I indkørslen til Mar-a-Lago holder en gigantisk Tesla Cybertruck – en eftertragtet model, der ikke er let at få fingrene i.
På siden af bilen er påtrykt et billede af Donald Trump med næven i vejret og blod ned ad kinden efter attentatforsøget mod ham 13. juli.
Bilen er en gave til Donald Trump fra internetkendis Adin Ross, som ved samme lejlighed også forærede den tidligere præsident et Rolex-ur i guld.
Videoen med Donald Trump og Adin Ross, der mandag blev sendt direkte, blev set af mere end 500.000 mennesker, ifølge The New York Times.
Og interviewet er et vigtigt led i Trumps kampagnestrategi.
Adin Ross er en af USAs mest kendte og kontroversielle livestreamere. Da han var allerstørst, havde han op mod syv millioner følgere på livestreamingplatformen Twitch ifølge mediet The Verge.
Det 23-årige internetfænomen blev kendt på at filme sig selv spille videospil, men er senere blevet berømt for de gæster, som han har inviteret med i sine livestreams.
Tidligere gæster tæller blandt andre den kvindefjendske Andrew Tate, der sidste år blev tiltalt for voldtægt og menneskehandel i Romanien, og Nick Fuentes, der er højreekstremist og fortaler for hvidt herredømme.
Og nu altså den tidligere amerikanske præsident.
Målrettet én gruppe vælgere
Adin Ross er nu bandlyst fra Twitch, efter at han flere gange har delt hadefuldt og homofobisk indhold, skriver The New York Times, og han sender nu sine videoer på platformen Kick.
Og Adin Ross er især populær hos en specifik gruppe vælgere, der kan være afgørende for Donald Trumps chancer for at vinde præsidentvalget til november.
De helt unge mænd. Derfor er det opsigtsvækkende interview, der varede mere end halvanden time, et vigtigt led i Trumps kampagnestrategi.
Og det er ikke kun den kontroversielle Adin Ross, der har fået besøg af Donald Trump på sin platform.
The New York Times skriver, at præsidentkandidaten har gæstet en række podcasts og sociale mediekanaler, der alle har det til fælles, at de drives af mænd med et kæmpe antal følgere, der appellerer til netop de helt unge mænd.
Blandt andet deltog han i juni måned i et interview med wrestler og influencer Logan Paul, der har mere end 50 millioner følgere på sociale medier, herunder 27 millioner følgere alene på Instagram, ifølge The New York Times.