Drabssigtet mand fængsles efter grundlovsforhør i Grønland

En 35-årig drabssigtet mand er blevet tilbageholdt i 28 dage. Han sigtes for drab på en kvinde i Uummannaq.

En mand blev onsdag fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for drab på en 32-årig kvinde i Uummannaq i Grønland.

Det oplyser politiet ifølge de grønlandske medier KNR og Sermitsiaq AG.

Den 35-årige mand blev ved grundlovsforhøret tilbageholdt i 28 dage.

Ifølge Sermitsiaq erkendte manden sagens omstændigheder, men nægtede overlagt drab.

Kvinden blev fundet dræbt i sin lejlighed i byen Uummannaq nytårsaftensdag. Det var på den baggrund, at manden på 35 år blev anholdt.

Ifølge Sermitsiaq AG er det stadig ikke meldt ud, hvad der er sket, eller hvilken relation der har været mellem den sigtede og den dræbte.

Mediet skriver, at politiet på nuværende tidspunkt ikke kan gå i detaljer med sagen, da efterforskningen er afhængig af, at detaljer ikke deles med offentligheden.

/ritzau/