DR forstår ikke Nauntoftes kritik

Jens Nauntofte har ingen grund til at føle sig stemplet som rød lejesvend, lyder det fra DR, hvor man undrer sig over hans kritik.

Foto: Marie Hald. Fyringer p Danmarks Radio
Læs mere
Fold sammen

Røde Mor i pauserne og ideologipræken i børneprogrammerne var engang kotume hos DR. Det hævder programmet 'Jagten på de røde lejesvende', der blev vist på DR2 søndag aften og lægger op til debat om Danmarks Radios røde epoke.

I programmet stiller journalist Jacob Rosenkrands skarpt på tidens kritikere og profiler, blandt andre mangeårig korrespondent hos DR, Jens Nauntofte, der nu retter skarp kritik mod DR, fordi han føler sig stemplet og udstillet i programmet som rød lejesvend.

Hos DR afviser man dog anken:

- Jeg forstår ikke fortørnelsen. Præmissen er, at han bliver præsenteret for noget, han tidligere har sagt – som en åben invitation til refleksion. Men han rejser ikke tvivl om det, han selv har sagt, så jeg er ikke helt klar over, hvad han er utilfreds med. Jeg er meget forundret over kritikken – og at han ikke vidste, hvad præmisserne var, for de fremgik tydeligt i mailkorrespondance mellem Jens Nauntofte og Jacob Rosenkrands forud for programmet, siger kulturdirektør hos DR Morten Hesseldahl.

Ingen heksejagt

I en artikel på DRs hjemmeside fremgår det, at Jacob Rosenkrands ikke havde som ideal at være neutral i programmet "Jagten på de røde lejesvende", men det er ikke ensbetydende med, at man har dømt folk på forhånd, lyder det fra kulturdirektør Morten Hesseldahl:

- Nogen mener, at der har været tale om en heksejagt, men vi har ikke ønsket at fange røde lejesvende. Diskussionen om DRs fortid er interessant, og det er væsentligt at høre synspunkter og tanker fra aktørerne fra dengang, når vi har mulighed for det, så de kan være med til at forklare sammenhængen. Oplysningsværdien bliver ikke nødvendigvis mindre, fordi der er en fast vinkel, siger han.

Var Jens Nauntofte stemplet som rød lejesvend på forhånd?

- Overhovedet ikke. Han kan tage det helt roligt - man er jo ikke ude på at hænge ham op på noget kriminelt.

Vigtigt for medier at kulegrave sig selv

Ifølge Morten Hesselager skal programmet "Jagten på de røde lejesvende" blandt andet belyse politiske roller i DRs historie, men det er op til folk selv at fortolke.

- Det er virkelig vigtigt, at vi kigger os selv i sømmene – Har vi gjort det godt nok? Vi har jo et kæmpe ansvar med mange skattekroner og folk, vi kommunikerer til, så Vi skal kunne stå distancen, når vi belyser os selv. Ingen i DR har begået noget ulovligt, men det er ikke desto mindre interessant at diskutere det nu, og refleksionerne er vigtige, siger kulturdirektøren.