For to år siden drak Peter Nejsum 2.500 ormeæg. Med vilje. Tre uger senere gjorde han det igen, og så lige tre gange mere for at være sikker. Nejsum er ikke en gal mand, men han er en videnskabsmand, der bruger sig selv i sin forskning.

Det, Nejsum ville undersøge, var, om en infektion med grisens piskeorm kan have en gavnlig effekt på hans psoriasis. Den plagsomme hudlidelse er en af en lang række af autoimmune sygdomme, som er særligt udbredt i rige lande, og som, man mener, kan skyldes, at vores immunforsvar ikke er blevet modnet af parasitter.

»Vi har en ide om, hvilken reaktion ormeparasitter giver i folk med autoimmune sygdomme, og så bruger vi mig som »case« for at undersøge det nærmere,« siger Nejsum, der er lektor ved Institut for Veterinær Sygdomsbiologi ved Københavns Universitet. Traditionelt forsker man her i parasitter for at holde dem væk fra husdyr og mennesker og forhindre dem i at gøre skade. Men de senere årtier har parasitter fået et bedre ry med den såkaldte »hygiejneteori«.

Teorien om en sammenhæng mellem parasitter og immunsygdomme bygger bl.a. på observationer i Afrika i områder, hvor næsten alle børn har orm, og hvor allergier og autoimmune sygdomme er uhyre sjældne. Man har set, at vaccinationer virker bedre, hvis børnene får en ormekur forinden, så deres immunsystem reagerer bedre på vaccinestoffet. Afrikanske børn begynder også pludselig at reagere på priktest i huden efter en ormekur. Kliniske forsøg har vist, at orm har en gavnlig effekt på tarmsygdomme som crohns og colitis, og at de formentlig kan mildne dissemineret sklerose. Talrige museforsøg har vist gavnlig effekt af orm på allergi, mens astma- og allergiforsøg med mennesker viser ingen eller negativ effekt.

Et klinisk forsøg med en enkelt deltager kan aldrig bevise, at en ormeinfektion virker mod psoriasis. Til gengæld kan Nejsum som sidegevinst lave observationer, som vanskeligt kan gøres med børn i Afrika eller frivillige danske patienter, f.eks. kan han meget nøje holde øje med, hvornår han begynder at udskille æg – altså hvornår en ormeinfektion bliver smitsom. Noget af overvågningsarbejdet er sket hjemme i privaten, hvor det ikke har været til udelt fornøjelse for resten af familien.

»Min kone var altså ikke begejstret, men hun har vænnet sig til tanken,« siger Peter Nejsum, der har fået langt større respons i forskerkredse på at smitte sig selv med orm, end da han i 2011 var med til at kortlægge spoleormens genom. Og den historie kom ellers i tidsskriftet Nature.

Gavnlig effekt

Nejsums ormeinfektionen havde faktisk en gavnlig effekt på hans psoriasis, udslættet blev mindre og generne færre. Han venter stadig på prøvesvar af 15 hudbiopsier taget før under og efter infektionen. Udtagningen af hudpropper til biopsi efterlader ar, som er diskret placeret i samme område, hvor ormeæggene også kommer ud. Ad samme vej er mave-tarm-eksperter fra Aarhus Universitetshospital gået ind med kikkertredskaber og har både fisket orme ud til nærmere undersøgelse og taget biopsier, som viste, at tyktarmen, hvor ormene sidder, reagerer med to forskellige immunresponser, sådan som man ventede og måske håbede.

Hygiejneteoriens sammenhæng mellem orm og immunsygdomme forklares nemlig med en modning af balancen mellem to typer af respons fra immunsystemets T-hjælpeceller. De reagerer på bakterier og virus med en ofte voldsom inflammation, som kan være nyttig til at bekæmpe sygdom, men som også kan løbe løbsk og være årsag til autoimmune sygdomme. T-hjælpecellerne reagerer på parasitter med en mere afdæmpet og målrettet respons, og gennem millioner af år i vores udviklingshistorie er immunsystemet indrettet til at virke i samspil med parasitter, som er nødvendige for, at modne immunsystemet, siger hygiejneteorien. Uden parasitter er der større risiko for at den voldsomme respons løber løbsk, lyder det.

»Jeg tror, det er en anden mekanisme, som giver en ren lokal effekt i tarmen, og som ikke nødvendigvis kan udbredes til hele kroppen. Forsøgene med tarmsygdommene viser også, at ormene kun har effekt, så længe de er i kroppen. Det taler imod ideen om en modning og bedre balance. Hygiejneteorien er intuitivt nem af forstå, men der er ikke særligt mange studier, som understøtter den,« siger Peter Bager, der forsker i epidemologi ved Statens Serum Institut. I 2009 ledede han et klinisk forsøg med 100 frivillige høfeber-allergikere, som ved lodtrækning blev fordelt til enten at drikke ormeæg eller en »placebo«-drik.

»De havde sygdommen i forvejen, og der er forskel på at behandle og forebygge allergi. Men ormene virkede hverken på allergisymptomer eller allergitest i blod, hud og luftveje,« siger Peter Bager.

Når man drikker ormeæg, får turen igennem fordøjelsessystemet larven til at komme ud af ægget og sætte sig fast i væggen af tyktarmen. De voksne piskeorm er sejlgarns­tynde og få centimeter lange. De har en tynd »hale« og en tykkere forende, som har givet dem deres navn, Man bruger grisens piskeorm til terapi, fordi den ikke kan formere sig i mennesket, som er den forkerte vært for parasitten. En dosis ormeæg bliver kun til én generation af orm, så man skal tilføre æg med jævne mellemrum for at vedligeholde infektionen og behandlingen.

Piskeormeæg kan ikke gå direkte fra vært til vært, fra den ene ende til den anden så at sige, som børneorm kan. Derfor vil man sjældent få piskeorm i et samfund med WC og håndvaske, mens infektionerne let kan vedligeholdes i fattige lande med dårligere muligheder for hygiejne.

Hårdføre æg

Fordi piskeormeæg er udviklet til at skulle modnes uden for kroppen, har de egenskaber, som gør det nemt at transportere og opbevare dem, hvis de skal bruges som lægemiddel. De er meget hårdføre og kan ligge i et køleskab i mange år. De kan opbevares i svovlsyre, som de tåler udmærket, og som samtidig renser æggene helt for urenheder og mulige smittekilder.

Ormeæg er ikke et godkendt lægemiddel, selv om de indledende øvelser er i gang både i EU og i USA. Man kan på internettet købe klinisk oprensede æg af grisens piskeorm, Trichuris suis, til selvbehandling. Det frarådes naturligvis, men ikke med den helt store pegefinger. Piskeorm har ikke tendens til at vandre ud i kroppen og ende i leveren eller andre steder, hvor de gør skade. En kontrolleret piskeormeinfektion i de mængder kan ikke bruges som en slankekur, hverken som virkning eller bivirkning. Bivirkningerne er hyppige, men milde. Typisk får man moderat mavekneb og tynd mave, som næppe skræmmer mennesker med crohns eller colitis. Man kan ikke komme til at smitte sine medmennesker, fordi det er grisens piskeorm, og endelig er piskeorme meget nemme at slippe af med igen med en almindelig ormekur. Altså en af dem, der slår ormene ihjel.