Dreng reddet op fra 60 meter høj skrænt ved fyr

En redningshelikopter blev søndag tilkaldt, efter at en dreng faldt ud over en skrænt.

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

En mand fra Beredskabet i Nordjylland reddede ved middagstid en 14-årig dreng op på land igen, efter at drengen var faldet ud over skrænten ved Rubjerg Knude Fyr.

Indsatsleder Jesper Ludvigsen oplyser, at man oppe fra skrænten firede en mand ned til drengen medbringende en sele.

- Han fik lagt selen rundt om drengen og derefter fik vi halet de to op på land igen, siger Jesper Ludvigsen til DR P4 Nordjylland.

Drengen var gledet ned ad den stejle skrænt, som han kom for tæt på, da han lige ville se, hvor langt der var ned.

- Drengen er ikke kommet noget fysisk til. Men han var træt, for et stykke nede af skrænten fik han tag i et stykke rod. Den holdt han i, for ikke at glide længere ned, fortæller Jesper Ludvigsen.

Desuden hjalp det, at hans far stod oven for og forsøgte at berolige ham.

Den tilkaldte redningshelikopter kom ikke i brug. Man var simpelthen bange for, at lufttrykket ville få sandet eller drengen til at glide.

Rubjerg Knude er det højeste punkt på vestkysten i Vend­syssel. Klinten er 60 m høj og oven på den ligger en van­dreklit i op til 30 m højde. Den er skabt ved at vinden river sandkorn løs af klinten og fører dem op over kanten, hvor de aflejres.

Da Rubjerg Knude Fyr blev bygget i 1899, valgte man det højeste sted 200 m inde i landet. Men gradvist har vinden og havet nedbrudt klinten, så fyret i dag kun er få meter fra kanten. Det er derfor et spektakulært udflugtsmål.