Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) skal undersøge, hvorvidt drabschef ved Københavns Politi, Jens Møller Jensen, har brudt sin tavshedspligt i sin nye bog.
Imens undersøgelsen pågår, er Jens Møller Jensen blevet flyttet fra sin lederstilling på afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi.
»Jeg mener ikke, at jeg har gjort noget forkert, men det er okay, at Københavns Politi har bedt DUP om at undersøge det,« siger Jens Møller Jensen til Ritzau.
»Med den omtale af sagen, der har været i pressen, skal de jo have vished.«
Drabschefen blev landskendt som leder af efterforskningen af drabet på den svenske journalist Kim Wall sidste år.
Det mulige brud på tavshedspligten opstår i forbindelse med bogen "Opklaret - Drabschefens erindringer", der udkom i sidste uge.
»Mens undersøgelsen pågår, er Jens Møller Jensen blevet midlertidig omplaceret, så han ikke sidder med det fagområde, som vil kunne blive en del af undersøgelsen,« skriver Københavns Politi i en mail til Politiken.
Den beslutning har drabschefen forståelse for.
»Jeg synes, at det er fair nok, at man vælger at flytte mig imens, for den stilling, jeg sidder i, er sådan en speciel stilling. Der kan man jo ikke have én siddende, mens man undersøger pågældende,« siger han.
Adspurgt om Jens Møller kan vende tilbage til sin stilling efter undersøgelsen, svarer Københavns Politi i mailen:
»Nu afventer vi DUP's undersøgelse og først herefter vil Københavns Politi vurdere, hvad der videre skal ske.«
Jens Møller ønsker ikke at kommentere, om han regner med at vende tilbage til sin stilling som drabschef.
Men han understreger, at der i udgangspunktet er tale om en midlertidig forflyttelse.
Bogen står han fortsat ved.
»Jeg fortryder ikke, at jeg har lavet bogen. Men jeg er da ærgerlig over, at den får den omtale, og det var selvfølgelig ikke noget, jeg havde håbet på eller forudset,« siger han.
Jens Møller Jensen har fået rollen som ny leder af afdelingen for berigelseskriminalitet, mens undersøgelsen står på.
Ifølge Politikens oplysninger er hans tidligere stilling blevet midlertidigt besat.
Sagen om muligt brud på tavshed er ikke den eneste i branchen. Den tidligere PET-chef Jakob Scharf er også anklaget for at have brudt sin tavshedspligt i bogen "Syv år for PET".
I retten har Scharf dog gentagne gange fastholdt, at han ikke videregav fortrolige oplysninger i bogen.
/ritzau/