Går vi tilbage til tiden, før a-bomben og privatbilismen eksploderede, havde stort set ingen fantasi til at forestille sig, at den menneskelige påvirkning af planeten Jorden var nævneværdig. Mennesket var ganske enkelt for betydningsløst til for alvor at kunne rokke ved den store naturs egen balance. Mente man.

Siden kom ozonhullet, den globale opvarmning, enorme afskovninger, syreregnen, smoggen, iltdøden i søer og farvande, overfiskningen, havforsuringen, den voldsomme urbanisering og meget mere.

I de senere år har man imidlertid fået evidens for, at vi allerede begyndte at påvirke planetens biologi ret markant for mere end 1.000 år siden, nemlig da landbruget for alvor bredte sig over næsten hele kloden med store skovrydninger, skovafbrændinger og introduktion af plantemæssige monokulturer.

Men nu peger meget på, at vi allerede for 10.000-20.000 år siden – eller endnu længere tilbage – forandrede kloden på en måde, der i flere henseender var et større meteornedslag værdigt.

På Oxford University i Storbritannien har man netop afholdt en stor international forskerkonference om årsagen til den såkaldte megafaunas uddøen – om det var mennesker eller klimaet, der slog bl.a. mammutten, kæmpedovendyret og megabæltedyret ihjel.

Ifølge britiske medier blev det på konferencen fastslået, at der overalt på Jorden er en forbløffende overensstemmelse mellem de store dyrs uddøen og menneskers ankomst til landområder – og det uanset om vi taler Sydamerika, Europa eller Australien.

Det er efter alt at dømme ca. 50.000 år siden, at det lykkedes mennesker at krydse den daværende landbro til Australien – hvorefter praktisk taget alle kontinentets store dyr uddøde i løbet af det, der i geologisk forstand må betegnes som et øjeblik.

Det gælder f.eks. kæmpevombatten, giganttapiren og den hornede skildpadde, der var på størrelse med en Folkevogn.

De kødhungrende mennesker var nemlig de store dyr overlegne, for de kunne dræbe på afstand. Med spyd og andre redskaber, som de skabte med kreativiteten i deres snurrige hjerner.

For naturen var konsekvensen enorm. Australiens åbne sletter, der var gnavet og trampet ned af enorme flokke af megafauna, blev efter de formodede massedrab i vid udstrækning forvandlet til busk- og skovlandskaber, der bagefter blev flammernes bytte. Muligvis endda som følge af menneskers leg med ilden.

I Amazonas medvirkede kæmpedyrene til at skabe frugtbare landskaber overalt, fordi de med deres afføring bragte næringsstoffer fra næringsrige til næringsfattige områder – en biologisk dynamisk proces, der forsvandt med dyrenes uddøen.

Der findes ikke noget endegyldigt bevis for, at det var mennesker, der drev megafaunaen i døden. F.eks. mener den danske DNA-forsker Eske Willerslev, at Sibriens megafauna overvejende forsvandt som følge af vegetationsændringer, der var skabt af naturlige klimaforandringer.

Men det globale sammenfald mellem menneskers vandringer i fortiden og de store dyrs forsvinden er så påfaldende, at man ikke kan sidde det overhørigt. Og hvorfor forsvandt alle disse pragtdyr som dug for solen inden for et overraskende kort tidsrum, når de i øvrigt havde overlevet gennem millioner af år gennem både istider og mellemistider?

Vores påvirkning af planeten er langtfra stoppet. Tværtimod øver vi aktuelt en indflydelse på kloden, der er større end nogensinde – og hastigt voksende i kraft af såvel økonomisk som befolkningsmæssig vækst.

Det får vi efter alt at dømme et desværre dystert indblik i, når FNs klimapanel IPCC på mandag fra Japan offentliggør anden del af en tre- eller snarere firetrinsraket om klimaforandringerne.

Den kommende rapport handler om de forventede konsekvenser af klimaforandringerne i resten af dette århundrede – hvordan de f.eks. vil påvirke vores kyster, landbrug og drikkevand, og i hvor høj grad menneskeheden vil blive i stand til at tilpasse sig disse forandringer.

Lækkede versioner af den koncentrerede rapport cirkulerer allerede på nettet, og at dømme efter medieomtaler er der grund til at bekymre sig:

Flere hundrede millioner mennesker i især Asien vil blive påvirket af kystoversvømmelser og tab af land som følge af højere temperaturer, der bl.a. skaber gletsjerafsmeltninger med stigende havniveau.

Oceanerne vil blive yderligere forsurede, og havtemperaturen vil stige, hvilket vil få mange arter til at søge mod de polare have.

Det globale høstudbytte ventes at falde med op mod to procent pr. årti i resten af dette århundrede.

Hvis den globale middeltemperatur er steget med ca. fire grader mod slutningen af århundredet, kan det skabe et betydeligt pres på fødevaresikkerheden, selv med tilpasning.

Det store spørgsmål er derfor, om vi er begyndt også at presse os selv – alle tiders mest succesrige art af megafauna – ud over overlevelseskanten. Eller er det bare eksperterne, der er for alarmistiske?