Drifterne topper i december

December er de forlystelsessyges måned, hvor apotekerne sælger flere potensmidler, kondomer og fortrydelsespiller end i årets øvrige måneder.

Salg af potensmidler, kondomer og fortrydelsespiller topper i julemåneden, og december er åbenbart festmåned for mange. I alle tilfælde er der ekstra gang i salget af potensmidler og kondomer fra landets apoteker i årets sidste måned.

Salget af kondomer og potensmidler steg med henholdsvis 12 og 10 procent i december sidste år i forhold til de øvrige måneder. Det svarer til, at apotekerne solgte knap 12.000 pakker kondomer og 23.000 pakker potensmidler.

Samtidig er der ekstra salg i nødprævention om mandagen efter julefrokosterne. I december sælger apotekerne 14 procent flere fortrydelsespiller end i årets øvrige måneder. Men efter den store julefrokostmåneden er der også ekstra gang i salget af graviditetstest i januar, oplyser Danmarks Apotekerforening.

/ritzau/