DR får kritik for tv-optagelser på plejehjem

De ansatte på plejehjemmet Fælledgården blev ikke sløret godt nok, da de blev optaget med skjult kamera, fastslår Pressenævnet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmarks Radio får kritik af Pressenævnet for ikke i tilstrækkeligt omfang at have sløret de ansatte, der i foråret blev optaget med skjult kamera på plejehjemmet Fælledgården i København.

Pressenævnet kritiserer også DR for, at plejerne ikke fik lejlighed til at se eller kommentere optagelserne med skjult kamera, inden de blev offentliggjort i programmet Magasinet Søndag den 21. maj. Optagelserne vakte stor opmærksomhed og satte en omfattende debat i gang om forholdene på Fælledgården og i ældreplejen.

Det er fem plejere fra Fælledgården, der har klaget til Pressenævnet, fordi de mener, at DR har tilsidesat god presseskik.

Fagforbundet FOA betegner kendelsen som en oprejsning til de ansatte.

- Alle undersøgelser har vist, at ingen ansat har brudt hverken ansættelsesretslige forpligtelser eller sundhedsfaglige normer. Alligevel har de ansatte i høj grad følt sig hængt ud, først og fremmest fordi de klart kunne genkendes på optagelserne, siger forbundsformand Dennis Kristensen.

Det påhviler nu DR at bringe kendelsen fra Pressenævnet.

/ritzau/