til ungdomsuddannelser: 73 procent af afgangseleverne vil videre på gymnasiet, koste hvad det vil.

Studenterproletariat

Forestillingen om, at en studentereksamen er den gyldne adgangsbillet til fremtidens arbejdsmarked, bygger ellers på noget af et falsum, viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet):

Knap hver tiende, som går i gymnasiet, kommer aldrig videre i uddannelsessystemet. Og blandt 35-årige, der har en almen studentereksamen som højeste fuldførte uddannelse, er kun 75 procent i job. Blandt de jævnaldrende faglærte med et svendebrev som f.eks. håndværker eller metalarbejder er andelen 86 procent. En tendens, som kan ventes forværret, hvis fremskrivningerne for fremtidens arbejdsmarked holder. Her vil der nemlig, som Berlingske beskrev i går, være kamp om de faglærte og kortuddannede, mens unge, der kun har folkeskolen eller gymnasiet som højeste uddannelse, vil være tilovers på et arbejdsmarked, som ikke har brug for dem. Ifølge AEs beregninger vil der i 2020 være 62.000 i overskud, som kun har en gymnasial uddannelse.

For en stor del af de unge, der i disse år valfarter til gymnasierne, ville det altså have langt større personlige, økonomiske, samfundsmæssige perspektiver, at de valgte en erhvervsskole i stedet. Det er bare umuligt at trænge igennem med.

»Vi er vidner til en ny faretruende problematik, hvor vi får en stadig større gruppe unge på hver årgang, der står med håret i postkassen og er de facto-ufaglærte, fordi de ikke har nogen erhvervskompetencer« siger Mie Dahlskov Pihl, der er senioranalytiker hos AE-rådet.

Hun frygter, at tilstrømningen til gymnasierne vil skabe et decideret studenterproletariat, fordi stadig flere unge vælger gymnasievejen uden at komme videre på en videregående uddannelse.

»Som samfund og analytikere har vi derfor pligt til at sige til de unge, at gymnasiet langtfra altid er den bedste vej at gå,« siger Mie Dahlskov Pihl.

Kun for bonghoveder

En af dem, der trodsede John Andersens vurdering og tog til optagelsesprøve på gymnasiet, selvom han egentlig ikke var erklæret parat, er 16-årige Jacob Klentz. Han er på vej hjem fra skole, da Berlingske fanger ham foran 10. klassescentret i Lyngby.

»Jeg aner ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg ikke havde bestået den prøve. Der er intet andet, jeg ville,« siger den 16-årige, der alligevel får lov at starte på Nærum Gymnasium efter sommerferien.

Uddannelsesvejlederen John Andersen havde godt nok nævnt noget med erhvervsskoler, siger den unge.

»Men de typer, der går der, er ikke rigtig noget for mig. Folk siger, at det kun er for bonghoveder og dem, der ikke kan finde ud af skolen. Så jeg blev virkelig lettet, da jeg bestod prøven.«

Ikke at han ved så meget om, hvad erhvervsuddannelserne går ud på, indrømmer Jacob Klentz.

»Jeg tror kun, at vores lærer har nævnt dem én gang, og der er aldrig nogen, der har sagt, hvad man kan blive derinde – udover tømrer.«

Og så er det svært ikke at blive lidt »manipuleret af vennerne«, som han siger.

Jacob Klentz tilhører flertallet:

På 11 år er erhvervsskolernes popularitet dalet med en gennemsnitsfart på ét procentpoint om året. I 2001 var søgningen til landets 110 forskellige erhvervsuddannelser 31,7 procent. I år var den nede på 18,8 procent.

Dårlig vejledning

Ifølge formand for de danske erhvervsskoler Peter Amstrup er en del af problemet, at uddannelsesvejledningen kun er rettet mod de unge, der er i tvivl om, hvad de vil.

»Og så er det klart, at flertallet bare opfører sig lemmingeagtigt og vælger det, der ligner folkeskolen mest – nemlig gymnasierne,« siger Peter Amstrup.

En beregning, som tænketanken DEA har lavet, viser, at kun en procent af de skoleelever, der har et gennemsnit over 8 på karakterskalaen, vælger en erhvervsuddannelse. Til gengæld er der en massiv overvægt af unge med dårlige karakterer, der havner på erhvervsskolerne.

I det hele taget peger meget på, at den store tilstrømning til gymnasierne først og fremmest kan forklares med et fravalg af erhvervsskolerne, der de sidste år har fået en massiv social opgave med at få så mange unge som muligt igennem uddannelsessystemet og lider af mangel på praktikpladser.

Det er derfor ikke rimeligt at bebrejde de unge, at de vælger som de gør, mener Noemi Katznelson, der er forskningsleder på Center for Ungdomsforskning.

»Vi er i en tid, hvor der hersker stor usikkerhed. Hvis ikke man har uddannelse, så klarer man sig ikke, ved de unge. Det nærer flertalsmisforståelsen om, at gymnasiet udgør den største sikkerhed. De unge ved ofte ikke, at en studentereksamen lige så vel kan spænde ben for fremtiden, fordi du får papir på, at du ingenting kan.«

Drømmedræberen

I Ungdommens Uddannelsesvejledning i Lyngby ærgrer John Andersen sig også over, at 70 procent af en årgang ikke får personlig vejledning, men må nøjes med gruppesamtaler, uddannelsesaftener og e-vejledning og dermed ofte præges af venner og forældres ideer om den bedste vej.

For han mener helt oprigtigt, at mange ville få et bedre udgangspunkt for deres arbejdsliv ved at begynde uddannelsen på erhvervsskolerne. Det var sådan set også det, han rådede sine to sønner i sin tid – selvom han selv havde gået i gymnasiet.

Tidligere var det mere naturligt at vælge ud fra det, man var god til, siger han. Men der er sket noget de seneste ti år: Gymnasiet er blevet en tryghedsforsikring, en fortsættelse af grundskolen med gode fester og ungdomskultur, en tre-årig udskydelse af det store valg: Hvad vil du være? Det lokker selvfølgelig.

Og John Andersen forstår sådan set godt, hvorfor de unge vælger, som de gør. Han ville bare ønske, at horisonten kunne udvides bare en anelse. Så de stærkeste så andre muligheder end det almene gymnasium. Og de svagere var mere realistiske omkring deres ønsker.

»Vi er jo så gode til at motivere i den danske folkeskole,« siger han. »Og forældre er rigtig gode til at redde deres børn, bakke dem op og fortælle dem, at de kan, hvad de har lyst til.«

»Men i virkeligheden burde vi nok være bedre til at trække en streg i sandet og sige til nogle af de unge, at det, du gerne vil, bliver altså aldrig til noget. Det har ingen gang på jorden, at du skal på gymnasiet, og du har ikke en kinamands chance for at lykkes, så du kan lige så godt begynde at se dig om efter en ny drøm.«

Siger du selv det?

»Jeg prøver. Men jeg forstår godt, hvorfor mange af mine kolleger har ondt i maven på den her tid af året. For mange af de unge er det jo første gang i hele deres skoletid, at de mærker konsekvensen af deres adfærd, at de bliver mødt med et nej. Det er ikke rart at være den person, der skal punktere folks drømme. Spørgsmålet er, om det ikke er bedre at gøre det tidligt, så de kan nå at åbne deres øjne for andre muligheder, end senere, når de har samlet en masse nederlag.«