Drab på betjent er det første på dansk grund i over 20 år

Den 43-årige politimand fra hundesektionen i Københavns Vestegns Politi er den ottende betjent, som er blevet dræbt siden 1965.

Tirsdag blev en betjent skudt ved Københavns Vestegns Politis politigård. Onsdag eftermiddag er betjenten afgået ved døden.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Onsdag eftermiddag kl. 14.18 er den 43-årige politimand, som tirsdag morgen blev skudt i hovedet på klos hold foran politigården i Albertslund, afgået ved døden.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Det er første gang i 21 år, at en politimand er blevet dræbt, og i alt er nu otte politimænd blevet dræbt siden 1965.

Sidste gang, det skete, var for 21 år siden i juni 1995, hvor den franske bandeleder Eric Boucher sammen med tre andre personer røvede en Jyske Bank-filial i Aarhus.

Under flugten skød og dræbte Boucher den 41-årige motorcykelbetjent Morten Mortensen.

Skud- og knivangreb mod politiet:

18. september 1965
Den tidligere straffede Palle Sørensen skyder og dræber fire politimænd på Amager i København. Palle Sørensen får livstid og ender med at sidde 33 år i fængsel for mordene.

3. marts 1975:
Den 30-årige kriminalbetjent Kurt Bjarne Jensen bliver stukket ihjel af en 28-årig gerningsmand, der dømmes otte år for vold med døden til følge.

3. november 1988:
Medlemmer af Blekingegadebanden skyder og dræber den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen i forbindelse med røveriet mod Købmagergade Postkontor.

16. juni 1995:
Den franske bandeleder Eric Boucher røver sammen med tre andre personer en Jyske Bank-filial i Aarhus. Under flugten skyder og dræber Boucher den 41-årige motorcykelbetjent Morten Mortensen.

2. juli 2001:
Flere mænd begår væbnet røveri mod en Jyske Bank-filial på Frederiksberg. Den ene af røverne affyrer flere skud og rammer en politiaspirant i låret.

14.-15. februar 2015:
På tre steder i København skyder terroristen Omar El-Hussein mod politiet. Ved Krudttønden, hvor han også dræber en civil, rammer han to politibetjente i henholdsvis låret og overarmen. I Krystalgade foran synagogen skyder ikke blot endnu en civil, men også to betjente.

31. august-1. september 2016:
Ved 23-tiden på Christiania skyder en 25-årig mand to politibetjente og en civil. Den ene betjent rammes i hovedet, men overlever. Den formodede gerningsmand, Mesa Hodzic, dør af de kvæstelser, han pådrager sig i en skudveksling med politiet ved sin anholdelse.

6. december 2016:
En 43-årig politimand fra hundesektionen i Københavns Vestegns Politi bliver skudt i hovedet af en 26-årig formodet gerningsmand.