Dreng på otte år ramte bil med stenkast fra bro

Farligt stenkast nord for Vejen. Politiet har opsøgt forældre til børn efter farlig episode lørdag aften.

Arkivfoto: Motorvejsbro på Fyn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen

En dreng på otte år kastede lørdag aften en sten fra en bro og ramte en bil i Hovborg nord for Vejen, skriver ekstrabladet.dk søndag.

Stenen var tæt på at ramme bilens forrude og kunne dermed have kvæstet bilisten alvorligt.

I stedet traf stenen en såkaldt a-stolpe, som bærer bilens karosseri, oplyser politiet til Ritzau. Den otteårige var i selskab med to andre børn, en dreng og en pige.

»Bilisten stoppede op og fik selv fat i børnene og i deres forældre,« oplyser vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Episoden skete lørdag ved 18-tiden.

Søndag blev politiet underrettet om sagen. Derfor blev Grindstedvej, rute 425, ved Hovborg afspærret, mens betjente var ude for at lede efter stenen.

I øvrigt har politiet søndag aflagt besøg hos forældrene, oplyser vagtchefen.

»Muligvis vil sagen blive fulgt op af SSP,« siger Erik Lindholt og henviser til samarbejdet mellem skole, kommune og politi.

/ritzau/