DR beklager opfordring til at kontakte Den Korte Avis’ annoncører

Det var ikke i orden, at en P3-vært fredag opfordrede lytterne til at kontakte annoncører på Den Korte Avis for at få dem til at overveje en boykot.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da P3-værterne Sara Bro og Anders Stegger fredag sad bag mikrofonerne i »Go’ Morgen P3«, handlede et af morgenfladens indslag om, at et stigende antal firmaer på opfordring af brugere på de sociale ­medier trækker deres annoncer fra medier og websites med blandt andet falske nyheder og hadefuldt indhold.

Indslaget har mødt kritik, og P3-chef Christian Ottenheim beklager de sidste sekunder i radioindslaget.

I indslaget beskrev værterne den internationale tendens til, at forbrugere påvirker virksomheder med ­opslag på de sociale medier, og de omtalte også det dugfriske danske eksempel, hvor først Nordea – og siden en række andre firmaer – har meldt ud, at de ikke længere vil ­annoncere på Den Korte Avis’ website.

Opfordring til boycot

Værterne gik efterfølgende ind på det kontroversielle og indvandringskritiske website for at se, hvilke firmaer der stadig havde annoncer på siden, og remsede en del af virksomhederne op for lytterne. Den ene vært, Anders Stegger, kom herefter med følgende opfordring:

»Nu er der jo altså blevet gjort opmærksom på det. Så kan det være, at der ryger et par annoncer mere, ellers kan man jo altid gå ind og lige tjekke denkorteavis.dk, og så lige kontakte de respektive firmaer på deres Facebook-side.«

Unuanceret

»Det går galt på det tidspunkt, hvor Anders Stegger opfordrer til, at man via Facebook kontakter de firmaer, der annoncerer på Den Korte Avis, og gør dem opmærksom på det. Det skal han ikke gøre. Han skal ikke opfordre folk til den handling. Vi skal beskrive sagens forskellige sider,« siger Christian Ottenheim og tilføjer:

»P3-værterne kommer nogle gange med personlige holdninger, og det er der ikke nødvendigvis noget galt i. Det kan for eksempel være, at de giver udtryk for en bestemt holdning og derefter fortæller, at andre har en anden holdning – og så spørger lytterne, hvad de mener, og på den måde skaber en debat. Det ser jeg ikke nogle problemer i. Men i dette tilfælde bliver budskabet bare sendt af sted som en holdning fra værten. Og det skal de ikke gøre. Det bliver unuanceret, og det er problemet.«

Erkender fejl

Anders Stegger har efter udsendelse haft en snak med sine chefer om, at han gik over stregen. Derudover får indslaget ingen konsekvenser.

»Anders Stegger har også selv erkendt, at det var forkert,« fortæller Christian Ottenheim, der ikke anser det for at være et problem, at »Go’ Morgen P3« agerer som gabestok og i æteren udstiller virksomheder, der bevidst eller ubevidst optræder på denkorteavis.dk:

»Jeg kan ikke se, at det er noget problem, at man nævner, hvem der annoncerer i Den Korte Avis. Det er jo offentlig tilgængelig viden, og det fremgår tydeligt af indslaget, at ­sagen er den, at mange af annoncørerne ikke selv er klar over, at de annoncerer inde på siden.«