DR-medarbejdere kræver svar

DR-nyhedernes journalister vil have uvildig undersøgelse af DRs økonomi.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

I dag orienterede DRs ledelse de journalistiske medarbejdere på DR-nyhederne om at afdelingen skal spare 17 millioner kroner i 2007 på grund af budgetoverskridelser og en generel sparerunde i DR.

Journalisterne svarer nu igen med et krav om en uvidig undersøgelse af DR-nyhedernes økonomi.

Det var en frustreret flok medarbejdere der i dag mødte op til orinteringsmøde med ledelsen på DR-nyhederne.

Ikke alene er DR i økonomisk modvind på grund af den dyre nye koncertsal, men nu viser det sig, at den redaktionelle flytning i den nye DR-bygning har kostet flere penge end forventet. Derfor arver DR nyhederne et underskud på 17 millioner kroner, som man skal dæmme op for i 2007.

Den dårlige nyhed får nu medarbejderne til at reagere. Ole Lorenzen, tillidsmand ved Radioavisen, afsluttede et møde med sine medarbejdere for få øjeblikke siden og her blev man i samråd med Tv-avisen enige om, at stille krav om en uvildig undersøgelse af økonomien i DR nyhederne.

- Vi forstår simpelthen ikke hvordan man kan budgettere så meget ved siden af. At det koster penge at flytte oglave dummy-udgaver kan ikke komme bag på nogen. Alt var forudsigeligt, siger han og fortsætter:

- Det her svækker vores tillid til ledelsen og nu vil vi gerne have en ekstern, uvildig undersøgelse af DR-nyhedernes økonomi, uddyber radioavisens tillidsmand, Ole Lorenzen, som også røber, at flere medarbejdere er dybt frustreret.

Betyder forringelser

Frustrationerne hænger delvist sammen med, at arbejdsklimaet ikke just er i top, da nyhederne dagligt produceres i et sandt byggerod og at de omgivelser ikke just ruster radioavisens medarbejdere til at tage kampen op med TV2s nye satsning på radiosiden. Med besparelsen i sigte bliver den kamp endnu hårdere, vurderer Ole Lorenzen:

- Vi skal spare og dermed løbe hurtigere. Det her kommer uværgerligt til at påvirke kvaliteten, siger han.