Dongsalg fortsætter efter planen

Finansminister Thor Pedersen orienterede tirsdag Folketingets energiordførere. Den oprindelige køreplan er fortsat i kraft.

Salget af en del af statens andel af DongEnergy fortsætter efter planen. Det vil sige, at energiselskabet fortsat kan ventes børsnoteret i andet halvår af 2007.

Det står klart efter et møde tirsdag mellem finansminister Thor Pedersen (V) og Folketingets energiordførere. På mødet orienterede finansministeren om, hvordan salgsprocessen foregår.

- Der er en køreplan, og det er den, der følges. Der er givet en god og grundig orientering om forløbet. Det er en kæmpekompliceret ting. Derfor er det rigtigt med løbende orientering i forhold til det forløb, der er aftalt, siger den socialdemokratiske energiordfører, Kim Mortensen, til Ritzau.

/ritzau/