To dræbt ved busulykke under Knippelsbro

En dobbeltdækker turistbus ramte tirsdag aften kort før klokken halv syv Knippelsbro i København så hårdt at taget blev skrællet af. Ifølge de foreløbige oplysninger er der to dræbte, 19 hårdt kvæstede og 32 lettere tilskadekomne. Et stort antal ambulancer og redningskøretøjer var kort efter på stedet. Rigshospitalet beder henvendelser om pårørende ringe til Københavns Politi: 33 33 14 48.Fotoreportage fra ulykkesstedet

Der var 54 passagerer i bussen. Ud over de to døde blev 19 personer hårdt kvæstet ved ulykken, heraf var 6-8 i livsfare, oplyser den

koordinerende læge på stedet, Ib Møller fra den københavnske lægeambulance. De kvæstede blev fordelt på hospitalerne i Hovedstadens

Sygehusfællesskab. 10 patienter blev kørt til Rigshospitalets traumecenter. Yderligere et stort antal passagerer blev kørt til krisehjælp på

hospitalerne i Sundby og Hvidovre.

Københavns Brandvæsen sendte 32 ambulancer til ulykken.

Desuden blev et lægehold fra Bispebjerg Hospital alarmeret til at behandle de kvæstede. Hele bussens tag blev rykket af ved sammenstødet.

Der er tale om restaurationsejere fra Malmø, der var på vej hjem fra en restaurantsmesse i Bella Center.

De chokerede passagerer, hvoraf flere havde blodige forbindinger om hovedet, blev efter ulykken samlet i en af politiets store mandskabsbusser, for at blive kørt til krisehjælp.

Lægehold og ambulancefolk arbejdede ved 19-tiden fortsat

på at hjælpe de kvæstede, bl.a. flere personer på bussens øverste etage.

Hele taget var skrællet af bussen, der var fortsat ud i det fri på den anden side af broen

Rigshospitalets informationsafdeling oplyser, at pårørende, der ønsker oplysninger om busulykken ved Knippelsbro, skal ringe til Københavns Politi på telefon 33 14 14 48. Det er udelukkende politiet, der taler med pårørende, oplyser hospitalet.

Det er ikke mere end tre måneder siden en dobbeltdækkerbus med 69 børn fra

Hareskovens Lilleskole i Ballerup ramte broen og kilede sig fast. Dengang kom ingen af børnene alvorligt til skade.