Efter mere end 50 års ægteskab dræbte den 78-årige P. den 8. april i år sin 71-årige hustru, mens hun lå hjælpeløs i en sygeseng på Rigshospitalets Klinik for Rygmarvslidelser i Hornbæk.

Det skete, efter at hun gennem længere tid havde tryglet ham om at gøre det og i øvrigt selv minutiøst havde planlagt måden, han skulle gøre det på. Tilbage sidder hendes 78-årige enkemand og venter på at møde i retten tiltalt for »drab på begæring« med en strafferamme på op til tre års fængsel. Sagen skal køre ved Retten i Helsingør mandag den 12. september. Det skriver Helsingør Dagblad

Men han er et hundrede procent afklaret med sin handling og fortryder intet, tværtimod.

»Man må jo ikke slå folk ihjel, og det har jeg jo gjort,« siger han til Helsingør Dagblad.

»Men jeg har bestemt ikke fortrudt, hvad jeg har gjort. Det var en barmhjertighedsgerning,« tilføjer han, som blev varetægtsfængslet efter anholdelsen, men løsladt to dage senere, efter at Landsretten havde omstødt byrettens kendelse.

P. fortæller, at hans kone var fysisk meget aktiv gennem hele livet. Men af uforklarlige årsager faldt den 71-årige kvinde i hjemmet i Hørsholm i februar i år. Hun faldt så uheldigt, at kroppen blev lammet.

»Min kone var medlem af et cykelhold, som cyklede 40-50 kilometer hver uge, hun var medlem af en vandrergruppe, som gik 10 kilometer hver uge - og pludselig kunne hun ikke længere bruge sine hænder, pludselig kunne hun ikke komme af med sin afføring uden hjælp, fra den ene dag til den anden skulle hun nu have tømt sin blære hver fjerde time og have fremmede mennesker til at tørre sig bagi og vaske sig - det er da ydmygende! Og det var på livstid,« siger P.

P. fortæller at hans kone kæmpede »som en gal« for at komme ovenpå igen, men efter et møde med lægerne den 8. april i år måtte lægerne fortælle P. og hans hustru at der ikke var mere de kunne gøre andet end at give hende hjælp og medicin - resten af hendes liv.

Efter eksperternes dom tog parret en langvarig og indgående samtale med hinanden.

»Og der var det så hun fik overtalt mig til at hjælpe hende, og hun forklarede mig præcist hvordan jeg skulle gøre det,« fortæller P.

»Det hele var planlagt. Hun fortalte mig også hvordan begravelsen skulle forrettes og hvilke salmer, der skulle synges.«

Dagen efter, lørdag den 9. april, fik han lov til at overnatte sammen med sin kone på en drømmeseng ved siden af hendes sygeleje på sygehuset i Hornbæk.

»Om aftenen var de inde og tømme hendes tarm og hendes blære som de plejede, og så blev vi ladt alene tilbage. Vi lukkede døren. Hun indtalte sit dødsønske på min mobiltelefon to gange. Så gav jeg hende sovepiller og vand til at skylle dem ned med. Jeg gav hende alle de piller jeg havde - omkring tyve stykker, og som hun selv havde købt ind på forhånd. Jeg hentede dem derhjemme. Hun fik dem af flere gange. Så faldt hun i søvn, og jeg lagde mig på drømmesengen.«

»Da jeg konstaterede, at hun ikke længere trak vejret, lagde jeg mig ned igen, for jo længere tid, der gik, desto bedre. Jeg frygtede nemlig, at der ville dukke personale op og prøve at »redde«, så hun fik hjerneskader og andre mén.«

»Men ved to-tiden om natten dukkede der en sygeplejerske op på stuen for at pleje hende, og så fortalte jeg at jeg havde givet min kone en overdosis af sovepiller,« beretter P.

Den efterladte fortæller, at hans kone allerede kort efter, at hun var blevet lammet, havde tryglet myndighederne om at få lov til at dø, men i stedet for imødekommenhed fik hun skæld ud.

»På et a-fire ark, som jeg fandt, havde hun skrevet så godt som hun nu kunne: »Jeg vil dø, jeg vil dø, jeg vil dø!« om og om igen«.

Parret traf beslutningen om medlidenhedsdrabet uden at orientere deres to sønner.

»De vidste intet, før jeg fortalte dem det. Og de tog det meget fint. De er meget enige med mig og har flere gange sagt, at det var det helt rigtige, jeg gjorde,« fortæller P.

P's fulde navn er redaktionen bekendt.